Annonce
Svendborg

Svendborg-student blev sømand: Fedt når det hele gynger

Skjold Lauge Andersen blev student fra Svendborg Gymnasium sidste sommer. Nu er han på vej til at blive sømand. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Skjold Lauge Andersen er på Georg Stages forårtogt og har fået mod på livet til søs.

Sidste sommer kunne Skjold Lauge Andersen fra Langå iføre sig stundenterhuen på Svendborg Gymnasium.

I januar påmønstrede han som elev på Georg Stage i den spanske havn Alicante:

- Jeg havde brug for at komme væk fra bøger og at prøve noget andet, forklarer Skjold Lauge Andersen.

I denne uge kom Skjold Lauge Andersen tilbage til Svendborg efter sejlads direkte fra Færøerne. På togtet har skoleskibet bl. a. sat kølvand ved Gibraltar, i Biscayen og i Det Irske Hav. Et planlagt anløb på Mallorca måtte droppes på grund af barske vindforhold.

Før ankomsten til Svendborg tidligere på ugen fik de 60 elever et døgn for anker på Lunkebugten.

- Vi fik gjort godt rent, fersket af og fik en god nats bondesøvn, så de kunne være friske til mødet med familie og venner, fortæller kaptajn Jesper Kramp Amholt. Da Koøjet var om bord på Georg Stage, fik Skjold Lauge Andersen besøg af sine forældre, bedsteforældre og hans søster, tidligere elev om bord.

- Det var rigtig dejligt at se dem, fortæller han.

For Skjold Lauge Andersen har forvandlingen fra student til sømand været ”virkelig sjovt, men også hårdt”:

- Man får nogle grove hænder af det i forhold til, når man hele tiden skriver på en computer, siger han. Noget af det mest spændende har for Skjold Lauge Andersen været at komme til vejrs i master og ræer:

- Deroppe får man virkelig blod på tanden, når det hele gynger. Man kan mærke skibet, se havet og kimingen. Der er altid fed energi om bord, når vi får lov at sætte sejl. Der er ikke noget noget federe end medvind og vi så tonser afsted. Forleden satte vi alle sejl og loggede syv-otte knob, siger Skjold Lauge Andersen.

Den nyrenoverede Georg Stage sejlede fra Svendborg i går formiddag mod Helsingør og derfra videre til Christiansø.

Togtet slutter på Holmen 21. juni: - Bagefter vil jeg søge ud på et andet sejlskib og prøve mere sejlads, fastslår Skjold Lauge Andersen.

Annonce
Gerog Stages kaptajn Jesper Kramp Amholt kan fortælle, at de dengang nye elever blev godt rusket igennem i Middelhavet. Vindmåleren viste vindstyrker på op til 50 knob - en fuld storm. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: En god investering i fremtiden

Rundt omkring i kommunerne bliver sidste hånd lagt på det kommendes års budget, og det kan være lidt en jungle at navigere rundt i, hvis man vil forsøge at finde hoved og hale i alle tallene. I det hele taget kan det der med økonomi hurtigt blive noget, som er svært at overskue og gennemskue. Det behøver ikke engang at være et kommunalt budget, det handler om. Det kan også være den helt private økonomi. Især hvis man står på helt uden forudsætninger for at kunne skabe sig et overblik over, hvordan pengene bruges klogest og hvilken type penge, man helst skal holde sig helt fra. Derfor er det et godt initiativ, der er sat gang i Svendborg Kommune. Et samarbejde mellem kommunen, handelsskolen i Svendborg og et pengeinstitut, skal hjælpe nogle af kommunens ældste skoleelever til at forstå, hvordan en privatøkonomi egentlig er skruet sammen, hvordan et budget fungerer og ikke mindst hvilke lån, det bare en skidt idé at røre ved. Det har i nogle år været meget nemt at låne penge, men jo nemmere det er, desto dyrere er lånet også ofte, og det kan jo være nemt at lade sig friste. Forhåbentlig ved de fleste efterhånden, at kviklån bare er en sløj idé at kaste sig over, men det skader absolut ikke, at de nye generationer får forklaret, hvad der skidt, og hvad der er kanel, af en person, der er næsten jævnaldrende med dem selv. Sandsynligheden for, at der bliver hørt grundigt efter er formentlig større end, hvis det er et menneske på deres forældres alder, der står med en løftet pegefinger. Den slags er der nok af i deres liv, og skal det virkelig trænge ind, er det vigtigt at undervisningen i privatøkonomi foregår i øjenhøjde. Sandsynligheden for, at informationerne sidder fast, øges markant. Umiddelbart bliver det da også godt modtaget. De elever Fyns Amts Avis har talt med om projektet har taget godt imod undervisningen. Så præsenteres det rigtigt, er sandsynligheden for en god modtagelse af budskabet også stor. Og så kan det være, at vi oplever bare lidt færre mennesker, der havner i en gældsspiral, hvor dårlig økonomi og deraf følgende kviklån er dagens ret. Derfor fortjener de involverede parter i undervisningsprojektet stor ros. Det er - meget apropos - en god investering i fremtiden.

Annonce