Annonce
Sport

Svendborg Rabbits tror på overraskelsen mod Bakken Bears: Vi skal levere i alle fire perioder

Seneste møde i ligaen mellem lørdagens modstandere fandt sted i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus. Foto: Kim Haugaard
De danske basketball-konger Bakken Bears gæster lørdag Sydfyn. Overraskelsen lurer for Svendborg Rabbits og direktør Troels Mortensen, der kræver godt spil i alle fire perioder.

BASKETBALL: Lørdag skal der igen dribles og dunkes, når de undertippede kaniner fra Svendborg Rabbits hjemme i Rise Sparekasse Arena lægger gulv til opgøret mod ligaens suveræne førerhold Bakken Bears.

Tidligere på sæsonen har fynboerne spillet godt op med de aarhusianske bjørne, hvor det senest blev til et smalt nederlag på 77-81 i pokalen. Hvis det skal blive til en sejr lørdag, så skal der leveres hele kampen igennem.

- Vi har spillet to meget tætte opgør mod dem, hvor vi faktisk har ført i tre ud af fire perioder. Men når man spiller mod Bakken, er man nødt til at spille godt i alle fire perioder, siger Rabbits’ direktør Troels Mortensen til Sport Fyn.

- Det er en stor skræmmende bjørn, vi skal møde, og de gør det rigtig godt. De har også gjort det rigtig godt i Europa i år og har også lige slået Randers med næsten 30 point.


Vi har spillet to meget tætte opgør mod dem, hvor vi faktisk har ført i tre ud af fire perioder. Men når man spiller mod Bakken, er man nødt til at spille godt i alle fire perioder.

Troels Mortensen


- Men vi føler faktisk, vi står med nogle gode kort på hånden, for jeg synes, vi altid får lagt en god gameplan mod dem.

Annonce

Kan komme på andenpladsen

Team FOG Næstved slog onsdag noget overraskende Horsens IC på udebane, og derfor har svendborggenserne en gylden mulighed for at tage et godt spring op i tabellen.

- Hvis vi slår Bakken, så bevæger vi os op på andenpladsen i ligaen, og det vil vi jo rigtig gerne. Nogle gange handler det om at jagte den mulighed og lukrere på andres resultater. Jeg forventer at se et Rabbits-hold, der har ild i øjnene og kæmper med alt, det har.

- Uagtet hvilken sportsgren man følger, så slår underdogsene favoritterne en gang imellem. Det er klart, at Bakken er favoritter til at vinde, men lad os se, om vi ikke kan lave en overraskelse, siger Mortensen og fortæller desuden, at alle er testet negativ for corona, og at det begynder at se lyst ud i forhold til de småskader, der har plaget truppen.

Kampen fløjtes i gang lørdag eftermiddag kl. 14.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce