Annonce
Svendborg Rabbits

Svendborg Rabbits måtte bøje sig for topholdet

Randers Cimbrias Josh Fortune, der blev kampens topscorer med 30 point, over for Svendborg Rabbits' Peter Møller, der scorede 15 point. Billedet er fra de to holds opgør i sæsonpremieren i Svendborg, hvor Randers også vandt. Foto: Katrine Becher Damkjær
Randers Cimbria hentede den ottende sejr på stribe, da Svendborg Rabbits trods en god start måtte se sig slået i onsdagens basketligaopgør.

Basketball: Efter tre sejre i træk over B-ligahold kom Svendborg Rabbits igen ned på den mudrede novemberjord, da Basketligaens tophold, Randers Cimbria, hjemme vandt onsdagens kamp 90-75 mellem de to A-ligahold.

Cimbria hentede den ottende sejr i træk og topper Basketligaen med 10 sejre i 11 kampe. Svendborg Rabbits ligger på femtepladsen med fire sejre i ni kampe. Det var anden gang i sæsonen, at Svendborg Rabbits måtte bøje sig for kronjyderne. I sæsonpremieren tabte Rabbits hjemme 74-89 til Randers.

Svendborg Rabbits fik en god start på onsdagens opgør med en treer fra Oscar Jørgensen i det første angreb. Rabbits kom foran 9-4, inden Randers-træner Jimmy Moore tog en timeout med den ønskede effekt. Hjemmeholdet scorede de næste ni point og kom foran 13-9, hvorpå Rabbits-træner Lukas Varga tog en timeout. Rabbits fik udlignet til 13-13, og kaninerne førte 17-15 efter første periode.

De gode takter fra udeholdet fortsatte i anden periode, hvor Rabbits kom foran 27-18. Men Randers svarede igen til føring 31-30 og kunne gå til halvlegspause foran 36-34.

Randers grundlagde sejren i tredje periode, som randrusianerne vandt 29-14. Fra stillingen 42-40 trak Randers fra til 65-48, som var stillingen efter tredje periode.

Rabbits, der var uden Myck Kabongo og Jacob Enevold, fik mindsket afstanden i sidste periode til 84-73 efter en treer fra Peter Møller. Men Randers vandt kampen 90-75.

Hos Randers Cimbria blev amerikanske Josh Fortune topscorer med 30 point. Dansk-amerikaneren Alan Voskuil var på holdkortet hos Randers Cimbria, men han kom ikke på banen og må således vente på sin sæsondebut.

Pointene hos Svendborg Rabbits blev fordelt således: Durell Vinson 16, Zach Charles 15, Peter Møller 15, Sebastian Åris 13, Sidney Umude 10, Oscar Jørgensen 3.

Svendborg Rabbits spiller næste gang lørdag 30. november klokken 14.00 hjemme mod Værløse.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Lukker på Toldbodvej og åbner på Lerchesvej: Fakta åbner ny butik ved havnen

Annonce