Annonce
Svendborg

Svendborg Kommune dropper køb af grund i Kirkeby: Jorden er forurenet med nikkel og cadmium

René Haahr (V) (t.v.) og Torben Frost (S) er ærgerlige over, at planerne om byggegrunde i Kirkeby bliver bremset på målstregen. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Byrådet har besluttet at annullere købet af en stor grund i Kirkeby, som skulle have været udstukket til 10 byggegrunde. Jorden er forurenet med nikkel og cadmium, og den er for dyr at rense op. René Haahr (V) og Torben Frost (S) ærgrer sig.

CaKirkeby: Der kommer ikke nogen nye byggegrunde i Kirkeby lige foreløbig.

Det står klart efter aftenens digitale byrådsmøde, hvor politikerne på den lukkede dagsorden besluttede at annullere købet af grunden på Assensvej 19 i Kirkeby.

Der var ellers lagt op til, at kommunen skulle købe grunden af landmand Henrik Westphal, men grundige jordbundsundersøgelser har vist, at grunden er forurenet med nikkel og cadmium, og derfor har kommunen besluttet at droppe købet af grunden.

- Det er brandærgerligt, for vi har længe drømt om at kunne sætte byggegrunde til salg i Kirkeby, fortæller borgmester Bo Hansen (S).

Annonce

Dyrt at rense jorden

Der er blevet regnet på, hvad det vil koste kommunen at rense grunden op, men ifølge borgmesteren står udgifterne ikke mål med, hvad kommunen kan forvente at få for grundene.

Cadmium

Cadmium er en farlig miljøgift. Selv meget små mængder kan skade levende organismer. Cadmium kan desuden ophobes i organismer, i jorden og i søers og haves bund. I Danmark spredes det meste cadmium til omgivelserne ved forbrænding af affald, bl.a. farvede plastmaterialer, og ved udbringning af fosforgødning og slam fra rensningsanlæg på landbrugsjord.

- Der skal fjernes en halv meter jord på hele grunden og det vil koste os 4,7 millioner kroner, mens det vil koste 1,9 millioner kroner at få lagt nyt rent jord på grunden. Det betyder, at prisen for byggegrundene vil blive tårnhøj - formentlig mere end 500.000 kroner per grund - og det tror jeg ikke, at der er nogen, der vil betale, siger Bo Hansen, der anslår, at en realistisk pris for en byggegrund i Kirkeby vil være sted mellem 350.000-400.000 kroner.

Det var planen, at grunden på Assensvej 19 skulle udstykkes til 10 byggegrunde på cirka 1000 kvadratmeter hver.

Annonce

Sælger Reginahaven

Kommunen er dog stadig bundet til aftalen om at sælge sin grund - Reginahaven, som ligger på Assensvej 109 - til Henrik Westphal.

- Den del af aftalen står stadig ved magt, siger borgmesteren.

Årsagen til at kommunen ikke valgte at byggemodne sin egen grund var, at der skal laves en del arkæologiske udgravninger på stedet.

- Og det er en kostbar affære, siger borgmesteren.

Derfor havde kommunen udset sig grunden på Assensvej 19 og lavet en aftale med Henrik Westphal om, at de kunne sælge grundene til hinanden.

Annonce

Bombet tilbage til nulpunktet

René Haahr (V) er ærgerlig over sagens udvikling.

- Jeg har kæmpet for det her i snart 12 år, og vi er stadig ikke kommet i mål. Jeg er så ærgerlig over, at vi er blevet bombet tilbage til nulpunktet. Det var den her sag, som fik mig til at gå ind i politik, og jeg synes efterhånden, at vi har et troværdighedsproblem. Vi skal have sat turbo på nu, siger han.


Jeg er så ærgerlig over, at vi er blevet bombet tilbage til nulpunktet. Det var den her sag, som fik mig til at gå ind i politik, og jeg synes efterhånden, at vi har et troværdighedsproblem. Vi skal have sat turbo på nu.

René Haahr (V), byrådsmedlem i Svendborg Kommune


Han har derfor bedt borgmesteren om at sætte alle sejl, så der kan findes andre egnede byggegrunde i området.

- Hvis det står til mig, skal der bruges de nødvendige ressourcer i forvaltningen. Der er så mange, der gerne vil bo i Kirkeby, og hvis vi ikke snart får gjort noget, så ender vi måske med at miste vores skole, vores købmand og alt det andet, som giver liv i Kirkeby, siger han.

Også Torben Frost (S), som har kæmpet for byggegrundene i Kirkeby, er ærgerlig.

- Det er jammerligt. Vi må kæmpe videre og se, om der ikke kommer en anden løsning. René (Haahr, red.) og jeg må igen ud og forhandle med lodsejerne. Der er en kæmpe interesse for byggegrunde i Kirkeby. Ved vores informationsmøde sidst i august var der tilmeldt 200, men der var kun plads til 100 på grund af coronarestriktionerne, siger han.

Annonce

Pengene afsat til ny grund

Det vides ikke, hvorfor jorden på Assensvej 19 er forurenet med nikkel og cadmium. Grunden har igennem mange år været brugt som landbrugsjord, og på et tidspunkt blev der også hentet ler fra jorden, som er blevet brugt til tegl.

Kommunen har ikke opgivet drømmen om at etablere bryggegrunde i Kirkeby, fortæller borgmesteren.

- De penge, vi får fra salget af Reginahaven, vil blive øremærket til byggegrunde i Kirkeby. Så vi vil fortsætte arbejdet med at finde egnede byggegrunde i området, siger Bo Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Aflyst boligmesse blev startskuddet for et år med corona på Sydfyn: Da han tændte telefonen, var verden på den anden ende

Annonce