Annonce
Søsiden

Svendborg-byggede skibe i tre generationer

Tre generationer af Svendborg-nybyggede skibe i stævnemøde ved Frederiksøen. Fra venstre passagerfærgen Helge, langs kajen tremastskonnert Zar og bagest isbryderen Thorbjørn. Udenpå Zar ligger Nationalmuseets Marstal-skonnert Bonavista til forårsklargøring. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Stævnemøde i havnen mellem Helge, Zar og Thorbjørn

SVENDBORG: Et Svendborg-maritimhistorisk skue udfoldede sig for en kort stund, da Fyns Amts Avis' Søsiden-reporter tidligere på ugen runderede havnen.

Mens sundfærgen Helge i afløser-fart på overfarten til Skarø og Drejø rundede kajen ved Frederiksøen, passerede den to andre Svendborg-byggede skibe. De tre skibe er alle leveret fra værfterne på Frederiksøen og repræsenterer hver sin generation af lokalt skibsbyggeri.

Med sine 96 år er Helge alderspræsidenten. Den lille, Svendborg-ikoniske passagerfærge blev bygget på Ring-Andersens træskibsværft til Sydfyenske Dampskibsselskab. Siden 1924 har Helge besejlet sundet. Oprindelig trafikerede den hele året, og i perioder har Helge også makket med andre lignende fartøjer. Fra 2006 har Helge været ejet, drevet og velpasset af Svendborg Kommune. Pt. rejser corona-krisen tvivl om Helge kommer ud på sine populære sommerture i denne sæson.

Det store sejlskib langs kajen er også en nybygning fra Ring-Andersen. Zar hedder denne tremastede skonnert i dag og er i øvrigt Danmarks største privatejede sejlskib.

Zar blev bygget som fragtskib godt inde i motorskibs-epoken og blev leveret i de olieknappe krigsår i 1940'erne. Ring-Andersen byggede flere skibe med skrog som Zar. Et andet af de stadig sejlende var Lars til en reder i Rudkøbing. I dag hedder den Cassiopeia og hører hjemme i Esbjerg. I serien indgik også den nu fransk-ejede Bel Espoir (tidl. bl. a. Nette S og Peder Most).

Zar af Dragør hed allerførst Karis og har været ejet af blandt andet Mercandia-skibsreder Per Henriksen (Mercantic II og senere Else Dorthea Bager) samt af bryggeriet Carlsberg (Madonna). I dag er Zar udbudt til salg for 13,5 millioner kroner. Prisen inkluderer dækkets fadølsanlæg fra bryggeri-tiden.

Tredje og senest Svendborg-byggede skibs-generation på billedet er Danmarks nyeste statsisbryder, Thorbjørn. Om få uger er det 40 år siden Thorbjørn blev søsat fra Svendborg Værft. Den velholdte isbryder har siden 2015 ligget uvirksom i Svendborg Havn og er ejet af Niels Højlund fra Nordane Shipping i Svendborg.

Thorbjørn kan ende med at blive Danmarks sidste tidligere statsisbryder. Den ældre Elbjørn er under skrotning, og de oplagte tvillinger Isbjørn og Danbjørn kan ventes at gå samme vej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce