Annonce
Faaborg-Midtfyn

Svært ikke at blive forelsket i Faaborg: Borgmesteren har brugt sin sommer som turistguide

Mange af gæsterne er blevet overraskede over, hvor meget der egentlig foregår i Faaborg og kunne godt forestille sig, at slå sig ned i købstaden. - Det er rigtig godt at kunne vise, at selvom vi har stokroserne og middelalderbyen, så er vi ikke noget frilandsmuseum. Man kan sagtens bo her og arbejde her, og der sker ting, siger borgmester Hans Stavnsager. Foto: Maria Retoft Pedersen
Hans Stavnsager glæder sig over de mange gæster, der har tilbragt deres ferie i Faaborg. Selv har han haft 10-12 grupper af både turister og lokale med på rundvisning i byen - og det har været både sjovt og inspirerende.
Annonce

Faaborg: Egentlig begyndte det lidt som en vittighed, da Hans Stavnsager før ferien var samlet med de øvrige fynske borgmestre for at diskutere, hvordan Fyn bedst muligt kunne få en masse sommerturister lokket til øen.

Her kom idéen om "book en borgmester" på bordet. Også selvom det var sagt i sjov, fæstnede idéen sig alligevel hos borgmester Hans Stavnsager. Så midt i juni skrev han et Facebookopslag, hvor han tilbød sin assistance i det faaborg-midtfynske, hvis nogen manglede en turguide.

Og så var der sandelig nogen, der bed på. Borgmesteren har over sommeren haft 10-12 rundvisninger i Faaborg og omegn, og det har både været lokale og turister udefra, der har været med.

- Jeg havde forestillet mig at skulle vise et par gamle venner rundt. Og det har jeg også gjort. Men det har også været folk langvejs fra, som jeg ikke har kendt på forhånd, siger han.

Rundvisningerne har været tilpasset efter gæsternes ønsker, men Klokketårnet, turen rundt i den gamle middelalderbydel og Jim Lyngvilds billeder i Helligåndskirken har været populære udflugtsmål.

- Og folk har også været meget interesserede i udviklingen af slagterigrunden og arkitektkonkurrencen, fortæller Hans Stavnsager, der selv er født og opvokset i området og er rimelig velbevandret i byens historie.

Jim Lyngvilds billeder i Helligåndskirken har trukket rigtig mange folk til Faaborg, siger Hans Stavnsager, som også har lagt vejen forbi på sine ture. - Mange, jeg har talt med, er kommet langvejs fra for netop af se de billeder. Billederne kan ses i kirken frem til 1. september. Foto: Michael Bager

- Men der var nogle beboere fra Østerbrogade, hvor jeg selv bor, der gerne ville høre noget om gadens historie og de virksomheder, der havde ligget der. Der måtte jeg lige bruge en eftermiddag på Byhistorisk Arkiv for at forberede mig, siger han.

Annonce

Mulige tilflyttere

Borgmesteren kalder det både sjovt og inspirerende at se byen gennem turisternes øjne.

- Faaborg er jo "min" by, og den viser sig fra sin bedste side her om sommeren. Det er svært ikke at blive forelsket i Faaborg en sommerdag, siger han.


Det er rigtig godt at kunne vise, at selvom vi har stokroserne og middelalderbyen, så er vi ikke noget frilandsmuseum. Man kan sagtens bo her og arbejde her, og der sker ting

Borgmester Hans Stavnsager


Han glæder sig over, at alle aktører i år har givet den en ekstra skalle for dels at trække turisterne til og dels at give den en ekstra skalle for dem, der er her.

- Uanset hvem jeg har talt med af restauratører, overnatningssteder mm. har alle knoklet en vis legemsdel ud af bukserne for at være gode værter, siger han.

Han håber, at nogle af de mange gæster, der i år har tilbragt ferien her, på sigt kunne finde på at flytte til egnen.

En flok frivillige byguider - og så naturligvis vægterne - har også haft travlt med at vise gæster og lokale rundt i byen. Men borgmester Hans Stavnsager er ikke bange for at have givet dem konkurrence. - I år har der i den grad været turister nok til os alle, siger han. Her er det byguide Kai Hansen. Arkivfoto: Palle Søby

- Vi vil jo gerne have flere tilflyttere, og der er godt gang i den del i den nordlige ende af kommunen, men vi har været lidt mere udfordrede hernede. Flere at dem, jeg har været rundt med, har sagt, at det kunne de måske godt forestille sig på et tidspunkt og har spurgt ind til bredbåndshastigheder, huspriser og den slags, siger borgmesteren.

Annonce

Hvad så med næste år?

Om turisterne også i 2021 vil valfarte til Faaborg, vil tiden vise.

- Man kan jo håbe på, at mange danskere har øjnene op for vores egne herligheder og vælger at holde ferien i Danmark igen,  siger Hans Stavnsager.

Men vil de så kunne komme på rundvisning med borgmesteren?

- Det kan da godt være. Jeg synes, det er vigtigt som politiker at være tilgængelig og tale med folk. Men så bliver det måske i en afgrænset periode og ikke hele min ferie, lyder det med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce