Annonce
Sport

SUS Nyborg ligger sidst: Håber på ingen nedrykkere

SUS Nyborg-spillerne i hvidt håber på, at der ingen nedrykkere bliver til 2. division. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
SUS Nyborg har det svært i bunden af 1. division. Klubben krydser fingre for, at ingen hold rykker ud af den næstbedste række ligesom i fjor.

HÅNDBOLD: SUS Nyborg ligger sidst i 1. division, og det ser noget nær umuligt ud at undgå at ende på en af de tre nedrykningspladser.

Østfynboerne har ti point op til TM Tønder Håndbold og tirsdagens modstander HEI Skæring, som begge ligger med 15 point som henholdsvis nr. 11 og ti.

SUS Nyborg-træner Mads Rydal erkender da også overfor Sport Fyn, at man håber på, at der ingen nedrykkere bliver:

- Jo, det er da noget, vi krydser fingre for - at vi kan blive reddet på den måde, siger Rydal til Sport Fyn.

- Men det kunne også være rart nok med en afklaring omkring det, for det gør rigtig meget for, hvordan klubben vil angribe det sidste stykke tid af sæsonen. Er det ren og skær klargøring til næste sæson? Eller er det det resultatmæssige, vi skal gå efter?

Nyborgenserne gik ind til sæsonen som undertippede, og det har hjulpet på situationen, der ikke kommer som et chok for dem.

- Vi har vidst fra start af, at det ville blive sindssygt svært. Vi er selvfølgelig ærgerlige over at ligge, hvor vi gør, men vi vidste godt på forhånd, at det kunne blive aktuelt, siger SUS Nyborg-træneren.


Jo, det er da noget, vi krydser fingre for - at vi kan blive reddet på den måde.

Mads Rydal


I stedet for kun at se de negative sider af sagen, så forsøger SUS Nyborg at se de positive ting - såsom at håndbold giver et afbræk i en hverdag fyldt med corona og andre problematikker.

- Vi er bare glade for at kunne spille håndbold. Det er et stort frirum for drengene. Så i stedet for at se surt på det, så er det et frirum.

- Vi kan også være mere frie i det, fordi der er ingen udover os selv, der forventer, at vi klarer det, slutter Rydal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce