Annonce
Danmark

Sundhedsmyndigheder: Vi har respiratorer, senge og personale nok til alle coronapatienter

Helene Probst, centerchef i Sundhedsstyrelsen, fastslår, at alle patienter ser ud til at ville få den behandling, de har brug for, når coronaepidemien topper. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Der er kapacitet nok på sygehusene til at sørge for, at alle får den nødvendige behandling under coronaepidemien, vurderer Sundhedsstyrelsen og regioner. Men kvaliteten vil måske ikke være den samme, som man er vant til.

Coronavirus: Ingen danskere skal frygte, at de ikke kan få hjælp af en respirator eller en sengeplads på en intensiv afdeling, hvis de får brug for det under coronaepidemien. Sundhedsvæsenet har kapacitet og personale til at klare presset fra coronaudbruddet - selv når epidemien topper. Sådan lyder vurderingen fra Sundhedsstyrelsen.

Den beroligende melding kommer, efter Statens Serum Institut mandag offentliggjorde en ny prognose, hvor det vurderes, at smittetrykket er halveret, at smittekurven ser ud til at bøje af, og at risikoen for overbelastning af sundhedsvæsenet derfor er mindsket.

Allerede i sidste uge offentliggjorde Sundhedsstyrelsen en rapport, der viser, at der ifølge styrelsen er nok intensive sengepladser med respiratorer i Danmark, hvis smitten udvikler sig som i Italien.

- Selv på toppen af epidemien er det vores nuværende vurdering, at alle, der har brug for intensiv behandling - uanset om det skyldes corona eller andre akutte sygdomme - kan få den nødvendige behandling. Det gælder både i forhold til almindelige sengeafsnit og intensiv behandling, siger Helene Probst, centerchef med ansvar for planlægningen af beredskabet mod Covid-19 i styrelsen.

Annonce
Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtylland, mener, at den største udfordring kan blive sygefravær hos sygeplejersker og læger, hvis man ikke lykkes med at skaffe nok masker på sygehusene. Arkivfoto: Morten Dueholm

Positivt med nye tal

Hun fortæller, at det er for tidligt at konkludere, hvad de seneste lovende takter fra mandagens prognoser omkring smittespredningen får af betydning for antallet af intensive patienter med behov for respiratorhjælp, som indtil videre har været forudset som den største udfordring for sundhedsvæsenet i forbindelse med epidemien.

- Men det er rigtig positivt og kan have betydning for behovet for intensiv behandling, siger hun.

Også Region Midtjylland og Region Syddanmark oplyser til avisen Danmark, at alle vil kunne få den behandling, de har brug for, hvis forventningerne til epidemiens udvikling holder. Det betyder med andre ord, at det ikke vil være på grund af manglende kapacitet, at patienter med coronavirus vil dø, hvis alt går som myndighederne forventer.

Ikke samme kvalitet

I en pressemeddelelse i sidste uge slog Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fast, at vi til gengæld kan forvente problemer med at sikre tilstrækkeligt personale med de rette kompetencer. Men det problem ser også ud til at løse sig på sygehusene, fortæller Helene Probst, der dog kalder det at sikre nok hænder til de intensive afdelinger for "den væsentligste udfordring".

Normalt er der 430 intensive sengepladser i det danske sundhedsvæsen. Sundhedsstyrelsen forventer at kunne mobilisere i alt 1240 under coronaepidemien, og det kræver markant flere hænder på sygehusene.

Selv om styrelsen forventer, at man får opkvalificeret tilstrækkeligt mange sygeplejersker til at passe respiratorpatienter, får omrokeret personale og får mobiliseret medicinstuderende og tidligere sundhedprofessionelle, vil det være her, patienterne tydeligst vil mærke, at de måske ikke får den behandling, de normalt ville få på et dansk hospital.

- Kommer vi ud over det, vi kan til daglig, så bliver det et behandlingstilbud, som ikke er af lige så høj kvalitet, som man har i dagligdagen, siger Helene Probst, der mener, at man fortsat vil kunne sikre patientsikkerheden på sygehusene, selv om personale, der ikke normalt beskæftiger sig med intensiv behandling, vil skulle tage sig af patienter på den intensive afdeling.

- Der vil altid være nogen med de særlige specialistkompetencer til at supervisere og være med til behandlingen. Det er sådan, at vi sikrer, at kvaliteten er tilstrækkelig.

Regioner er optimister

I Region Midtjylland fortæller koncerndirektør Ole Thomsen, at patienter indlagt på intensive afdelinger med Covid-19 flere steder blandt andet ikke vil ligge på enestuer, som man ville under normale omstændigheder på regionens sygehuse. I stedet vil man blive indlagt i grupper for at sikre, at personalekræfterne rækker så langt som muligt. Trods det og flere andre tiltag tør han godt stå inde for kvaliteten af behandlingen:

- Jeg hører ingen fagfolk sige, at det her kan vi ikke stå på mål for med hensyn til kvaliteten.

Han understreger samtidig, at der er en række forudsætninger, som alle skal holde, hvis Region Midtjylland skal overholde forventningen om, at alle får den nødvendige behandling. Især en forudsætning om, at sygefraværet blandt personalet skal holdes på 10 procent er behæftet med en vis usikkerhed, da der kan blive mangel på især masker til personalet.

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark, ser også sygefravær som en mulig udfordring. Men han peger på, at der skal meget til, før patienter ikke vil kunne tilbydes eksempelvis respiratorhjælp, hvis de har brug for det i Syddanmark.

- Så skal der ske voldsomme ændringer i antallet af smittede, siger han.

Det skal nok gå

Trods forbehold for, at usikkerheder i prognoserne har danskerne lige nu grund til at føle sig trygge over for sundhedsvæsenets tilstand, lyder det fra Sundhedsstyrelsen og de to regioner.

- Jeg synes godt, danskerne kan føle sig trygge. Vi kan sikre, at alle der har kritisk sygdom - uanset om det er corona eller anden sygdom - kan få den behandling, de har brug for, siger Helene Probst.

- Det kommer til at gå. Men det bliver ikke en luksus-situation, siger Ole Thomsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Dødsfald For abonnenter

Nekrolog: Praktiserende læge i Rudkøbing Erik Søgaard Rasmussen var aldrig bange for at tage ansvar på sine patienters vegne

GOG

GOG forlænger med stregtalent

Svendborg For abonnenter

Tre socialdemokrater stemte ikke med borgmesteren: Splittet byråd godkender principper for søfartsskoleprojekt

Annonce