Annonce
Fyn

Studiestartfest større end nogensinde: Generator Festival afvikles som planlagt

- Vi har både en ambition om at holde den fedeste fest i Odense og at leve op til vores ansvar med at passe på vores gæster. Og så må solguden gerne være med os i år, siger Tine Nyland Østergaard. Foto: Simon Staun
Som en af de eneste festivaler på Fyn afvikles studiestartfestivalen Generator stadig efter planen. De store udendørs scener får mulighed for at skrue op og ned for antallet af gæster, og de mange fester i weekenden er fordelt på hele 26 spillesteder, barer og restauranter.
Annonce

Tinderbox - aflyst. Grøn Koncert - aflyst. H.C. Andersen Festivals - aflyst. Vi elsker 80'erne - aflyst. Generator Festival - afvikles som planlagt.

Det har været aflysning på aflysning de seneste måneder, men de mange tusinde studerende i Odense kommer ikke til at undvære studiestartsfesten, som finder sted fra torsdag 3. september og frem til lørdag 5. september. Dermed er den ikke ramt af forsamlingspåbuddets strikse krav, som gælder indtil 31. august.

- Generator Festival står i en ret usædvanlig situation, fordi det ser ud til at blive den eneste større festival i Odense i år. Det er naturligvis fedt, at vi ser ud til at kunne holde festivalen, men det betyder også et vist pres, fordi mor Mette (statsminister Mette Frederiksen, red.) sagtens kan komme med udmeldinger senere på sommeren, som ændrer planerne, siger festivalleder Tine Nyland Østergaard.

Generator har skiftet retning flere gange de seneste måneder, hvor de forskellige retningslinjer har betydet, at nogle planer måtte skrottes, mens andre skulle gentænkes og slibes til.

- Corona har generelt betydet, at vi har truffet en masse forholdsregler, så vi relativt hurtigt kan sadle om, hvis det viser sig, at vi får lov til at være 3000 mennesker på Amfipladsen i stedet for de 500, vi arbejder med nu. Den foreløbige plan er vi stolte af, og den er realistisk at afholde med nuværende forbehold. Og det siger jeg så med de forbehold, hele situationen lægger op til, siger Tine Nyland Østergaard.

- Vi skal vise de nye studerende alle de skønne rum og spisesteder, som gør Odense til Danmarks bedste studieby.

Tine Nyland Østergaard, leder af Generator Festival

Annonce

Danmarks bedste studieby

Generator Festival i 2019 havde cirka 4000 gæster torsdag, omkring 10.000 til den store gadefest fredag og 5.000 gæster lørdag. Helt så mange forventer man ikke i år.

- Vi kommer af gode grunde ikke til at lave en gadefest med 10.000 mennesker. Derfor har vi forsøgt at tænke kreativt og involvere endnu flere spillesteder og sjove lokaliteter for at sprede festen ud. Vi er oppe på 26 forskellige rammer både fredag og lørdag, hvoraf seks af dem er udendørs og med vidt forskellige temaer for festen, siger Tine Nyland Østergaard.

Det er Generator, der planlægger de store udendørs fester, mens de mange mindre indslag er i samarbejde med de forskellige spillesteder, barer og restauranter.

- Vi kalder dem co-creators, og dem er der flere af end nogensinde. Det handler om at få involveret så mange aktører som muligt for at kunne skabe den største fest som muligt. Og desuden få så bred en profil i forhold til både musik og atmosfære, at så mange studerende som muligt har lyst til at deltage, siger Tine Nyland Østergaard.

Hun og de øvrige ansatte har fokus på, at gæsterne skal have mulighed for at opdage så mange steder i Odense som muligt.

- Vi har blandt andet lavet en aftale med Restaurant Marv om, at man kan sidde på deres fantastiske terrasser og opleve en koncert fra oven. Lige som vi har allieret os med Lørups Vinstue og spillestedet PåTaget. Vi skal vise de nye studerende alle de skønne rum og spisesteder, som gør Odense til Danmarks bedste studieby.

Annonce

Påpasselige med kontrakter

De kommende måneder skal Tine Nyland Østergaard og de øvrige ansatte blandt andet sammensætte musikprogrammet og holde gryden i kog med en række mindre fester på kollegier og baggårde.

- Vi er i dialog med mange bands og dj's, men ingen kontrakter er underskrevet, fordi alle stadig er lidt afventende. Vi er lidt påpasselige med at indgå aftaler, men hvis det fortsætter med at gå fremad, som det ser ud til nu, varer det ikke længe, før vi begynder at underskrive aftaler. Lige nu giver ikke mening at booke et navn, som kan sælge 3000 billetter, hvis der maksimalt må være 500 på for eksempel Amfiscenen, siger Tine Nyland Østergaard.

Hun bruger også tid på at arrangere en række gratis fester, som man kan ansøge om på Generator Festivals Facebook-side.

- Vi arrangerer omkring 10 fester med temaet "pop up - silent party", hvor vi sender en dj ud og underholder op til 100 ad gangen. De får udleveret høretelefoner, så vi ikke generer naboer eller trækker for mange nysgerrige til, så der samles for mange. Det handler om, at de studerende skal føle, at nogen tænker på dem. Og at give alle dimittenderne en solid fest, selv om de går glip af den traditionelle køretur. Vi har ikke glemt nogen af dem, siger Tine Nyland Østergaard.

De gratis fester kan man ansøge om på hjemmesiden www.generatorfestival.dk

Tine Nyland Østergaard har stået i spidsen for Generator Festival siden 2019. Foto: Simon Staun
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce