Annonce
Langeland

Strygekvartet: Musikken i Lindelse Kirke vil veksle med en oplæsning af korsordene

Musikken er af Haydn, når en kvartet med musikere fra København og Malmø spiller i Lindelse Kirke. Arkivtegning

LINDELSE: CaMa Kvartetten spiller langfredag 19. april kl. 19 i Lindelse Kirke.

Musikerne vil spille Haydn's berømte strygekvartet "Jesus syv ord på korset".

Ved påsketid de seneste syv år har CoMa Kvartetten spillet mesterværket flere end 70 gange i små og store kirker i hele landet.

CoMa Kvartetten er en strygekvartet i ensemblet Originalerne.org, der leverer "ny lyd til den gamle musik".

Musikken veksler med en oplæsning af korsordene, som foretages af kirkens præst. Der vil i gudstjenestens natur være et par salmer, bøn og velsignelse i programmet.

CoMa-kvartetten består af musikere fra København og Malmø, der har forsket og specialiseret sig i det 18. århundredes instrumenter og spilleteknik. Det betyder, at man kommer så tæt som muligt på det udtryk, som Haydn lagde i musikken.

Den krævende 1. violin-stemme bliver spillet af Fredrik From.

Øvrige musikere er Julia Dagerfelt violin, Rastko Roknic viola og Kjeld Lybecker Steffensen cello. /SH

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: God langelandsk reaktion på ministeropråb

Den digitale infrastruktur har nogle steder på Langeland mindet lidt om en dårligt holdt grusvej, men nu kan bedre tider være på vej. Der er i hvert fald grund til at rose langelænderne for at gå helhjertet til værks i forsøget på at få del i bredbåndspuljen denne gang. En håndfuld projekter er med i ansøgerfeltet, og så kan vi kun krydse fingre for, at så mange langelandske projekter som muligt finder nåde for de kritiske blikke i Energistyrelsen, når de sidste 98 millioner kroner i bredbåndspuljen fordeles i december. Der er ingen tvivl om, at pengene vil kunne gøre en stor forskel på øen. Formuleringen bedre sent end aldrig passer meget godt til de langelandske ansøgninger. Tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har gæstet Langeland, mens han stadig var minister, og dengang opfordrede han langelænderne til at gå langt mere offensivt til værks i kampen om få forbedret bredbåndsforbindelsen på øen. Dengang var det nemlig småt med ansøgninger til puljen, der nåede frem til Energistyrelsen. Kritikken lød blandt andet på, at hele ansøgningsprocessen var snørklet og kompliceret. Responsen var da også positiv. Der blev udvekslet informationer og råd til, hvilken vej langelænderne skulle gå for at slippe gennem nåleøjet, og nu kan vi se resultatet af det. Langt flere ansøgninger til bredbåndspuljen er nu på vej. Puljen bidrager til, at de lidt tyndt befolkede områder sakker mindre agterud på den digitale front. Og det betyder jo ikke kun, at Netflix kører bedre, at vi kan læse og sende emails og ungerne kan spille online. Det sker såmænd også, men næsten endnu vigtigere er det, at erhvervslivet vil blive styrket, hvis det lykkes at hale nogle bredbåndsmillioner til Langeland. Det er afgørende for udviklingen af et hvilket som helst område, og derfor naturligvis også Langeland. Det er svært at lokke virksomheder til digitale ørkener, og endnu sværere at drive dem der. Så galt er det naturligvis ikke alle steder på Langeland, men der er god plads til forbedringer på dele af øen. Derfor er det også ærgerligt, at den nye regering ikke agter at videreføre puljen. Det er en klar svækkelse af indsatsen for at bringe Danmark i balance. Det er selvfølgelig heller ikke regeringens motto, men den må have en klar interesse i, at hele landet bidrager til fremdriften. Håbet må på den baggrund også være, at når regeringen nu som lovet evaluerer udkommet af bredbåndspuljen, så bliver konklusionen, at det er en god idé at sparke nogle millioner ud til de områder, der trænger til en opgradering af den digitale infrastruktur.

Annonce