Annonce
Navne

Stråtækt bondehusidyl i Kværndrup: Claus er vild med at synge dansktop

Siden han var barn, har Claus Pries drømt om at bo i et fynsk bindingsværkshus. Den drøm er nu gået i opfyldelse, efter at han er flyttet fra Nordsjælland til et stråtækt hus fra 1874 uden for Kværndrup. Foto: Hardy Hounsgaard
Allerede som 14-årig optrådte Claus Pries sammen med sine store idoler, Keld og Hilda Heick. I dag, 25 år senere, drømmer han om at komme til at leve af at optræde med sin dansktop-musik. For nylig er han flyttet til et stråtækt bindingsværkshus uden for Kværndrup.

Det røde bindingsværkshus ligger på en lille bakketop i det midtfynske landskab. Der er fuglefløjt i luften og udsyn over de vidtstrakte marker, og man kan for sin indre stemme høre Poul Reichhardt synge "Er du dus med himlens fugle" fra filmen "Vagabonderne på Bakkegården".

I den stråtækte idyl på Kværndrup Vænge tager en lyshåret, ung mand imod i døråbningen, mens en kælen kat smyger sig om benene.

- Siden jeg var barn, har jeg drømt om at bo i et bindingsværkshus på Fyn, og nu er det lykkedes, siger Claus Pries med et stort smil.

Annonce

Den 39-årige mand er vokset op i Albertslund på Sjælland og har senest boet i Helsinge i Nordsjælland. Men den 29. januar 2021 flyttede han til Kværndrup sammen med sin mand, Dennis Aarestrup Pries, der er uddannet kok og har fået job som køkkenchef på Gram Slot. De har kendt hinanden i seks år og været gift i fire år.

Claus Pries elsker at synge dansktopmusik, og flytningen fra Nordsjælland til Kværndrup har gjort det nemmere for ham at komme ud og optræde. Foto: Hardy Hounsgaard

Morten Korch-idyl

- Jeg elsker Morten Korch-idyl, og fra mine barndomsture, når vi kørte rundt i Danmark, husker jeg Fyn som et hyggeligt sted med mange, gamle huse, siger Claus Pries.


Jeg elsker Morten Korch-idyl, og fra mine barndomsture, når vi kørte rundt i Danmark, husker jeg Fyn som et hyggeligt sted med mange, gamle huse.

Claus Pries


I et halvt års tid kiggede de efter huse på Syd- og Midtfyn, inden de faldt over det røde bindingsværkshus fra 1874 et par kilometer sydøst for Kværndrup. Her er der plads nok at boltre sig på med et hus på 175 kvadratmeter og en grund på 2600 kvadratmeter.

- Det ville koste mindst seks millioner, hvis det lå i Nordsjælland. Vi købte huset for 1,4 millioner kroner. Det var samme pris, som vi fik for det sommerhus på 62 kvadratmeter i Helsinge, hvor vi boede før, fortæller Claus Pries.

Annonce

Passion for dansktop

Flytningen til Fyn er ikke kun en indfrielse af barndomsdrømmen om at bo i Morten Korch-idyl. Det giver ham også bedre mulighed for at kunne satse mere helhjertet på sin store passion for dansktopmusik.

Allerede som 14-årig fik Claus Pries lov til  at optræde med sine idoler, Keld og Hilda Heick, og han kom i Se og Hør. Han har gemt det 25 år gamle udklip fra ugebladet i sin scrapbog. Foto: Hardy Hounsgaard

Allerede som 14-årig optrådte han sammen med sine store idoler Keld og Hilda Heick ved et talentshow, og drømmen har altid været at komme til at leve af at synge dansktopmusik.

Han følte, at det var svært at slå igennem som professionel sanger, men de senere år er han blevet mere målrettet. Han har deltaget i flere dansktop-programmer på blandt andre DK4, og hans numre har også ligget på Dansktoppen i Danmarks Radio i mere end 20 uger. I 2019 udgav han sin første cd, "Drømmen", med primært egne numre som blandt andre "Min lille spanske ø".

- Dansktopmusik er en niche, og den lever mere i Udkantsdanmark end i København. Fyn ligger mere centralt end Nordsjælland i forhold til at køre ud i Danmark, fortæller Claus Pries.

Man kommer næppe i konflikt med sandheden ved at hævde, at det mest er det modne publikum, der lytter til dansktopmusik. Men hvad sker der med dansktopgenren, når nutidens ældre er væk? Vil der også i fremtiden være nogen, der har lyst til en treminutters musikalsk tur til "Min lille spanske ø"? Det er Claus Pries overbevist om.

- Det er primært for det voksne publikum, men der er folk ned til 40-års-alderen, når jeg er ude at spille. Mange kan godt lide det, men vil ikke være ved det, mener Claus Pries.

Annonce

Blomsterdekoratøren fra benzintanken

Efter mere end et år med corona-restriktioner har det været mere end svært at komme ud og spille musik. Så han har fået et andet job. Han arbejder 20 timer om ugen som blomsterdekoratør på Shell-tanken i Ørbæk, hvor der også er blomsterforretning som en del af benzintanken og autoværkstedet.

Blomsterdekoratøren fra benzintanken er klar til at leve sin dansktopdrøm fuldt ud efter flytningen til Fyns landlige idyl.

- Jeg optræder gerne på plejehjem, ældrecentre, dagcentre og ved private fødselsdage og offentlige arrangementer. Bare jeg kan komme ud at synge. Jeg elsker at være nærværende, og jeg går gerne ned til publikum, når jeg er ude at synge, fortæller han.

Blå bog

Claus Pries er 39 år. Han er vokset op i Albertslund og flyttede med sin mand fra Helsinge til Kværndrup i januar i år.

Han har i 2019 udgivet sin egen cd, "Drømmen", med 11 numre, hvoraf han selv har skrevet tekst til de fleste.

Man kan læse mere på hans hjemmeside www.clauspries.dk.

Det blåmalede køkkenbord og slagbænken hos Claus Pries' hjem i Kværndrup har tidligere stået i en købmandsforretning i Otterup. Foto: Hardy Hounsgaard

Claus Pries har også flere gange optrådt med dansktop-legenden Susanna Lana, som han kender, og han kan synge med på mange dansktopsange.

Annonce

Gammel mand i en ung krop

- Jeg er vokset op med "Giro 413" i radioen, og jeg kan godt lide de gamle dyder. Jeg elsker at se gamle, danske film. Jeg er en 80-årig mand, der er født i en yngre krop, smiler den 39-årige mand og nipper til kaffen af den musselmalede kop ved det blåmalede køkkenbord, der sammen med en slagbænk med fine, gamle udskæringer tidligere har stået i en købmandsbutik i Otterup.

Claus Pries har udsyn over vidtstrakte marker fra sit stråtækte bindingsværkshus på Kværndrup Vænge. Foto: Hardy Hounsgaard

Katten Lilly lister lydløst hen over gulvet på vej ud mod gårdspladsen, hvor Claus Pries foran længen med den gamle lade fortæller om nogle af sine visioner for fremtiden.

- Jeg drømmer om at lave en gårdbutik med brugskunst, antikviteter og blomster. Man kunne måske også lave arrangementer i haven, hvor jeg kunne synge for folk, fortæller Claus Pries.

Claus Pries og katten Lilly foran længen i bindingsværkshuset, som han drømmer om at indrette til gårdbutik med brugskunst, antikviteter og blomster. Foto: Hardy Hounsgaard
Claus Pries og hans mand har givet samme pris for bindingsværkshuset, som de fik for deres sommerhus i Helsinge. Foto: Hardy Hounsgaard
Det stråtækte bindingsværkshus på Kværndrup Vænge er på 175 kvadratmeter. Foto: Hardy Hounsgaard
- Dansktopmusik er en niche, og den lever mere i Udkantsdanmark end i København, siger Claus Pries. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce