Annonce
Ærø

Stormfuldt teater på bådeværft: "Vi, de druknede" sættes op som musikalsk teater i Marstal

Carsten Jensens fortælling "Vi, De Druknede" bliver til totalkteater i Marstal.
Carsten Jensens fantastiske fortælling "Vi, De Druknede" forvandles til stormfuldt, internationalt totalteater på et bådeværft i Marstal 6. til 10. august.

Marstal/Svendborg: Lige inden BaggårdTeatret i Svendborg løfter sløret for den nye teatersæson, har teatret afsløret planerne for en særforestilling på Ærø. Det skriver teatret i en pressemeddelelse.

Det er det belgiske musikteater Walpurgis, der iscenesætter romanen "Vi, De Druknede" som musikalsk totalteater med 20 medvirkende på HCC Bådeværft. Ni år har det taget, fra belgiske Walpurgis læste "Vi, de Druknede", til den nu får premiere i Marstal på det tidligere Ebbes Bådeværft.

Carsten Jensens roman om fødebyen Marstal har med sine mere end en halv million solgte eksemplarer medført en hidtil uhørt interesse for øsamfundet og de viljestærke marstallere.

"Vi, De Druknede" er en moderne Odyssé om søfartsbyens storhed og fald fortalt gennem de dristige sømænd, som trodser skæbnen, døden og familien for at betvinge havet. Carsten Jensen er begejstret for den nye opsætning.

- Jeg arbejdede i fem år på min roman om sømændene fra Marstal. Judith Vindevogel og hendes teater Walpurgis har arbejdet mindst lige så mange år på deres storslåede forestilling over min bog. De har stået igennem storme og udholdt vindstille i en ikke altid lige nem produktion, men på ambitioner og drømme har de aldrig givet afkald, og nu lander de omsider samme sted, som jeg og så mange sømænd engang satte ud fra, Marstal Havn, hvor udsigten til master, rig, hav og øer udgør den bedst tænkelige kulisse. Det bliver stort for mig, for romanen, for marstallerne og for kunsten og Walpurgis. Jeg kan slet ikke vente på sommerens store begivenhed i Marstal, siger Carsten Jensen i pressemeddelelsen.

Forestillingen skabes af Walpurgis i samarbejde med det hollandske teater BOT og præsenteres af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med BaggårdTeatret, HCC Bådeværft og Marstal Søfartsmuseum med støtte fra Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond og Wilhelm Hansen Fonden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering. Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite. Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder. Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting. Jo, søfartsmuseet. Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum. Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere". Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget. Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert. Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce