Annonce
FERIE I DANMARK

Stor, ny naturpark: I Naturkraft skal man lege sig til læring

I april var byggeriet af den nye naturpark stadig godt i gang. PR-foto: Bjørn Ellermand/Naturkraft
Naturkraft er lige på trapperne til at slå dørene op for sine første gæster. Naturparken er sat i verden for at undervise i natur, miljø og menneskets påvirkning af den. Formidlingen foregår gennem legende eksperimenter.
Annonce

I disse dage lægges der sidste hånd på landets nyeste naturformidlingspark, Naturkraft i Ringkøbing, inden den i juni slår dørene op for gæster til en særpræget blanding af leg og læring.

Ligesom resten af kulturlivet har åbningen været præget af en vis usikkerhed, men på Naturkraft har man taget sine forholdsregler med flere håndvaske, spritbeholdere og ændringer i og udskydelser af nogle af de planlagte aktiviteter, så stedet kan leve op til Sundhedsstyrelsens krav.

- Vi glæder os sindssygt meget til at åbne. Det bliver ikke helt på de præmisser, som vi havde tænkt, men det gælder jo alle, siger Julie Vesterby, kommunikationschef ved Naturkraft.

Gæsterne vil da også være ude meget af tiden, når de besøger Naturkraft. Hele oplevelsesområdet er formet som en arena omkranset af en stor græsklædt ringvold, som på sit højeste er 13 meter og falder i højde fra vest mod øst. På toppen af ringvolden kan naturparkens gæster mærke det markante og næsten konstante tryk fra vestenvinden, som bliver forstærket, når den presses hen over volden. For foden af volden i naturparkens indre vil man opleve at stå i læ fra vindens kræfter. Kan man ikke få vind nok, har Naturkraft sin egen vindmaskine, hvor man kan prøve de stærkeste storme på egen krop.

- I Naturkraft kommer man til at lege med naturens kræfter i alle former. Det gør man blandt andet gennem ekspeditioner, hvor man får udleveret en rund skive med opgaver, der leder vores gæster på opdagelse i parken. Her undersøger man forskellige naturfænomener. Det kan være, at man undersøger temperatur- og vindforhold forskellige steder i parken. Naturvidenskabeligt handler det om den basale undren, siger Julie Vesterby.

Undersøgelserne involverer leg på forskellige måder, og undervejs får man hjælp og viden af parkens vejledere.

- Vi leger meget, og jo mere man kaster sig ud i det, jo bedre oplevelse får man, og i dette lærer man noget om naturen, der forhåbentlig sætter gang nogle tanker om, hvordan naturen og mennesket hænger sammen. Næste skridt handler så om, hvordan vi passer bedre på naturen, siger hun.

Indendøre finder man udstillinger i aluminiumskupler. PR-foto: Bjørn Ellermand/Naturkraft
Annonce

Otte landskaber

Naturparkens indre består af otte forskellige biotoper, som repræsenterer Vestjyllands forskellige og særlige naturtyper. Det er blandt andet klitternes marehalm, fyrreskovene og det lilla hedelandskab.

- Vores park er et koncentrat af de naturtyper, der er så karakteristiske for vestkysten. Her kan man få viden om, hvorfor der er marehalm i klitterne, og hvad dens funktion er. Vi vil rigtig gerne inspirere til, at vores gæster bagefter tager ud i den rigtige natur efter et besøg hos os.

Selv om naturen i det meste formidles udendørs, har Naturkraft også et formidlingscenter beklædt i et materiale, så man vil kunne høre regnen tordne mod loftet, så man aldrig helt fjernes fra naturens elementer. Torvet er byggeriets knudepunkt, og herfra ledes publikum ind i aluminiumssfærer, hvor man kan opleve Naturkrafts tre udstillinger.

Den største kuppel rummer ”Livets træ”, som er et stort, kunstigt træ, som forgrener sig i rummet. På sfærens inderside projiceres en 12 minutter lang sekvens, der gennemgår træets liv i løbet af et år. Den mindste kuppel formidler ”Mennesket i naturen” i et interaktivt spil. Her kan man bygge byer med elforsyning i form af kulkraftværker og vindmøller. Undervejs i spillet udvikler naturen og klimaet sig afhængig af menneskets miljøpåvirkning. Den næststørste kuppel har skiftende udstillinger, som Naturkraft endnu ikke har løftet sløret for.

Naturkraft

Naturparken Naturkraft i udkanten af Ringkøbing åbner i juni. Tjek de nærmere omstændigheder på www.naturkraft.dk.

Parken kombinerer leg og læring både udendørs og indendørs.

Publikum kan opleve Vestjyllands natur i et koncentrat i otte små og vidt forskellige landskaber.

Et af parkens fokusområder er menneskets påvirkning af naturen.

Menneskets påvirkning af den vestjyske natur er central. PR-foto: Bjørn Ellermand/Naturkraft
Leg er en del af læringsoplevelsen. PR-foto: Bjørn Ellermand/Naturkraft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Sydfynske borgmestre: Transportordførere fralægger sig ansvaret for Svendborgbanen

Coronavirus

Live: Ingen enighed efter timelange forhandlinger om næste fase af genåbning

Annonce