Annonce
Fyn

Stige Ø: Fra ingenting til ø og halvø

Broen til Stige Ø fotograferet midt i 1960'serne - lige inden den blev erstattet af en dæmning. Arkivfoto
Stige Ø er et populært rekreativt område, men den er ikke en naturlig ø.

Står det til Morten Larsen, formand for Odense Roklubs Venner, skal dæmningen, der forbinder Stige Ø med resten af Odense, erstattes med en bro. På den måde kan roere og folk i andre småbåde komme nemt og hurtigt fra Odense Å til Odense Kanal - eller omvendt.

Hvis forslaget bliver til noget, kan Stige Ø atter blive til en ø med vand hele vejen rundt om. Omend den altså vil være forbundet med resten af Fyn med en bro. Stige Ø har faktisk, som navnet jo også indikerer, været en ø i det meste af dens levetid. Men til gengæld er levetiden ikke voldsomt lang, for Stige Ø er en kunstig ø.

Den er skabt af den jord, der blev til overs, da man i 1796-1803 gravede ud til Odense Kanal. I langt det meste af øens levetid har den blot været en smal tange, som man kender den fra området nord for Sortehusene. Det stærkt kuperede landskab på øen, som nu til dags bliver brugt til alskens rekreative formål, er et resultat af Stige Øs status som losseplads.

Odenseanere, der er gamle nok, ved det naturligvis, men det er ikke sikkert, at de yngre generationer af f.eks. mountainbikere, der bruger Stige Ø, ved, at de kører rundt i bakker af skrald.

Annonce
Søpavillonen på Stige Ø fungerede både som hotel og populært udflugtsmål. Den brændte i 1950, og på det tidspunkt var interessen for udflugter til Stige Ø allerede faldet drastisk. Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet

Fra Vollsmose til Stige Ø

Lossepladsen på Stige Ø blev indviet i 1967. Den var blevet politisk vedtaget to år tidligere, fordi mængden af skrald voksede i velfærdssamfundet. Og forbi den hidtidige losseplads havde ligget i Vollsmose - et område man havde andre planer for.

Lossepladsen fik ikke blot Stige Ø til at vokse i højden, men også i bredden. Et område øst for den oprindelige landtange blev inddæmmet ved at hælde affald direkte i fjorden.

Det var af hensyn til den tunge lastbiltrafik med skrald, at den oprindelige træbro til Stige Ø blev erstattet af den dæmning, som Morten Larsen altså nu ønsker erstattet af en bro.

Det kan selvfølgelig ske, fordi Stige Ø forlængst er ophørt med at være losseplads. Den blev lukket i 1994. Gradvis blev den givet tilbage til naturen, omend de knap 30 år som losseplads har påvirket miljøet kraftigt. Man har blandt andet kunnet udvinde gas af de gamle lag af affald.

Inden tiden som losseplads tjente Stige Ø et formål som udflugtsmål for odenseanere især fra slutningen af 1800-tallet og frem mod 2. verdenskrig. Meget af det muntre liv var centreret omkring Søpavillonen, men den epoke sluttede, da pavillonen nedbrændte i 1950.

Artiklen er primært baseret på oplysninger fra den glimrende hjemmeside, stigeoe.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

En funktionel lidelse var ved at få Matilde til at opgive gymnasiet: - Men de sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt

Annonce