Lokaldebat: Torsten Cilleborgs analyse af magtkabalen i byrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune er langt hen ad vejen rigtig, men han overser, at der er efterladt en opposition i byrådet, en meget stærk opposition, en ung og fremadstormende opposition i form af Konservative og Lokallisten, der nu er frie og uafhængige til frit at kunne påpege og angribe de mangler og de effektivitetsområder, der er helt åbenbare i vores kommune.
Bjarne Clemmsen, Ringe.Rent stratetisk har Hans Stavnsager alene valgt at tilgodese taberne, de tandløse og de partier der er hensygnende både på landsplan og ude lokalt i kommunerne.
De har intet fået grundet et gammelt nag til dem begge, men man overser, at især Konservative er andet end Søren Clemmensen, og at Ole F. Pedersen er en stærk organisator og god til at tiltrække dygtige personer omkring sig.
Konservative stillede vel nok med det yngste hold af kandidater, de fleste rimeligt ukendte for offentligheden i kommunen, så deres personlige stemmetal var overraskende og overordentlig flotte – også set i lyset af, at Konservative ikke tilnærmelsesvis havde den økonomiske støtte til deres valgkamp, som især Socialdemokratiet og Venstre fik fra deres hovedkontor.
Torsten Cilleborg tager også fejl, når han fremhæver, at der hos Konservative altid vil herske uenighed og interne stridigheder. Det er rigtig, at det har der traditionelt set altid været hos de Konservative, men de nye unge konservative i Faaborg-Midtfyn har en helt anden tilgang til det politiske samarbejde og deres fælles endelige mål. De er i øvrigt dygtigt ledet af formanden, Kirsten Birkelund.
Jeg ønsker Hans Stavnsager et stort tillykke med genvalget.
Hans Stavnsager fortjener det virkelig, fordi han har gjort det rigtig godt de seneste fire år og har skabt ro og stabilitet i det øvre ledelseslag i vores kommune. Men rent strategisk har Hans Stavnsager alene valgt at tilgodese taberne, de tandløse og de partier, der er hensygnende både på landsplan og ude lokalt i kommunerne.
Jeg vil spændt følge den politiske udvikling i byrådet i vores kommune de næste fire år.