Annonce
Faaborg-Midtfyn

Splittet menighedsråd trodser folkelig begejstring: Flertal skrotter Lyngvilds fotokunst i Faaborg Kirke

Rigtig mange var mødt frem i Faaborg Kirke, da Lyngvilds fotostater blev afsløret i marts. Arkivfoto: Michael Bager
Torsdag aften besluttede et flertal i Faaborg Menighedsråd, at Jim Lyngvilds fotokunst ikke skal op at hænge igen, når Helligåndskirken åbner efter endt renovering. Formand ærgrer sig over beslutningen. Han afviser dog ikke, at spørgsmålet kan tages op igen, når et nyt menighedsråd bliver valgt i efteråret.
Annonce

Faaborg: Det skabte stor medieopmærksomhed, da den asatro multikunstner Jim Lyngvild i november præsenterede, at han skulle udsmykke Faaborg Kirke med store fotoværker med bibelske motiver. Og interessen – og begejstringen - var også overvældende, da værkerne blev præsenteret i Helligåndskirken i marts 2020.

Til september lukker kirken så ned for at blive renoveret over 14 måneder, og indtil nu har det ikke stået klart, om Lyngvilds billeder skulle op at hænge igen, når kirken er færdigrenoveret. Den beslutning blev truffet på et menighedsrådsmøde torsdag aften.

- Og beslutningen blev desværre negativ. Syv stemte imod, at billederne skulle op igen, fem stemte for, fortæller menighedsrådsformand Thomas Patrick Ingemansen.

Han var selv en af dem, der stemte for.

- Man må respektere flertallet. Som formand er det mig, der har oplyst Jim Lyngvild, at billederne ikke kommer op at hænge igen. Men som privatperson synes jeg, det er rigtig ærgerligt. Jeg har fået indført i referatet, at jeg er imod beslutningen, siger han.

Annonce

Opbakning til billederne på Facebook

Beslutningen om, at kirkekunsten ikke skal op at hænge igen, blev truffet få dage efter, at menighedsrådet på Facebook-siden "Øhavskirkerne" havde spurgt deres følgere, hvordan de forholdt sig til spørgsmålet.

I opslaget lød det blandt andet:

”Skal billederne op igen, eller skal billederne ikke op igen? Håber meget, at I vil svare i denne afstemning og gerne også kommentere jeres holdninger. Alle holdninger er velkomne, da vi ønsker, at så mange som muligt skal høres. Afstemningen er uofficiel, men dog en vejledende afvejning af folkestemningen, og hvad der ønskes for vores allesammens kirke”.

I skrivende stund er der 1200 Facebook-brugere, der har givet deres mening til kende i afstemningen, hvoraf 93 procent ønsker, at billederne skal op igen.


Jeg gjorde på mødet også opmærksom på, at vi skal forvente, at der kan komme en reaktion på den her beslutning. At folk er forundrede over, at vi gør, som vi gør. Vi havde skabt en kirke, der var rummelig, nytænkende og moderne. Nu sender vi måske pludselig et signal om, at vi er gammeldags og indspiste.

Thomas Patrick Ingemansen, menighedsrådsformand


Thomas Patrick Ingemansen har været rigtig glad for billederne, som viser moderne fortolkninger af bibelske fortællinger af fx Daniel i løvekulen, horen, der stenes, og Jesus på korset.

Menighedsrådsformand Thomas Patrick Ingemansen og Jim Lyngvild ved præsentationen af værkerne i marts. Arkivfoto: Michael Bager

- De er skabt til kirken, og der er en historie bag. Jeg synes, det er ærgerligt. Kritikken er blandt andet gået på, at de er meget markante i rummet, og at de ikke er 100 procent teologisk korrekte. Men det er en kunstnerisk fortolkning, og efter min mening skal vi henvende os til folket. Det er min ambition, siger formanden.

Annonce

Tages op igen senere

- Jeg gjorde på mødet også opmærksom på, at vi skal forvente, at der kan komme en reaktion på den her beslutning. At folk er forundrede over, at vi gør, som vi gør. Vi havde skabt en kirke, der var rummelig, nytænkende og moderne. Nu sender vi måske pludselig et signal om, at vi er gammeldags og indspiste, siger han.

Er I et splittet menighedsråd efter den her afstemning?

- Vi er i hvert fald mere splittede, end vi var før. Det viser, at der er nogle kløfter, og vi vil noget forskelligt, siger Thomas Patrick Ingemansen.

Jim Lyngvilds kirkekunst

Jim Lyngvild arbejdede fra november 2019 til marts 2020 på projektet, der er et samarbejde mellem ham og menighedsrådet i Faaborg.

Kirkekunsten består af syv store fotostater på hver 4,5 gange 3 meter. Der er tale om fotoværker af bibelske motiver/fortællinger.

Det er blandt andet "Moses og guldkalven", "Daniel i løvekulen", "Horen stenes" og "Jesus på korset", der er blevet billedliggjort.

Det var den lokale erhvervsmand Ole Billum, der betalte for trykning, indramning og ophængning af fotografierne. Jim Lyngvild arbejder gratis.

DR har fulgt projektet tæt til en programrække, der bliver sendt i sensommeren.

Beslutningen er ikke mere endelig, end at den kan afløses af en kontrabeslutning. Og menighedsformanden mener ikke, det er usandsynligt, at spørgsmålet kan tages op igen, når der til efteråret er valgt et nyt menighedsråd.

Ifølge Thomas Patrick Ingemansen har fem ud af 12 medlemmer og suppleanter bedyret, at de ikke ønsker genvalg.

- Vi kommer jo til at tage nogle snakke om, hvor vi gerne vil hen med kirken efter renoveringen. Og der er jeg da sikker på, at det vil falde naturligt, at vi også taler om kirkekunst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce