Annonce
Fyn

Sparekassen lukker Haarby-filial

Skulpturen foran Sparekassen Fyns filial i Algade i Haarby. Arkivfoto: Søren Plovgaard
Der er ikke nok, der benytter sig af Sparekassen Sjælland-Fyn i Haarby. Derfor bliver den nu slået sammen med afdelingen i Assens.

Haarby: Fra den 11. december vil det ikke længere være muligt at få gode råd og vejledning om din økonomi, hvis du forsøger dig med den slags i Sparekassen Sjælland-Fyns filial i Haarby.

Afdelingen på Algade i Haarby synger på sidste vers, og det kommer givetvis ikke til at betyde det store, for banken havde ifølge dem selv ikke nok besøgende til at drive filialen videre. Derfor slår de den nu sammen med Assens-afdelingen på Østergade 34. Som de skriver i deres brev til kunderne:

- Sammenlægningen sker, fordi vi oplever, at færre i det daglige benytter sig af filialen og i stedet betjener sig selv via vores digitale løsninger, den døgnåbne lobby, eller ringer eller skriver til os.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Sparekassen Sjælland-Fyn, men avisen har modtaget brevet, som banken sendte ud til sine kunder den 25. oktober.

Annonce
Besked til Sparekassen Sjælland-Fyns kunder. Screendump: Janus Fabricius Nielsen

Stadig døgnåben

I brevet fremgår det, at det stadig vil være muligt hæve og indbetale kontanter døgnet rundt i bankens lobby.

Samtidig skriver banken, at lokalområdet vil opleve, at støtten fortsætter.

- Du vil fortsat opleve, at Sparekassen Sjælland-Fyn ønsker at bidrage til at være en del lokalområdet i Haarby, Broby og omegn. Det vil vi bl.a. gøre ved fortsat at støtte lokale foreninger, initiativer m.m, står der i brevet.

Det er den vej det går i bankverdenen. Vi klarer oftere vores bankopgaver online, og det betyder altså, at behovet ikke er så stort, siger Jan Klink Andersen, der er områdedirektør for Sparekassen Sjælland-Fyn.

- Det er jo primært ved større livsbegivenheder, at man benytter sig af banken. Ved skilsmisser, lån og så videre. Dem, der godt kan lide at have den personlige kontakt ved mindre opgaver kan stadig kontakte os og lave et møde i Haarby.

Han kan godt sætte sig ind i, hvis kunderne er trætte af, at banken lukker de mindre filialer rundt omkring på hele Fyn.

- Ja, det kan være træls for kunderne, men man må også bare sige, at med de krav, vi skal leve op til, så får vi en bedre udnyttelse af ekspertisen i større enheder. Det er den vej det går.

Og fremtiden er altså, at flere filialer lukker, men Jan Klink Andersen mener ikke, at Assens-filialen er lukningstruet i fremtiden.

- Jeg kan ikke spå om fremtiden, men det kan jeg slet ikke se for mig. Vi bliver en stor afdeling med 12 medarbejedere, og jeg skal ikke love noget, men det kan jeg slet ikke se for mig.

Opdateret klokken 14.25 med udtalelse fra områdedirektør Jan Klink Andersen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce