Annonce
Fyn

Spænd traveskoene og pak madpakken: Sybergland er et eldorado for fugle og naturinteresserede mennesker

Sybergland byder på naturoplevelser på tæt hold. Svanen soignerer sig uforstyrret af, at man går fordi. Foto: Helle Nordström
Sybergland ved Kerteminde frister med store naturoplevelser i form af blandt andet vilde orkideer, utallige fugle fra stillits til havørn samt grønne enge med skotsk højlandskvæg
Annonce

Kerteminde: Lærken synger højt på himlen, fru Svane ligger på æg, medens hr. Svane står og pudser de hvide fjer. Andemor lufter sin ællingeflok, og de langhårede skotske højlandskøer går og græsser mellem de vilde orkideer.

Strandtudsen kvækker, og havørnen kigger jævnligt forbi for at finde en godbid. Sybergland ved Kerteminde er den skønneste natur lige til at begive sig ud i.

Det er der allerede mange, der flittigt benytter sig af: Motionsløbere, hundeluftere, malere, ornitologer, og så alle dem, der bare gerne vil gå en naturtur og nyde livet. Heldigvis er der god plads til alle, idet Syberland breder sig over 70 hektar, så det er bare at snøre traveskoene og tage madpakken i rygsækken, så venter der en herlig naturoplevelse.

Skoleklasser og andre benytter også flittigt den store åbne skolestue, hvor man kan sidde og behandle sine naturindtryk.

Som noget nyt kan man også overnatte i shelters lige midt i den skønne natur. Anlægget er knapt færdigt endnu, for nok er der fire shelters med tilhørende bålpladser, men muldtoiletter er endnu ikke stillet op. Det forhindrer dog ikke folk i at benytte muligheden for at vågne op midt i Syberglands herligheder. Man kan selv reservere en overnatning på bookenshelter.dk.

Skoleklasser benytter flittigt læringsmiljøet, der er opført tæt på den store p-plads til Sybergland. Foto: Helle Nordström
Annonce

Mudderklire og dobbeltbekkasin

Før 2011 var det landbrugsjord, men så blev etableringen af Sybergland startet med, at man fjernede drænene fra jorden og gravede nogle søer.

Navnet Sybergland hentyder til en tid, før de effektive dræn blev sat ind, og arealet lå som enge, hvor kreaturer græssede, og maleren Fritz Syberg ofte hentede motiver til sin kunst. Faktisk kan man ude i Sybergland finde en kopi af malerens lille transportable atelier Villa Hjulben, hvor han kunne sidde i ly og læ.

Sybergland blev anlagt i forbindelse med, at golfbanen Great Northern blev skabt, og målet var at skabe et naturområde af høj kvalitet.

En hel masse fugle har allerede sagt god for kvaliteten: Der er registreret mere end 125 forskellige arter som ud over svaner og måger tæller så pudsige navne som tinksmed, mudderklire, stylteløber, klyde, hvepsevåge, dobbeltbekkasin og den farvestrålende stillits.

- Vi satte os i første omgang tre mål: Vi ville have viber, ynglende strandtudser og orkideer på engen. Det er tre arter, der har det svært, fortæller biolog ved Kerteminde Kommune, Martin Køhl Søholm.

- Vi nåede alle tre mål på blot to år, så nu er vi i gang med at sætte nye mål. Det bliver blandt andet at få endnu flere arter, som for eksempel klyder og terner, til at yngle herude, nu hvor vi har fået anlagt tre fugleøer, som ræven ikke kan nå.

Annonce

Rød, gul og grøn sti

Næste skridt, der skal gøre Sybergland endnu mere brugervenligt, er en markering af tre stier: Den grønne på en kilometer, en gul på omkring fire kilometer og så den røde på otte kilometer. Med markeringen af de stier bliver det også lavet et kort, så man ubesværet kan finde rundt.

- Og så vil vi inderligt opfordre folk til faktisk at blive på stierne. Erfaringen viser, at fugle hurtigt vænner sig til mennesker, hvis de bliver der, hvor de plejer at være. Men hvis nogle bevæger sig lidt udenfor stien, bliver de skræmte og forsvinder, og så er oplevelsen jo ødelagt, understreger Martin Køhl Søholm.

Derfor er det også er meget, meget vigtigt, at hunde altid er i snor, betoner han.

Til gavn for de mange, der holder af at besøge Sybergland, er der anlagt en stor p-plads på adressen Gedskovvej 50.

Fra den er man omsluttet af natur i løbet af nogle få skridt. Og takket være en ny flydebro, kan man nu gå over den første sø i stedet for at skulle gå uden om.

Svanerne poserer smukt på søen. Foto: Helle Nordström

En svane har lagt sig på rede få hunderede meter fra læringsmiljøet, og hun lader sig ikke forstyrre af, at man går forbi på stien. Foto: Helle Nordström
Andemor lufter sine ni ællinger. Foto: Helle Nordström
Dre er selvfølgelig sørget for sprit ved håndvasken i læringsmiljøet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bagsiden

Boblerier: Skadedyr str. XXXXXL

Annonce