Annonce
Danmark

Socialministeren: Vi skubber store psykiske problemer foran os

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har været med til at sætte en lang række af projekter og initiativer igang til bekæmpelse af ensomhed og mistrivsel. Alligevel er hun godt klar over, at der venter en mental regning for nogle familier, på den anden side af pandemien. Foto: Philip Davali
På trods af en lang række politiske aftaler om målrettet bekæmpelse af ensomhed og psykisk mistrivsel udløst af coronakrisen vil pandemien have alvorlige psykiske konsekvenser, også efter virussen fylder mindre i hverdagslivet. Efter en serie artikler i Avisen Danmark erkender socialministeren, at mange familier vil få brug for ekstra hjælp, når samfundet åbner igen.
Annonce

Coronakrise: - Der er ikke nogen tvivl om, at i forhold til sårbare børn og unge og andre udsatte grupper, så skubber vi en opgave foran os, som ikke forsvinder bare fordi coronapandemien på et tidspunkt slipper sit tag i vores hverdag, siger socialminister Astrid Krag (S) til Avisen Danmark

En lang række initiativer og millioner af kroner er allerede skudt af sted fra Christiansborg, for at komme ensomheden og den psykiske mistrivsel under coronakrisen i Danmark til livs. For som i mange andre lande i verden, vokser stress, ensomhed, angst og depressioner i disse måneder, hvor alle er mere eller mindre spærret inde og skoler, butikker og fritidsliv lukket ned.

Konsekvenserne for det mentale helbred har fra begyndelsen af pandemien været et ”mindst lige så vigtigt område” for socialminister Astrid Krag, som selve sygdomsbekæmpelsen.

- Jeg har været opmærksom på det her, siden pandemien ramte Danmark. Vi har haft en kæmpe opgave med udsatte borgere, som selvfølgelig vokser under sådan en krise, som vi oplever. Mange af de initiativer, som er taget, har heldigvis været i gang siden nedlukningen begyndte, siger socialministeren og henviser blandt andet til projekter i kommuner og organisationer, der har fået 220 millioner kroner til sommeraktiviteter i hele landet, og opsøgende arbejde i forhold til at få isolerede unge med.

Annonce

Mere alvorlige udfordringer

På trods af ekstra bevillinger kan blandt andre organisationen Børns Vilkår mærke stigende og stadig mere alvorlige psykiske udfordringer hos de børn og unge, der søger hjælp gennem Børnetelefonen, i takt med at landet lukker mere og mere ned. Og ifølge organisationens direktør Rasmus Kjeldahl, bliver sårbare unge ekstra udsatte i denne tid. Til det siger socialministeren:

- Dels er mit svar, at der er hjælp at hente. Det er også det, vi har sagt til skoler og kommuner, både at de skal være der i forhold til direkte kontakt og igennem organisationer. Men de skal også række ud på sociale medier, og når de holder pressemøder. Fortælle, at der er voksne, man kan række ud til, hvis man har brug for hjælp. Skolerne har også haft den opgave hele tiden at række ud til de børn, som de i forvejen ved har det svært, understreger Astrid Krag.

Annonce

Nødpasning og overblik

Siden pandemiens nedlukning af samfundet, har ansvaret med nødpasning og dertil undervisning ligget hos kommunerne, også når det gælder udsatte børn og unge. Socialministeren har fra begyndelsen af coronakrisen sendt klare opfordringer til alle landets kommuner om at være opsøgende overfor de udsatte børn.


Det er en helt utrolig svær tid. En helt enorm stor opgave med at få socialområdet igennem den her pandemi. Både i forhold til sygdomsbekæmpelse, men også den isolation og ensomhed, der følger med.

Astrid Krag (S), socialminister


Men hvor mange, der reelt har taget imod en udstrakt hånd fra kommunen, om at komme i skole eller være med i et fritidstilbud, har man i kommunerne ikke noget overblik over, da opgaven ligger hos den enkelte skole.

Ved en rundringning til blandt andet en skole i Odense med i alt 630 elever, var der mellem 10 og 15 sårbare elever, der møder ind til nødpasning, og i Hasle ved Aarhus, hvor fritidscentret Hasle-Ellekær har mange typer af tilbud til udsatte og sårbare unge under krisen, er omkring 100 børn og unge tilmeldt, men kun 80 procent af dem mødt op.

KFUM har fået fem millioner kroner til projektet Social Drive Out, hvor der tages kontakt til selvisolerede borgere både på landet og i byerne.

Vil du dele din historie?

 Avisen Danmark fokuserer i en række artikler på coronakrisens konsekvenser for vores mentale helbred. Vil du dele dine egne erfaringer og historie eller har andre ideer til emnet, så kontakt meget gerne journalist Anne Kruse Brødsgaard på e-mail: ankbr@jfmedier.dk

Desuden har Danske Almene Boliger fået 15 millioner kroner til fællesskabs-projekter, der skal imødegå selvisolation og ensomhed i boligforeningerne på tværs af alle aldre. Danske Handicaporganisationer har fået godt 24 millioner kroner, som er gået til 35 forskellige projekter, blandt andre projektet Walk and Talk for hjerneskadede, hvor små grupper, ledet af frivillige, kommer ud og gå, og får lys og luft og snakket med ligesindende.

Socialministeren bemærker, at coronakrisen – og alle dem, der er psykisk presset af konsekvenser – også påvirker hende personligt:

- Det er en helt utrolig svær tid. En helt enorm stor opgave med at få socialområdet igennem den her pandemi. Både i forhold til sygdomsbekæmpelse, men også den isolation og ensomhed, der følger med. Jeg har talt med alt fra sygeplejersker til hjemløse til organisationer, som er tæt på de udsatte. Det ansvar mærker jeg selvfølgelig meget på mine skuldre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Et godt og affaldsfattigere 2021

Navne

80 år: Finnebarn blev på Langeland

Annonce