MARSTAL: Marstal-parret Gerda og Ebbe Andersens unikke spidsgatter, der lå ubenyttet på land i Gilleleje i 16 år vækker nu opsigt, hvor den lægger til:
- Tænk, at jeg skulle opleve at se Undine så smuk igen, lød det fx på Omø.
Da Undine i år fik hædersbevisningen Harpunloggen i Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer hed det fra næstformand Ole Olsen, at Undine er et af landets kendeste, ældre lystfartøjer, selvom den ikke har sejlet i mange år.
Det har Gerda og Ebbe Andersen fra Marstal til gengæld lavet om på nu:
- Vi er meget glade for den. Den har en god størrelse, er nem at håndtere og så er den smuk. Meget tryg, siger Gerda Andersen.
Stil og charme
Den 84-årige lystbåd er markant forskellig fra nutidens både i samme størrelse.
Stil og charme er ord, der trænger sig på.
En lystsejler vil nok bemærke, at der ikke er større stuveplads om bord. Cockpitbænkene er kun siddepladser, ikke kistebænke, og der er ingen agterluge. Fendere, tovværk og den slags ligger på Undine i den separate forkahyt.
Ved cockpitnedgangen til salon er der i styrbord side et toilet. I bagbord side er der pantry med spritblus og en diskret anbragt køleboks.
Salonen er en gudehimmel for træbådsfolk. Også her i alle detaljer bådbygmestrens eget skib.
Så smukt.
Lysindfaldet sker gennem de otte nyinstallerede vinduer plus skylight, der også er nyudført. Det gamle led skade under flytningen Gilleleje-Marstal.