Annonce
Fyn

Smittetallene i Vollsmose stiger igen i dag: Moské lukker og vil hjælpe med at bekæmpe corona

Abildgårdskolen i Vollsmose er på grund af coronaudbruddet i bydelen lukket for børn, men skolen er til gengæld åben hele ugen for folk, der vil testes for corona. Foto: Bjarke Vestesen
Den omfattende corona-smitte i Vollsmose er igen steget, og nu har en moské valgt at lukke foreløbig en uge for at hjælpe med at bekæmpe udbruddet.

Odense: Kurven over corona-smittede beboere i Vollsmose fortsætter tirsdag i den forkerte og opadgående retning.

Ifølge tal fra Odense Kommune er incidenstallet alene for Vollsmose steget til 820,3 - til sammenligning hed det mandag 776,6, søndag 732,8 og lørdag 689,1.

Tallene viser, hvor mange nye smittede der den seneste uge har været per 100.000 indbyggere, og den seneste incidens svarer til, at der de seneste syv dage er konstateret 75 nye coronasmittede i Vollsmose blandt de cirka 9000 beboere i området.

Den stigende smitte har fået Dawaa Center og Moské på Biskorupvej ved Vollsmose Allé til at lukke foreløbig en uge.

Det oplyser moskéens bestyrelsesformand Monzer Dodar i en mail, hvori han samtidig understreger, at de er klar til også på anden vis at hjælpe med at bringe smittetallene ned.

- Dawaa Center og Moské samarbejder med Odense Kommunes sundhedsberedskab om, hvorledes Dawaa Center og Moské gennem blandt andet corona-kurser, mundtligt og skriftligt vejledningsmateriale og værnemidler aktivt kan medvirke til at forebygge corona-smitte blandt moskéens medlemmer. Dawaa Center og Moské ønsker med disse tiltag at bidrage til kampen mod corona-pandemien, lyder det i mailen.

Det har endnu ikke været muligt at få oplyst, hvorvidt Det Islamiske Trossamfund Fyns store moské på Ørbækvej også lukker midlertidigt.

Annonce

500 testet

Myndighederne har opfordret alle Vollsmoses beboere til at lade sig teste, og mandag fik 500 mennesker foretaget en test på teststederne i Vollsmose. Søndag var det omkring 800.

Der er ikke tal på, hvor mange Vollsmose-beboere der de seneste dage er blevet testet andre steder i byen.

Odense Kommunes samlede incidens ligger ifølge Statens Serum Institut tirsdag på 115,1 - samme niveau som mandag - og svarer til 235 nye smittede den seneste uge.

Odenses incidenstal er det 12. højeste blandt landets 98 kommuner. Mest smitte er der lige nu i Ishøj Kommune, hvor incidensen er 345,6.

Artiklen opdateres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce