Annonce
Langeland

Smittet med glæde til fredagsbar på plejehjemmet: Selv demente kan synge med på de største hits

Hver fredag formiddag inviterer personalet på Rudkøbing Plejehjem deres beboere og dagcentergæster på fredagsbar - konceptet er hurtigt blevet et hit. Foto: Anna Stærbo
Rudkøbing Plejehjem har gjort det til en fast tradition at holde fredagsbar - en begivenhed der smitter både beboere og personale med glæde.

RUDKØBING: Mens den velkendte musik af Lars Lilholt lød gennem højtalerne, blev der danset, sunget, spist og skålet, da personalet på Rudkøbing Plejehjem bød deres beboere og dagcentergæster på fredagsbar.

Konceptet, der er relativt nyt på plejehjemmet, er allerede blevet til en tradition. Beboerne har taget den til sig, og flere ser frem til den ugentlige komsammen hver fredag formiddag med store forventninger.

- Det er ikke kun beboerne, der bliver grebet af den gode stemning - det smitter også af på personalet, siger Lisbeth Baltzer, der er sekretær i Rudkøbing Plejehjem.

Bodil Hansen, der er 92 år og beboer på Rudkøbing Plejehjem, er en af dem der tidligt har fundet sig tilrette til fredagsbaren.

- Jeg glæder mig til det. Jeg får et glas øl, og der bliver danset - eller jeg danser ikke, for jeg sidder i kørestol, sagde Bodil Hansen, der alligevel tog imod invitationen om en enkelt dans, da musikken var begyndt at spille.

Der er mange gode bivirkninger ved fredagsbaren - beboerne får mulighed for at røre sig, være sociale og drikke et glas øl eller gin og tonic. Og så er der noget særligt ved at høre musik, man kender, mener Lisbeth Baltzer.

- Når vi spiller de store hits, kan selv de mest demente synge med. Det kan være ret rørende at se, siger hun.

Annonce
Til fredagsbar på Rudkøbing Plejehjem bliver baren rullet ud - så kan man fx få et glas øl eller en gin og tonic. Foto: Anna Stærbo
Når der er dans og musik til fredagsbar på Rudkøbing Plejehjem, er det både beboerne og personalet der bliver smittet med glæde. Foto: Anna Stærbo
Der var store smil til fredagsbar på Rudkøbing Plejehjem, hvor beboerne og personale bød hinanden op til dans. Foto: Anna Stærbo
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mad og drikke

Morten Aagaard glæder sig til første jul i chokoladebutikken i Odense: Han tager konstant temperaturen på sine brune dogmer

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Offentlige opråb er nødvendige

Det er al ære værd, når offentligt ansatte tager bladet fra munden, som det er sket flere gange de seneste uger, hvor politiassistenter har ytret bekymringer om politiets manglende tilstedeværelse i mindre samfund som Langeland. Her er det blandt andet kommet frem, at nogle af de politiassistenter, der skal have kriminaliteten under kontrol, oplever, at det ikke er muligt med den måde, Fyns Politi tilrettelægger deres arbejdet på. Det er kommet frem, at de rutinemæssige besøg til områder som Langeland langt fra opleves som tilstrækkelige i forhold til at løse de udfordringer, der er. Og det er kommet frem, at politiassistenter godt forstår, hvis befolkningen mister tilliden til politiet. Det kræver mod at stå frem og offentligt gøre opmærksom på udfordringer, der handler om ens egen arbejdsplads. Det er de færreste ledere, der bifalder det. Og det er noget, som risikerer at lægge et stort pres på den modige. Så meget desto mere er der grund til at være taknemmelig, når det sker. For det er tvingende nødvendigt for et velfungerende samfund, at offentligt ansatte tager bladet fra munden, hvis de oplever, at de ikke kan stå inde for det, der sker på deres arbejdsplads - eller for at nuancere debatten om netop deres arbejde. Tænk, hvis flere gjorde det samme. Hvis flere sagsbehandlere i jobcentre turde stå frem og fortælle om deres arbejdsforhold og konsekvenserne af de få ressourcer, som mange jobcentre kæmper med at få til at række. Eller hvis flere pædagoger turde stå frem og fortælle om, hvordan få hænder i vuggestuer og børnehaver påvirker børnenes dagligdag. Det ville give et vigtigt indblik i, hvordan velfærdssamfundet reelt ser ud nogle steder. Og det ville kunne være med til at skubbe på en positiv udvikling de steder, der trænger til det. Offentligt ansatte har faktisk en udstrakt ytringsfrihed og har som udgangspunkt ret til på egne vegne at deltage i den offentlige debat og fremføre personlige meninger og synspunkter - også om emner, der vedrører deres arbejdsområde. Den offentligt ansattes ytringsfrihed er med andre ord beskyttet, så længe personen ikke udtaler sig på arbejdspladsens vegne. "Hvo intet vover, intet vinder", lyder et gammelt dansk ordsprog. Der er ingen tvivl om, at bare tanken om at stå frem med sit eget syn på ens arbejdsplads eller arbejdsforhold kan give mange hjertebanken og sved på panden. Også selv om man blot beskriver virkeligheden, som man oplever den. Men forhåbentlig kan de modige inspirere til, at der med tiden kommer flere offentlige opråb. Det vil give et nødvendigt indblik i samfundets mange forskellige demokratiske maskinrum, som vi alle er afhængige af og betaler til. Og så vil det kunne være med til at skubbe på en positiv udvikling - alene fordi virkeligheden bliver synlig.

Faaborg-Midtfyn

En afreven fingerspids, leg med pukkelhvaler og gudesmuk natur: Lisbeths jordomsejling endte i Dyreborg

Annonce