Annonce
Langeland

Småøernes formand: - Tænk først og fremmest i praktiske løsning for færgefarten

Dorthe Winther: - Ofte vil pendlerne rejse mod strømmen om morgenen, fordi de tager ind til fastlandet på arbejde, men turisterne typisk sejler den modsatte vej. Og modsat om eftermiddagen.
Især når man skal pendle, vil man rejse mod strømmen.
Annonce

STRYNØ: Kommuner og færgeselskaber skal tænke i praktiske løsninger, når man skal håndtere spørgsmål om øboernes muligheder for altid at kunne komme med i en tid, hvor der er stort pres på færgerne til øerne.

Det råd kommer fra Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Småøer. Sammenslutningen tæller 27 øer over hele Danmark.

Færgesekretariatet har fået udarbejdet et juridisk notat om muligheden for fortrinsret til øboer. Dette vil stride med EUs regler, men der er mulighed for alligevel at tage hensyn til øboer, især dem, der pendler, eller når det drejer sig om lægehjælp, politibetjening, varer til øerne med mere.

- Det er vigtigt at gå til sit færgeselskab og finde en løsning. Men mange gange vil der ikke blive noget problem, især ikke for pendlerne, for de vil ofte rejse mod strømmen. Fra deres bopæl ind til fastlandet om morgenen, hvor presset er den anden vej af gæster, som vil ud til øerne. Og omvendt om eftermiddagen eller aftenen, påpeger Dorthe Winther.

Annonce

Ville gerne forlænge sæsonen

Allerede da regeringen stod klar til at indføre ordningen med gratis færge i juli for gående og cyklister, opfordrede øsammensluntingen til at skubbe det en måned, fordi juli i forvejen er en god måned.

- Selvfølgelig er vi glade for, at man tænker på småøerne. Når vi gerne ville udsætte ordningen, hænger det sammen med, at man kunne forlænge sæsonen i stedet for at risikere, at kapaciteten på øerne ikke var stor nok til alle de gæster, som ville komme i juli, nævner formanden.

Notatet om mulig fortrinsret

Der vil som udgangspunkt være tale om retsstridig forskelsbehandling på baggrund af bopæl, såfremt borgere med bopæl på en ø stilles bedre end andre borgere eller udenlandske (EU/ikke-EU) borgere. Dette gælder også ved benyttelse af de kommunale ø-færger samt faciliteterne i forbindelse med færgeoverfarten.

Forskelsbehandlingen vil dog efter omstændighederne være i overensstemmelse med lovgivningen, såfremt den forfølger et relevant og objektivt hensyn samt er proportionel hermed. I undtagelsestilfælde vil fortrinsret for øboere derfor kunne indføres.

Det kan efter omstændighederne f.eks. gælde forhold, hvor der er et særligt hensyn at tage til pendlende øboere, herunder i lyset af den nedsatte kapacitet på færgeruterne som følge af COVID-19. Det kan også gælde ved andre særlige hensyn, f.eks. hensynet til at kunne få leveret nødvendige produkter, services og ydelser til øen, såsom forsyning, lægebesøg, politi, fødevarer, vedligeholdelse osv.

I øvrigt anbefaler advokatfirmaet, at man kun bruger indholdet i notatet i konkrete sammenhæng efter behørig rådgivning. Det anbefales, at fortrinsret for øboere ved benyttelsen af øfærgerne kun indføres efter rådføring med Færgesekretariatet og dets rådgivere.

Dorthe Winther håber på en langtidseffekt.

- Nu har mange fået blik for øerne og kommer måske tilbage. Ikke nødvendigvis til den samme ø, som de har besøgt i denne sommer, men så til en anden. Og så håber vi, at mange gør brug af "skulderdage", altså væk fra højsæsonen. Det kan være en weekend i efteråret, det kan være, at man vil opleve, hvordan det er at være på en ø under de lange nætter, eller noget tredje, tilføjer hun.

Ordningen med de gratis billetter bliver mange steder forlænget med august.

- Og ellers handler det om, at vi skal have en grundig evaluering. Noget, som vi fra sammenslutningen vil foreslå, hvis man gør det her en anden gang, er, at færgeselskaberne ansætter en billettør på land. Når der er så meget pres på, og færgen måske kun ligger i havnen i 10 minutter, kan det være svært alle få alle ombord til tiden og dermed overholde sejlplanen. Så den del bør være klaret, når færgen ankommer, lyder meldingen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Arriva: - Vi er selvfølgelig kede af, at det nye signalsystem ikke er blevet prioriteret

Annonce