Annonce
Danmark

Slut med ubetalte p-bøder: Inkassofirma skal jagte udenlandske lastbilchauffører

Ud af 4796 parkeringsbøder til udenlandske lastbilchauffører i perioden 1. januar 2019 til 31. marts 2020, er kun 959 blevet betalt. Det svarer til, at 80 procent af de udenlandske parkeringssyndere er kørt fra deres bøder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Fra efteråret skal et inkassofirma opkræve penge blandt de mange udenlandske lastbilchauffører, der holder ulovligt på danske rastepladser og undlader at betale parkeringsbøden. Minister har sendt opgaven i udbud.
Annonce

Transport: Der ville være knap otte millioner kroner mere i den danske statskasse, hvis alle lastbilchauffører betalte deres parkeringsbøder.

Men det er langt fra tilfældet, og derfor hyrer transportminister Benny Engelbrecht (S) nu et inkassofirma til at jagte parkeringssyndere i udlandet. Det er nemlig de udenlandske chauffører, der i stor stil ignorerer, når de får en bøde for eksempelvis at parkere på en motorvejsrampe, uden for opmærkede båse på landets rastepladser eller bryde 25-timers-reglen.

- Jeg forstår godt, at de danske transportvirksomheder ryster på hovedet, når deres udenlandske kolleger ikke betaler. Det skal vi have noget gjort ved, siger ministeren.

1. januar 2019 overtog Færdselsstyrelsen opgaven med parkeringskontrol og bødeopkrævning fra Vejdirektoratet, men ifølge tal fra Færdselsstyrelsen er det kun lykkedes at kradse pengene ind fra mindre end 20 procent af de udenlandske chauffører, der har fået en parkeringsbøde. 90 procent af de danske chauffører har betalt deres bøder.

Forstå 25-timers-reglen

  • Fra sommeren 2018 var det ikke længere tilladt for lastbiler at parkere længere end 25 timer på de danske rastepladser.
  • Den såkaldte 25-timers-regel skal forhindre, at udenlandske chauffører slår sig ned og bruger rastepladserne som campingpladser, så det bliver sværere for danske chauffører at finde en parkeringsplads til at holde deres lovpligtige hvil.
  • Bøderne for at overtræde parkeringsreglerne på rastepladser blev sat op den 1. januar 2019 fra 510 kroner til 2040 kroner.
  • På til- og frakørselsramperne blev bødetaksten hævet fra 1000 til 3000 kroner.

- For en myndighed som Færdselsstyrelsen er det en tung opgave at arbejde uden for landets grænser. Derfor sender jeg opgaven i udbud, siger ministeren, der forventer, at opgaven bliver overdraget til den vindende virksomhed til efteråret.

Annonce

Ligeglad med pengene

Han luftede allerede idéen om at hyre et inkassofirma ved et transportpolitisk topmøde hos brancheorganisationen ITD i Padborg i oktober sidste år arrangeret af  JydskeVestkysten.

Dengang sagde ministeren, at man herved skåner Skat, der ifølge ham har rigeligt at se til.

Men det koster at hyre en privat virksomhed, og selv hvis det lykkes at opkræve de ubetalte parkeringsbøder, der ifølge brancheorganisationen DTL beløber sig til knap otte millioner kroner, betyder det derfor ikke en tilsvarende stigning i statens kassebeholdning, understreger Benny Engelbrecht.


Jeg forstår godt, at de danske transportvirksomheder ryster på hovedet, når deres udenlandske kolleger ikke betaler.

Benny Engelbrecht, transportminister


- Nettobeløbet bliver ikke nødvendigvis markant højere end i dag, men jeg går i virkeligheden ikke så meget op i, hvor mange penge der kommer ind. Det handler om princippet i, at virksomheder oplever, at man er nødt til at betale en bøde, siger han.

Hvad det koster at hyre et inkassofirma afhænger af de bud, der kommer ind. Den virksomhed, der vinder udbuddet, skal som udgangspunkt varetage opgaven i tre år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Badutspring i boligområderne

Annonce