Debat: Tak for kaffe og fredspibe
Læserbrev: "Når jeg beskriver, at jeg i et spil bowling bliver væltet som en af keglerne, så er dette kun et billede på, at der kom et friskt pust udefra og absolut intet andet. Jeg kan kun beklage, hvis nogen har misforstået mit budskab, der er intet personligt i det, og det er ikke bare noget, jeg siger, for sådan er jeg ikke."
Dette står i dag, fredag, i Per K. Kristensens læserbrev. Jeg vidste godt, at det var det, Per mente. Men jeg valgte med vilje at misforstå den, med det formål at vise, at vil man misforstå, så misforstår man. Derfor er det så vigtigt, at man bruger den korrekte retorik, når man vil ud med et budskab.
Jeg tænkte i går aftes, torsdag, at jeg i dag, fredag, ville gribe knoglen og ringe til Per. For at lade ham vide, at jeg selvfølgelig godt var klar over, at han ikke mente min fysik, når han skrev bowlingkugle.
I morges, idet jeg læste Pers læserbrev, tikkede en sms ind, om at Per gerne ville tale med mig. Jeg ringede til Per. Tror faktisk, at en af de første ting, jeg sagde var: "Se du kan jo godt". Med henvisning til dagens læserbrev. Per og jeg aftalte at mødes over en kop kaffe. Den har vi drukket i eftermiddag. Vi fik en rigtig god dialog, om hvor vigtigt det er at passe på brugen af jargon og ironi, for vi læser ikke alle ens.
For Per var det vigtigt, at understrege over for mig, at han på ingen måde havde tiltænkt at bowlingkuglen skulle henvises til min fysik. Men at jeg var kommet ind fra sidelinjen og lagt dem ned. Jeg kender Per og ved, at han aldrig ville nedlade sig selv på dette niveau.
Per og jeg talte om, at vi på en måde havde taget Peter Fröhlich råd til os. Vi tog dog ikke en kop kaffe med en politiker. Men med hinanden.
Til kaffen serverede jeg en fredspibe (lakridspibe).
Inden vi skiltes, med humøret i top, måtte jeg lige pointere over for Per, at jeg altså havde flere huller end en bowlingkugle.
Per og jeg kunne have valgt at lade vores debat køre i avisen, men vi gik begge til hovedet i stedet for røven. Det respekterer jeg Per rigtig meget for. Han kunne have fortsat bag sin skærm, men han rækkede hånden ud til en dialog. Det var der andre som kunne lære af.
Så hvad har jeg så lært af alt dette? Jo, en kop kaffe og lakridspibe kan faktisk skabe dialog og forståelse.
