Annonce
Ærø

Skolestarten for de store elever er gået godt: - Vi har delt dagen op i to, siger friskoleleder

Skolelederne for Marstal Skole og Ærø Friskole fortæller, at de store elever har fået en god skolestart. Til venstre Henrik Mogensen, leder af Ærø Friskole, og til højre Karsten Solberg, leder af Marstal Skole. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær og Michael Nørgaard.
Eleverne i 6.-10. klasse på Marstal Skole og Ærø Friskole har fået en god start efter flere måneders hjemmeundervisning. - Vi har delt skoledagen op i to, så de yngste elever går i skole om formiddagen, og de ældste elever går i skole om eftermiddagen, siger Henrik Mogensen, leder af Ærø Friskole.

Ærø: I mandags startede de ældste elever i skole efter flere måneder med hjemmeundervisning.

Lederne af Marstal Skole og Ærø Friskole fortæller, at det er gået godt.

- Det er gået som det skal. V har delt skoledagen op således, at de yngste elever (0.-5. klasse, red.) møder om morgenen og går i skole til klokken 12.10, mens de ældste elever (6.-10. klasse, red.) går i skole fra klokken 12.10 til klokken 16, forklarer Henrik Mogensen, der er leder af Ærø Friskole.

Der er plads nok til alle elever på skolen - også selvom de skal holde en meters afstand til hinanden.

- Vi har taget alle lokaler i brug - også faglokalerne - så der er plads nok. Men vi er meget udenfor, siger Henrik Mogensen.

Også på Marstal Skole er 2. etape af genåbningen gået godt.

- Det er gået godt med opstarten. Vi har fået plads til alle elever med enkelte lokaleændringer, således at klasser med mange elever også har eget lokale. Eksempelvis er en 8. klasse flyttet i Viften (ungdomsklub og musikskole, red.), og en 4. klasse bruger vores billedkunstlokale, siger Karsten Solberg, skoleleder på Marstal Skole.

Skolen har opstillet et festtelt på boldbanen, og det bliver stadig brugt, siger Karsten Solberg.

- Vi bruger stadig grolleteltet, men da kravet om udeundervisning er bortfaldet, kan eleverne også være i klasserne. Vi er dog stadig meget ude, og der er fortsat fokus på hygiejnen. Hygiejnen er jo en forudsætning for, at blandt andet afstandskravet er mindsket, siger han.

Hvis vejret er dårligt, kan eleverne gå over i Ærøhallen.

- Vi bruger Ærøhallen i pauser, når vejret er dårligt. Vi bruger ikke hallen til undervisning. Vi er heldigvis begunstiget af gode udearealer og en stor skole, slutter Karsten Solberg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce