Annonce
Langeland

Skoler gør klar til genåbning: Dagene bliver kortere med mere udendørs undervisning og meget mere rengøring

Ørstedskolens leder Poul Børge Nielsen gør klar til at åbne skolen for de ældste elever, der vender tilbage mandag den 18. maj. Arkivfoto: Jørgen Outzen
Når eleverne fra 6. til 10. klasse vender tilbage til Ørstedskolen og Kassebølle Friskole mandag den 18. maj, skal de vænne sig til en ny hverdag med kortere dage, mere udendørs undervisning og meget mere rengøring.

LANGELAND: Genåbningen nærmer sig på Kassebølle Friskole og Ørstedskolen. På begge skoler arbejder man for at blive klar til at åbne for de ældste elever mandag den 18. maj.

- Vi knokler for at blive klar, og det skal vi nok blive. Men det er jo et kæmpe arbejde at få omstillet skolen endnu en gang til en ny model, siger skoleleder ved Ørstedskolen, Poul Børge Nielsen.

Han forudser, at det bliver en god, men anderledes og noget mere corona-agtig skoledag, som eleverne kommer tilbage til.

- Det bliver noget med, at man møder ind ved havedøren til sit klasseværelse og har et fast bord i klasseværelset, hvor man skal opholde sig, når man er indendørs. Der skal vaskes hænder og afsprittes computere. Og når eleverne møder ind, får hver elev udleveret en lille flaske med håndsprit, siger han.

På Kassebølle Friskole spår også skoleleder Bitten Guldbjerg, at skolen bliver klar til at modtage de sidste elever mandag.

- Vi er klar til at tage imod eleverne, og lige nu er vi ved at planlægge, hvordan eleverne skal møde ind, og hvilke lokaler og områder udenfor de skal bruge, siger hun.

Begge skoler venter stadig på mere konkrete retningslinjer – indtil da bruger skolerne de nyeste retningslinjer, som har været gældende siden første fase af genåbningen – den såkaldte nødundervisningsbekendtgørelse.

For de ældste elever i 6. til 10. klasse på Ørstedskolen betyder det blandt andet, at skoledagen løber fra klokken 8.25 til 13.25. På Kassebølle Friskole bliver dagene delt op i ude- og indedage, for dels at give eleverne mere plads, og fordi smittefaren er mindre udenfor.

Annonce
Også Bitten Guldbjerg, skoleleder ved Kassebølle Friskole, går klar til genåbningen, så alle elever igen kan møde fysisk ind i skole. Arkivfoto

Fra to til en meter

Begge skoleledere er enige om, at de ændrede afstandskrav har stor betydning for indretningen af klasserne og hverdagen på skolerne i det hele taget.

- Det har hjulpet rigtig meget, at afstandskravet er blevet ændret fra to til en meter. Det gør faktisk, at vi kan have alle vores elever i deres almene klasser. Det vil sige, at de kan være der, hvor de plejer at være, siger Poul Børge Nielsen, der mener, at genåbningen for de yngste elever overordnet er gået godt.

Men med de nye afstandskrav skal de yngre elever til at vænne sig til at komme tættere på deres klassekammerater igen.

- Det er gået helt vildt godt. Det, der bliver den næste udfordring, er, at de har været inddelt på nogle mindre hold på grund af afstandskravene. Nu kommer de tilbage til deres normale klasser, så det bliver lidt større hold, siger han.

Det er ikke kun afstandskravene, som har betydning for skolerne – også retningslinjerne, for hvor ofte der skal gøres rent, betyder meget for planlægningen, påpeger Bitten Guldbjerg.

- Vi har rengøringsbureau på, men vi er også nødt til at gøre rent på flader hver anden time i løbet af dagen. Derfor er vi ude så meget som muligt. Eleverne skal også vaske hænder cirka hver anden time, siger hun og tilføjer:

- Vi spritter toiletter af hver anden time, og det er muligt, vi skal have en udvidet dukseordning med de ældre elever, der involverer noget rengøring. Vi deler eleverne op, så der er maksimum ti elever per toilet, siger Bitten Guldbjerg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce