x
Annonce
Fødselsdag

Skoleledernes fyrtårn i en turbulent tid fylder 60

Claus Hjortdal er formand for Skolelederforeningen og fylder 60 år 20. februar. Thomas Arnbo/Ritzau Scanpix

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, der lørdag den 22. februar fylder 60 år, fik sin post i 2014 nærmest som en ilddåb.

Det skete i de voldsomme efterdønninger fra balladen om lærernes arbejdstid. Det hele kulminerede i lockout og indgreb fra regeringen.

Så der manglede ikke udfordringer oven på en konflikt, der bragte skoleledere og lærerforening på alvorlig kant.

Samtidig var der også en ny omstridt skolereform. Længere skoledage og inklusion skulle indfases i samarbejde med de vrede lærere.

Claus Hjortdal var dog rustet med rutine til opgaven som talerør for landets omkring 3700 skoleledere.

Han blev næstformand allerede ved foreningens start i 2007. Og inden da havde han været amtskredsformand i en tidligere skolelederorganisation.

Hjortdal repræsenterer også lederne i Lærernes Centralorganisation (LC). Desuden sidder han i en lang række råd og udvalg på skoleområdet.

Samtidig er han formand for ledernes forhandlingsfællesskab LC-Lederforum og talsmand for ca. 40.000 ledere i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Tiden i formandsstolen i Skolelederforeningen har været præget af krav om øget professionalisering af ledelsen i folkeskolen. Men også af turbulens med reduktion i antallet af folkeskoler, ledere og lærere samt ikke mindst den af mange lærere udskældte lov 409.

Den gjorde op med tidligere tiders arbejdstidsaftaler mellem KL og Danmarks Lærerforening. I stedet blev loven udarbejdet i samarbejde mellem KL og regeringen. Den blev vedtaget af et markant flertal i Folketinget.

Folkeskolen har altid stor bevågenhed politisk og i medierne. Claus Hjortdal er en hyppigt brugt kilde, når teksten skal udlægges på skolernes vegne, og her kommer hans nordjyske besindighed til sin ret.

Han er læreruddannet og arbejdede oprindeligt som både lærer og skoleleder flere steder i det nordjyske.

Hjortdal bor med sin kone i Thisted, hvor han også er født og opvokset. Herfra har han i nu over ti år pendlet til sit arbejde i København.

Parret har sammen fem voksne børn og en voksende flok børnebørn. /ritzau

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

30 biler i kø til genbrug

Annonce