Annonce
Ærø

Navigationsskole søger om penge til skolemorsordning

Jeppe Carstensen, rektor på Marstal Navigationsskole, beder kommunen om økonomisk hjælp til skolemorsordningen. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
HF VUC Fyn kan ikke længere bidrage til skolemorsordningen, og rektoren på Marstal Navigationsskole beder derfor Ærø Kommune om at overtage den årlige udgift på 100.000 kroner. Kommunalbestyrelsen skal diskutere sagen onsdag aften på kommunalbestyrelsesmødet.

Ærø: HF VUC Fyn har trukket sit årlige tilskud på 100.000 kroner til den ærøske skolemorsordning, fordi uddannelsesinstitutionen skal spare penge.

En skolemor er en person, som hjælper eleverne på HF VUC Fyn og Marstal Navigationsskole med alt det praktiske. Hun holder øje med, at eleverne passer deres skole og at de trives.

Stig Holmelund Jarløb er rektor på HF VUC Fyn, og han forklarer, at tilskuddet til skolemorsordningen er sparet væk, fordi uddannelsesinstitutionen har en meget trængt økonomi.

- Det er ikke fordi, vi er utilfredse med ordningen - faktisk er vi meget glade for den - men vi er der, hvor vi prøver at finde alle de besparelser, vi kan, siger Stig Holmelund Jarløb.

Han medgiver, at 100.000 kroner ikke er nogen stor post i HF VUC Fyns samlede budget.

- Men mange bække små. Jeg håber bare, at der kan findes en anden løsning, siger han.

Udgiften hænger derfor nu på Marstal Navigationsskole, men her er man også økonomisk presset. Derfor beder rektoren for navigationsskolen nu kommunen om hjælp. I et brev til kommunen skriver Jeppe Carstensen:

"Skolen har i øjeblikket ikke økonomi til at bidrage med 300.000 kroner alene til skolemorsordningen. Vi ser desværre et faldende elevoptag på vores uddannelser. Yderligere har regeringen indført i 2016 det såkaldte omprioriteringsbidrag (2-procent-besparelserne) frem til 2022, de besparelser kan vi især mærke nu."

Sagen skal behandles af kommunalbestyrelsen onsdag den 24. april, og selvom kommunalbestyrelsen skulle vælge at sige nej til at støtte skolemorsordningen yderligere, så betyder det ikke, at ordningen bliver sparet væk, siger Jeppe Carstensen.

- Der er ikke tale om, at skolemorsordingen er i fare, men det er klart, at det bedste for navigationsskolen ville være, hvis vi kunne dele udgiften ud. Skolemorsordningen betyder meget for os, og hvis kommunalbestyrelsen siger nej, så må vi finde pengene et andet sted. Vi kan ikke undvære ordningen, da den er med til at fastholde eleverne, og forældrene er meget glade for ordningen, siger Jeppe Carstensen.

Skolemorsordningen har hidtil været finansieret af 100.000 kroner fra HF VUC Fyn, 100.000 kroner fra Ærø Kommune og 200.000 kroner fra Marstal Navigationsskole.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis: Flot og fortjent anerkendelse

Direktøren for værftet i Søby Roar Falkenberg modtog onsdag af årets Tietgenpris for sit virke som erhvervsleder. Det er både flot og fortjent. Han er en markant skikkelse på Ærø, og han har været med til at sætte Ærø på Danmarkskortet med værftets bidrag til byggeriet af elfærgen Ellen. Men han er som det blandt andet blev nævnt af formanden for Tietgenprisens indstillingskomité Peter Zinck også meget andet. Som frontfigur for værftet koncentrerer han sig ikke kun om det at drive en virksomhed. Han har gennem de seneste 16 år også været bevidst om værftets rolle i lokalsamfundet. Når en ø som Ærø har en virksomhed af Søby Værfts størrelse, er det et kæmpe aktiv, at virksomheden ikke lukker sig om sig selv og holder fokus på at skabe så flot en top- og bundlinje som muligt. Disse to ting er selvfølgelig afgørende for virksomhedens overlevelse, men virksomheden har også fokus på et socialt ansvar. Det er ikke enestående, men Søby Værfts indsats har stor betydning for øen. Det drejer sig blandt andet om arbejdet med lærlinge. Skabes der et godt miljø for uddannelse, hjælper det naturligvis også virksomheden, når der skal rekrutteres nye medarbejdere, men det kræver også tid og fokus at lykkes med en sådan mission. Og så er der den fine detalje ved værftets aktiviteter og profil, at der er godt samarbejde med Marstal Skole om hvert år at sende 5. klasse en teatertur til København. Her viser værftet et socialt ansvar. Børnene får en god, kulturel oplevelse, mange af dem formentlig ikke sådan lige ville have fået uden værftets bidrag. Det understreger blot, at der er en klar bevidsthed om, at værftets bidrag betyder noget for lokalsamfundet, og at der er et ønske om at gøre mere end blot at drive en virksomhed. Det danner et billede af en virksomhed med udsyn. Roar Falkenberg udviste stor ydmyghed ved at pege på, at han sådan set blot er direktøren for værftet, og at det jo er alle værftets medarbejdere, der løfter opgaven at drive værftet. Selvfølgelig har han ret i det, men som direktør og øverste leder peger pilen naturligvis på ham, både når det går godt, og når det går mindre godt - det er jo ikke hvert år værftet kan præsentere præmieregnskaber. Nogle gange er tallene knap så glædelige, men som Peter Zinck slår fast, så er det også vigtigt at kigge på virksomhedens omgivelser og muligheder, og her har komiteen bidt mærke i, at det netop kan være en udfordring, at drive en virksomhed som Søby Værft. Udover rosen og et stort tillykke til Roar Falkenberg, er det derfor også værd at nikke anerkendende til priskomiteen for at have blik for virksomhedens og erhvervslederens evne til at bidrage til fremdriften i lokalsamfundet frem for kun at have blik for mere økonomi og ekspansion, når prisvinderen skal findes.

Annonce