Annonce
Søsiden

Skibsspotteren: - Turene til Gabet giver mig helse

Gabets skibsspotter nummer et, Peter Therkildsen, Odense er aktiv i Dansk Færgehistorisk Selskab og er her i gang med arkivkassen med færgebilleder. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Peter Therkildsen har i over 25 år fulgt skibspassagerne og bytter sine billeder med færge-fans i flere lande.

GABET: Peter Therkildsen er formentlig den person, der flest gange har oplevet en skibspassage ved Gabet.

- Jeg tør ikke sige et antal, men jeg er taget derud i over 25 år. Lige nu er det højsæson for mig. Det bliver til flere ture ugentlig, fortæller Peter Therkildsen, Odense til Søsiden.

Med højsæson mener Peter Therkildsen, at Gabet i foråret trafikeres af særlig mange færger. Gods-færger og passager-færger er hans primære interesse:

- Jeg fotograferer færgerne, samler på billeder af dem og bytter med andre færge-interesserede i Danmark og udlandet.

Peter Therkildsen tager de fleste fotos på østsiden af Gabet på stranden ved lodsbroen eller længere ude.

- Nogle gange er der ventetid på en time eller to. Så er det rart at kunne sidde i bilen og fundere over tilværelsen. Turene derud giver mig en dejlig helse, forklarer Peter Therkildsen.

Fra Peter Therkildsens samling af egne billeder: Smyril Lines nyrenoverede Norröna på vej ud af Gabet med kurs mod Torshavn. Peter Therkildsen stod klar på stranden først på ugen.
Annonce

Oslo-båd forude

Tidligere på ugen var Peter Therkildsen ude med kameraet og fik den færøske Norröna med hjem på chippen. Færgen havde været på Fayard for en omfattende ombygning og renovering.

Næste bekendte færge-passage er allerede plottet ind i Peter Therkildsens kalender. Det er senere på måneden, når DFDS’ Oslo-færge Pearl Seaways løber ind gennem Gabet.

Peter Therkildsens billeder af skibspassagerne ved Gabet er også værdsat på både værft, rederier og i de maritime medier, som han sender dem til.

Annonce

Der sker hele tiden noget nyt

- Færger og færgefart er spændende. Der sker hele tiden noget nyt. Med muligheden for at tage ud til Gabet er det også praktisk, at man kan kikke mange forskellige færger uden at skulle rejse rundt.

Gabet-turene udelukker dog ikke, at Peter Therkildsen har sit kamera med rundt i landet. Hvis nu der skulle passere en færge, han mangler i samlingen ...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce