Annonce
Faaborg-Midtfyn

Skal der fjernvarme til Ryslinge?: Borgere har tre måneder til at bestemme sig

Tidligere borgmester Gunnar Landtved er formand for Ryslinge Udviklingsselskab, der har indgået et samarbejde med Midtfyns Energi og Dansk Fjernvarmes Projektselskab. Målet er at få fjernvarme til Ryslinge. Arkivfoto: Jørgen Outzen
Ryslinge Udviklingsselskab opnåede kun halvdelen af den nødvendige tilslutning til fjernvarme, inden tilmeldelsesfristen udløb ved årsskiftet. Nu bliver fristen forlænget med tre måneder, i håb om at man kan lykkes med at få fjernvarme til Ryslinge. Byens borgere er dog splittede over, hvorvidt planen skal føres ud i livet.
Annonce

Ryslinge: Borgerne i Ryslinge har siden september haft mulighed for at tilmelde sig et nyt fjernevarmeprojekt, der muligvis kommer til byen. Projektet afhænger dog af, om der er nok, der melder sig til. Og da tilmeldingsfristen udløb ved årsskiftet, var man endnu langt fra målet om at have forhåndstilmeldinger svarende til minimum 65 procent af varmegrundlaget i Ryslinge.

- Vi har fået tilmeldinger fra private husstande, og de kommunale bygninger også givet tilsagn på, at man også vil kobles op på fjernvarmenettet. Alt i alt svarer det dog kun til knap en tredjedel af varmegrundlaget i byen, siger formanden for Ryslinge Udviklingsselskab, Gunnar Landtved, der er initiativtager på projektet.

Cirka 100 private husstande har tilsluttet sig projektet, men der skal væsentlig flere til, hvis man skal nå målet. Ryslinge Udviklingsselskab er dog ikke klar til at opgive projektet. Man tror stadig på, at der er opbakning blandt de godt 850 hustande, der får muligheden for fjernvarme. Derfor forlænger man nu tilmeldingsperioden indtil april, i håb om at flere vil melde sig på banen.

- Langt størstedelen af dem, jeg taler med, er positive. Jeg tror bare, det handler om at få gjort folk opmærksomme på projektet og på fordelene ved at få installeret fjernvarme, siger Gunnar Landtved.

Annonce

Nemmere og billigere

En af dem, der har sagt "ja tak" til fjernvarme, er Fin Kristensen på 46 år. Han bor i udkanten af Ryslinge med sin familie, og for ham er det især bekvemmeligheden ved fjernvarme frem for eget fyr, der er afgørende for hans valg.

- Jeg fyrer med træpiller, og det er en smule besværligt. Hvis huset engang skal sælges, så tænker jeg også, det vil være nemmere, hvis der er fjernvarme, frem for at man selv skal bakse med træpiller. Derudover har jeg et par udlejningsejendomme i byen, hvor der er henholdsvis naturgas- og oliefyr, og det vil være både billigere og nemmere med fjernvarme, siger Fin Kristensen.

Der er selvfølgelig også et klimamæssigt argument for fjernvarmen, fordi leverandøren er Midtfyns Energi, hvor man bryster sig af 99 procent grøn energi. Derfor undrer det Fin Kristensen, at man endnu ikke har fået nok forhåndstilmeldinger, for der er mange "grønne mennesker" i Ryslinge, som han siger.

- Det vil være godt for alle, hvis der kom fjernvarme til byen. Og med mindre man lige har investeret i et nyt fyr, så vil det være nemt at skifte over. Jeg synes, at folk skal melde sig til, siger Fin Kristensen.

Annonce

- Ingen gang på jord

Det er dog ikke alle, der lige positive over fjernvarme-perspektivet. Leif Hammer, 72 år, er en af dem, der har valgt fjernvarmen fra, fordi han ikke mener, det kan betale sig.

- Jeg bor i et hus, der er opvarmet med brændeovn og elradiatorer. Hvis jeg skal have fjernvarme, så skal jeg have installeret et komplet centralvarmeanlæg. Det, mener jeg ikke, er rentabelt, siger Leif Hammer.

Leif Hammer påpeger, at han er en ældre herre, og at det vil tage mange år, før investeringen er tjent hjem. Men selv hvis han var ti år yngre, så havde han ikke tilmeldt sig, for ifølge ham er tiden løbet fra idéen om fjernvarme i Ryslinge.

- Jeg mener, at teknologien er nået så langt, at det simpelthen ikke giver mening at grave hele byen op på kryds og tværs, fordi man gerne vil lave fjernvarmenet. Det er alt for omkostningsfuldt, når man bare kan installere varmepumper i stedet. De bruger jo el, som også skulle forestille at være grønt, siger Leif Hammer og understreger, at han ikke er imod fjernvarme.

- Jeg kan udmærket forstå, hvorfor man har det inde i byerne. Men herude på bøh-landet - det har ingen gang på jord, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Budgetforlig: Politikere ruller ældrebesparelser tilbage og sender millioner til børnene

Annonce