Annonce
Faaborg-Midtfyn

Skadedyr lukker brugsen i Vester Åby

Brugsens altmuligmand, Vagner Nielsen (t.v.), i snak med genboen Holger Pedersen, der forgæves gik i brugsen efter dagens avis. Bag ved dem ses en af skadedyrsfirmaets biler. Foto: Palle Søby
En rotte eller en mus blev fredag fundet og uskadeliggjort i Dagli' Brugsen i Vester Åby. Butikken er lukket indtil videre, mens der bliver ryddet op, men uddeler Jan Sørensen forventer at åbne igen søndag.

Vester Åby: Det er meget usædvanligt, at der er fuldstændig mennesketomt foran Dagli' Brugsen i Vester Åby en lørdag morgen klokken halv ni. Ikke en bil. Ikke et menneske.

I døren sidder en seddel:

"Vi er desværre nødsaget til at lukke butikken pga. der er blevet set en mus. Skadedyrsbekæmperen skal lige gennemgå butikken."

Omme på bagsiden af brugsen, ved benzinanlægget og vareindleveringen, holder en varebil med trailer og en personbil fra Belfor Skadeservice.

Deres folk er lige nu inde i brugsbygningen sammen med uddeler Jan Sørensen og nogle af de unge medarbejdere, der er i gang med at rydde op.

Pludselig kommer Vagner Nielsen forbi med en trillebør. Han er ansat som altmuligmand i brugsen og holder blandt andet pladsen udenfor. Han fortæller:

- I går morges, da brødmanden kom, kunne han ikke rigtig låse døren igen. Så sagde jeg til ham, at jeg nok skulle blive og holde øje med det og sige det til personalet, når de kom. Da de første to medarbejdere så kommer, ser de en rotte derinde. Den ene af dem, Trine der er i lære, ringede til sin far, Bjarne Christoffersen, der er formand for brugsen. Og så blev et skadedyrsfirma jo tilkaldt. De havde en fox terrier med, og den fik fat i rotten. Men så har de jo drysset noget pulver for at se, om der er mere, og derfor holder de lukket nu, fortæller Vagner Nielsen.

Mens vi snakker, kommer tidligere tømrermester Holger Pedersen pludselig gående over mod os. Han bor lige ovre på den anden side af Svendborg og er på vej i brugsen for at købe dagens udgave af Fyns Amts Avis. Han ved ikke, at brugsen er lukket.

- Hvad siger i? Er der lukket? Det var dog pokkers!

- Ja, de har taget en rotte i går, og nu er de i gang med at rydde op, siger Vagner Nielsen og fortæller igen historien om brødmanden, døren, personalet, rotten og så videre.

Annonce
Uddeler Jan Sørensen forventede lørdag formiddag, at brugsen kan åbne igen søndag. Foto: Palle Søby

Mus eller rotte?

Mens Vagner Nielsen og Holger Pedersen sludrer lidt videre, ringer avisens reporter på en klokke ved bagindgangen.

Uddeler Jan Sørensen kommer til syne i døren. Lige inden for døren kan man se noget hvidt pulver, der er drysset på gulvet.

Egentlig må Jan Sørensen ikke udtale sig. Han henviser til Coop.

Men han når dog at fortælle, at skadedyret er fundet og tilintetgjort.

- Der har ikke været noget i nat, og jeg regner med, at vi åbner igen søndag, siger han.

Adspurgt om det var en mus eller en rotte, siger Jan Sørensen blot:

- Det var et skadedyr.

Det er meget længe siden, brugsen i Vester Åby sidst var lukket på grund af skadedyr. Vi skal helt tilbage til 2005, hvor en medarbejder så to rotter løbe hen over gulvet, hvorefter butikken omgående blev lukket.

- Ja, det er i hvert fald ikke sket i min tid, siger Jan Sørensen, der har været uddeler siden 2016.

Var det en mus eller en rotte? Her på sedlen står der mus. Men altmuligmand Vagner Nielsen fortæller, at det var en rotte. Uddeler Jan Sørensen siger blot, at det var et skadedyr. Foto: Palle Søby
Der var ikke meget liv foran brugsen lørdag morgen. Men inde i butikken var der gang i oprydningen efter fredagens fund af skadedyr. Foto: Palle Søby
Det er heldigvis længe siden, der har været massivt opbud af biler fra et skadedyrsfirma foran brugsen i Vester Åby. Sidst det skete, var helt tilbage i 2005. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce