Annonce
Erhverv

Skabte 300 job og praktikpladser: Odense-model skal ud i hele landet

House of Code - med adm. direktør Jonathan Bornemann i spidsen - er blandt de virksomheder, der har været med til at skabe så gode resultater med Virksomhedspagten, at den nu skal rulles ud i hele landet over de næste tre år. Arkivfoto: House of Code
It-organisationen Technology Denmark skabte 300 praktikpladser, studiejob og nye ansættelser af internationale kandidater gennem pagt med 30 firmaer og uddannelser. En million kroner i fondsstøtte skal flytte modellen ud i hele landet.

Odense: 300 nye praktikpladser, studiejob og ansættelser af internationale it-specialister plus mere end 1500 mandetimer i samarbejdet mellem it-firmaer og uddannelsesinstitutioner.

Sådan lød de konkrete resultater af Virksomhedspagten, som blev offentliggjort i sidste uge. Nu skal tankerne bag aftalen, som er et samarbejde mellem Technology Denmark, 30 virksomheder, Odense Kommune og uddannelsesinstitutioner i Odense rulles ud nationalt.

Technology Denmark har modtaget en million kroner i støtte til projektet Future Skills, som skal flytte den fynske succesmodel ud til resten af landet. Det er Karl Pedersen og Hustrus Industrifond, der har nikket ja til en fondsansøgning fra Technology Denmark, hvor adm. direktør Mette Beck-Nielsen nu kan sætte gang i et treårigt projekt med at rekruttere endnu flere kandidater og specialister til it-branchen.

- Hvis vi skal løse specialistudfordringen, kræver det, at virksomhederne går aktivt ind i kampen og løfter opgaven i fællesskab med uddannelsesinstitutionerne og kommunerne. Parterne er gensidigt afhængige og udviklingstempoet er så højt, at uddannelserne er nødt til at arbejde sammen med virksomhederne for at følge med, siger hun.

Annonce

Virksomhedspagten bliver til Future Skills

Virksomhedspagten, der er et samarbejde mellem Technology Denmark, 31 firmaer, Odense Kommune og en række uddannelsesinstitutioner har siden etableringen for 12 måneder siden skabt 167 nye praktikpladser og studiejobs, 128 nye internationale jobs og 1563 undervisningstimer.

Med en million kroner i fondsmidler fra Karl Pedersen og Hustrus Industrifond skal projektet Future Skills føre modellen ud nationalt med Technology Denmark som tovholder over de kommende tre år.

Fem virksomheder i hver region

Fonden har doneret en million til Future Skills-projektet, som består af aktiviteter for talentudvikling, kompetenceløft af underviserne og synlighed over en 3-årig projektperiode. Blandt elementerne er et nationalt talentprogram, der åbner nye muligheder for de dygtigste studerende, kurser der udvikler undervisernes metoder til at udvikle og inddrage it-talenterne i undervisningen, og analyser, der kan belyse virksomhedernes behov, så uddannelser og undervisning matcher firmaernes reelle behov.

Sidst, men ikke mindst, skal der i regi af Future Skills etableres en digital platform, der kan bruges til at promovere og fortælle de gode historier om det øgede samarbejde mellem virksomhederne og de studerende.

Direktør i Technology Denmark, Mette Beck-Nielsen, udtalte allerede i sidste uge, at hun gerne ser, at antallet af deltagende virksomheder i pagten når helt op på 100 i den næste periode, og i ansøgningen om fondsmidler fremgår det da også, at der som minimum skal deltage fem nye virksomheder fra hver region.

En af de virksomheder, der har deltaget, er årets bedste gazelle i Region Syddanmark, House Of Code, hvor adm. direktør Jonathan Bornemann, kun kan opfordre andre virksomheder til at skrive under på pagten:

- Siden etableringen af House of Code for 2015 har vi været bevidste omkring, at vi skulle samarbejde med andre virksomheder og uddannelsesinstitutionerne for at sikre et bæredygtigt flow af specialister til virksomheden. Det er vi heldigvis lykkedes rigtig godt med hos os og mange andre fynske virksomheder, mens det andre steder i landet har været sværere.

- Vi har nydt godt af Virksomhedspagten og gør det fortsat, og derfor er det også glædeligt at se at Technology Denmark på baggrund af Future Skills-tiltaget nu skal forankres i hele landet, siger direktøren, der desuden også selv har en finger mere med i pagten, da han også er formand for bestyrelsen i Technology Denmark.

Styrker interessen for it-området

Technology Denmark har siden etableringen af Virksomhedspagten i samarbejde med virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne og Odense Kommune opnået at etablere 167 nye praktikpladser og studiejobs, 128 nye internationale jobs og afviklet 1.563 undervisningstimer båret af virksomhederne.

Formand for Karl Pedersen og Hustrus Industrifond, Kent Damsgaard, der er direktør i DI, begrunder bevillingen med de gode resultater, som Technology Denmark har skabt i løbet af Virksomhedspagtens første 12 levemåneder:
- Technology Denmark har med Virksomhedspagten bevist, at samarbejdet mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommuner kan styrke interessen for it- og teknologiuddannelser blandt unge og føre til oprettelsen af praktik, studiejobs og faste stillinger. Den måde at tænke på og de konkrete resultater er den direkte årsag til, at fonden nu vælger at støtte Future Skills-programmet i forhold til en national udrulning.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Efter lancering af kæmpeplan: Borgmester lover masser af dialog med borgerne

Annonce