Annonce
Søsiden

Simon fra sivbåden: - Jeg tænkte aldrig, at sådan en rejse var vanvid

Den 28-årige maskinmester Simon Melchiorsen fra Rudkøbing fortæller til Søsiden, at på sivbåds-sejladsen over Stillehavet "var alt på den yderste grænse”.

RUDKØBING: Den dag ude på Stillehavet var alt bare imod Simon. Vinden stod stille. Sulten rumlede døgnet rundt. En mast skulle afstives - og håndtaget på sivbådens eneste gode sav var brækket. Uden at nogen havde sagt noget om det.

- Der kunne jeg godt mærke på de andre, at min vrede farvede hele dagen. Der fandt jeg også ud af, at man en anden gang skulle lægge sin vrede fra sig. Sådanne åbenbaringer tror jeg, at vi fik allesammen.

Simon Melchiorsen, 28-årig maskinmester fra Rudkøbing, citerer fra sin logbog på ekspeditionen Viracocha III. Den håndskrevne bog indbundet i sejl var hans personlige ventil i den 4500 sømil lange rejse i sivbåd fra Chile og ud i Stillehavet.

- Jeg havde både opture og nedture i de tre måneder. Alle følelser forstærkes derude. Men jeg tænkte aldrig, at sådan en rejse var vanvid. Sådan havde folk jo gjort for flere tusinde år siden. Så det kunne vi også. Der er en kraft i, at når man nu har valgt det, så skal det også bare virke. Det dur ikke at sidde og tænke: Fuck, det går aldrig. Jeg havde stor tiltro til, at vi kunne ordne, hvad der måtte komme. Men jeg var bekymret, da vi begyndte at slå hul i forskibet, fortæller Simon Melchiorsen.

Annonce
Al hands on deck. Hele holdet om bord på Viracocha III - to kvinder og seks mænd fra i alt otte forskellige lande. Simon Melchiorsen fra Rudkøbing er nummer to fra venstre. Foto: Buck Expeditions.

- Meget mere på kanten

I en hjemme-på-Langeland-snak med Søsiden fastslår Simon Melchiorsen, at hans oplevelser sammen med de syv andre ekspeditionsdeltagere har været fantastiske. De har været ekstreme på måder, han ikke havde forestillet sig:

-

- Jeg vidste fx ikke, at jeg ville komme til at sulte i to måneder. Faktisk har det hele været meget mere på kanten, end jeg forventede. Alt var på den yderste grænse. Men samlet er jeg overordentlig glad for at have været med på turen, konkluderer Simon Melchiorsen.

På plus-siden tæller også et godt fælleskab om bord. Selvom det var en uprøvet og på mange måder uforberedt besætning, fungerede det overraskende godt. De otte ombord kom fra hvert sit land. Den sidste sluttede sig til ekspeditionen dagen før afsejlingen. Hun kom med på et afbud.

- Dejlige nattevagter

For Simon Melchiorsen står nærkontakten med Stillehavets fauna og natkik mod himmelrummet som naturoplevelser af højeste karat:

- Jeg mindes meget smukke morgener, hvor jeg følte mig i fuldstændig pagt med naturen i en grad, jeg aldrig har prøvet før. Og jeg husker dejlige nattevagter alene med stjernetegn og fuldmåne. Også fantastisk at se Sydhimlen, fortæller Simon Melchiorsen og viser Søsiden sin logbogs blyantstegnede stjernebilleder.

En frivagt i køjerummet på Viracocha III. Simon Melchiorsen blev både bedre på guitar og fik læst bøger. Foto: Buck Expeditions

Trukket rundt af hvalhaj

Undervejs tiltrak den langsomt drivende sivbåd oceanets pattedyr:

- Pludselig så vi to spækhuggere svømme under os. De var kæmpestore. Sindsygt smukke og kraftfulde. Fire minutter efter var de væk, siger Simon Melchiorsen.

En anden dag kom en lille hvalhaj tæt på sivbåden. Fotografen filmede, og Simon Melchiorsen sprang ned til denne verdens største fisk. For mennesker er den ufarlig:

- Jeg svømmer og dykker med den i 30 minutter. Den trak mig flere gange rundt om båden, da jeg forsigtigt holdt den i rygfinner eller i halen. Den var helt ligeglad. En fantastisk oplevelse. En af de fedeste dage på turen, fastslår Simon Melchiorsen.

Kort: Søsiden / SSN

Tidligt til køjs

Efter et par ugers sejlads fra Chile er Viracocha III-besætningen faldet ind i en dagsrytme. Folk står op mellem 8 og 11, spiser morgenmad, vasker sig og tuller rundt. Frokost spises ved 13-14 tiden. Rig og sejl gåes efter og der strammes op efter behov. Aftensmad og hygge er ved 20-tiden.

De fleste går tidligt til køjs. Seks ud af de otte om bord har hvert døgn to timers nattevagt. Hver ottende dag står den på skift på kabys-tørn.

En go' dag på agterdækket. Phil (t.h.), ekspedetionens leder og Marcello. Foto: Buck Expeditions

- Jeg glæder mig vildt …

Simon Melchiorsen havde taget sin guitar med på sivbåden:

- Jeg blev bedre til at spille og fik også læst nogle bøger, siger han.

Tiden gik hurtigt derude, men på dag 85 efter afsejlingen fra Chile betroede Simon Melchiorsen sin logbog:

- Jeg glæder mig vildt meget til at komme til Polynesien - til at få mad, til at se andre ansigter og til at se andet end vand og himmel.

Adele (tv), sivbådshunden Chunio og Marcello. Foto: Buck Expeditions
Simon Melchiorsen fortale, at Viracocha III på den 4500 sømil lange vej over Stillehavet kun mødte omkring en håndfuld skibe. Her anes et af dem. Foto: Buck Expeditions
Kaptajn og ekspeditionsleder Phil Buck var idemanden bag sejladsen med Viracocha III. Han har sejlet i kano tværs over USA og besteget de højeste bjerge i samtlige stater i Nord- og Sydamerika. Foto: Buck Expeditions
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Hej, kære og med kærlig hilsen

For nylig bemærkede min chef, at jeg stadig skrev ’hej’ og ikke ’kære’, når jeg henvendte mig til ham på mail, trods næsten et års ansættelse. For ham er ’hej’ distanceret og ’kære’ mere nært. Jeg bruger derimod ’kære’ til formelle henvendelser eller når jeg skriver til mine ældste familiemedlemmer, hvorimod jeg bruger ’hej’ til dem, jeg kender godt og har et afslappet forhold til. Lørdag den 25. januar kunne man i en artikel i Politiken læse om en undersøgelse, Dansk Sprognævn for nylig har foretaget for at kortlægge, hvordan danskerne henvender sig i breve og mails. Her viste det sig, at hilsnerne har ændret sig over tid, og at generationerne opfatter hilsnerne forskelligt. For flere hundrede år siden var ’kære’ forbeholdt folk, man havde et tæt eller kærligt forhold til. I de seneste århundreder er ’kære’ blevet opfattet som en neutral starthilsen, man kan bruge til hvem som helst. Unge er nu igen begyndt at lægge en tungere og mere intim betydning i ordet ’kære’. Mange unge, der er vokset op med sms og messenger, springer ligefrem den indledende henvendelse over og kommer direkte til sagen. Sprognævnet anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at man bruger ’hej’ plus fornavn til både private og ikke-private modtagere, fordi det er den mest neutrale hilsen i dag. ’Kære’ kan bruges til private modtagere, man har et nært forhold til. Når det kommer til at afslutte mailen eller brevet, er der endnu flere valgmuligheder. Flertalsformerne ’venlige hilsner’, ’mange hilsner’ eller ’kærlige hilsner’ opfattes som mere hjertelige end entalsformen ’med venlig hilsen’. ’Kærlig hilsen’ og ’knus’ er reserveret de helt nære. De korte former ’mvh’, ’vh’ og ’kh’ er også almindelige, hvorimod blot ’hilsen’ opfattes som ikke-venligt. Sprognævnet må dog konkludere, at der ikke er enighed om, hvad hilsnerne dækker over, og derfor råder de til, at man ikke tolker for meget på de hilsner, man får. Meget få skriver egentlige breve mere, og mange har også vanskeligt ved at tyde håndskrift. Vi kan hurtigt komme i kontakt på mobil, sms eller mail, hvorimod et brev med Postnord er fem dage eller længere undervejs. Jeg udveksler kun breve med min 91-årige faster, som i øvrigt netop har fået mobil og nu kan læse sms’er. I starten af 80’erne, før mobilen og de sociale medier var opfundet, skrev og modtog jeg breve, da jeg rejste to gange tre måneder i Kenya. Nu er tanken om blot en uge udenlands uden netadgang utænkeligt. Vi kan læse forfattere og andre kendtes brevvekslinger fra de forrige århundreder, men mon der bliver personlige udvekslinger fra 2000 og frem for kommende generationer at læse?

Annonce