Annonce
Svendborg

Silverrudder: Perfekt vejr, men mange sejlere når ikke frem

Silverrudders sejladschef, Lars Bræstrup, Svendborg: - Vejret lægger op til en drømmesejlads. Udfordringen kan blive at holde sig frisk på den sidste tredjedel rundt om Fyn. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Kun godt 300 af de over 400 tilmeldte solosejlere forventes at starte fredag. Fra Christiansminde går det østud rundt om Fyn.

SVENDBORG: Vinden, den drillepind.

Sidste år var en stormende kuling ved at vælte Silverrudder om kuld. I år meldes om perfekt vejr til alene-sejladsen Fyn rundt nonstop. Men mange tilmeldte sejlere når ikke frem til startlinjen i Svendborg fredag. Årsag: Drilsk vind.

- Mit skøn er, at 300-325 sejlere vil være klar til at starte fredag morgen, sagde Silverrudders sejladschef Lars Bræstrup, Svendborg torsdag aften til Søsiden.

Forklaringen er, at de sidste dages blæsevejr har forhindret mange af de over 400 tilmeldte deltagere i at nå frem tidsnok før starten. For at imødegå problemet har Svendborg Amatør Sejlklub endda rykket ankomst-meldingen helt frem til en time før første start fredag formiddag.

De startende både kan til gengæld forvente noget nær perfekt vejr til sejladsen.

Eller som Silverrudders vejr-ekspert, lektor på Marstal Navigationsskole, Mette Hundahl, Svendborg konkluderede i sin orientering på skippermødet torsdag aften:

- Der kommer ingen storm, og det bliver heller ikke vindstille.

Mette Hundahl oplyste, at vinden maksimalt vil komme op på 8 m/s. Ved starten er den vestlig. Efterhånden vil den dreje i sydøst og aftage fra lørdag middag.

Lars Bræstrup vurderer vejrudsigten for fredag-lørdag som “det flotteste sejlervejr, man kan tænke sig.”

- Det er nok drømmevejret til den her sejlads - dog ikke til at lave rekorder. Det er afvekslende og med strækninger, hvor man måske også kan få sig hvilet lidt. Den største udfordring kunne blive at holde sig frisk på den sidste tredjedel af sejladsen, siger Lars Bræstrup.

Sejladschefens skøn er, at de hurtigste fartøjer - flerskrogsbådene - er tilbage i Svendborgsund mellem kl 03 og 06 lørdag. Derefter kan der forventes et slip før løste bølge af både.

Ved skippermødet i Rundbuehallen på Frederiksøen blev sejlerne budt velkommen af stævneleder Ole Ingemann og af Svendborgs borgmester Bo Hansen:

- Det er fantastisk, hvad Silverrudder har udviklet sig til. Det begyndte med 13 deltagere for syv år siden. Nu er der over 400 tilmeldte, sagde borgmesteren.

Årets sejlretning blev bekendtgjort på skippermødet af lektor i søret på Simac, Philip Cossen, Svendborg. Sejlerne skal holde Fyn om bagbord. Det vil sige østud af Svendborgsund - samme retning som den aktuelle strøm.

De syv starter kan følges fra Christiansminde eller fra Vindebyøre fredag fra 10 til 14.

Annonce
Stævneleder Ole Ingemann fra Svendborg Amatør Sejlklub bød velkommen til skippermøde i Frederiksøens rundbuehal. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Borgmester Bo Hansen, Svendborg sagde i sin velkomst til de mange sejlere, at det er fantastisk, hvad Silverrudder har udviklet sig til siden den spæde start. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Silverrudders sejlere kunne betræde en rød løber til skippermødet i Rundbuehallen torsdag aften. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Disse sejlere er rekordindehavere i fire af Silverrudders syv fartøjs-klasser. Yderst til venstre trrimaran-sejleren Henrik Bøje Hansen, der er Silverudders hurtigste sejler nogensinde. Sidste år kom han rundt om Fyn på 15 timer, 13 minutter og 28 sekunder. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Skippermødeleder Philip Cossen viser de syv klasse-rekorder i Silverrudder. Fire af rekordindehaverne stiller op til årets Silverudder. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Sejler Søren Therkelsen (t.h.) var heldig i lodtrækningen om sponsorgaver. Han kan tage hjem til Rudkøbing Sejlklub med en lille forhåndspræmie i form af et startur. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Silverrudders skippermøde var på stævnesproget engelsk, og det blev ledet både myndigt og muntert af Philip Cossen - til daglig lektor i søret på Simac. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Der kommer hverken storm eller vindstille, fortalte Silverrudders vejrekspert, lektor på Marstal Naviugationsskole Mette Hundahl, Svendborg. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Det flyder med vildsvin: Nummer seks drevet i land på Ærø

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lykken findes ikke i en flot figur

I en tid, hvor fikseringen på kroppe, næppe har været større, sætter en person som Kate Hansen tingene i perspektiv. Hun vender diskussionen om skønhedsidealer og livsglæde på hovedet og tilføjer debatten et perspektiv, der handler om psykisk trivsel. De fleste mennesker vil nok tro, at fordi hun har smidt 100 kilo og nu passer tøjstørrelse 36, så bør hun også være blevet et lykkeligere menneske. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud. Hun har ikke fundet sig til rette i den på det nærmeste helt nye krop, hun efter 20 måneders meget målrettet arbejde, har givet sig selv. Det har sat spor oppe i hovedet på hende, fordi hun ikke har kunnet følge med mentalt, og fordi hun har svært ved at stoppe vægttabet. Hun har ganske enkelt været så stålsat i sin mission og effektiv i sit vægttab, at hun helt har overset den side af sagen, der ikke handler om kalorier og forbrænding. Det er tæt på at være et tabu, at man kan være blive ramt mentalt, når man smider nogle overflødige kilo. Når man er ung og slank, burde den mentale vægt også være blevet lettere. Sådan er det bare ikke nødvendigvis. Lykken er ikke nødvendigvis at være slank. Lykken er at trives i det legeme, man har. At Kate Hansen lige præcis har sat ord på, at lykken ikke er gjort ved, at hun er blevet slank, er interessant. Og følelserne, hun forklarer, er tankevækkende. Hun var faktisk gladere, da hun var overvægtig. Hun synes på ingen måde, hun har krydset en målstreg. Hun har faktisk svært ved at se målstregen i horisonten. Hun ved godt, hvad der kræves af hende for at nå i mål, men der er nogle store forhindringer, hun skal forcere på vejen dertil. Det er stærkt af hende, at hun står frem og fortæller om det, og at hun på den måde åbner en debat i et samfund, hvor netop vores psykiske habitus er under stort pres. Hun nuancerer synet på vægttab og behovet for, at vi set ud fra et normset og et samfundsøkonomisk perspektiv skal sikre, at der ikke er for mange kilo på sidebenene. Bevares, det giver god mening, at legemet holdes sundt, men hvis hovedet ikke er sundt, er det jo underordnet, om vi kan passe en størrelse 36, eller det er størrelse 50, vi skal gå efter. Kate Hansen har sat ord på, at der også kan være en bagside af medaljen, når man med en voldsom stædighed og indædt vilje insisterer på at få et sundt legeme. Den bagside kan hun selvfølgelig få hjælp til at håndtere, men det er både godt og væsentligt, at vi bliver gjort opmærksom på, at lykken ikke alene kan findes i en flot figur. Der skal meget mere til. Hun har lidt svært ved at tage imod roserne for den flotte kamp mod overvægten, men hun må nok regne med, at rosen ikke bare sådan lige stopper. Det er der heller ingen grund til. Både fordi hun er kommet et stykke tættere på sit mål, men også fordi hun fortæller sin historie og bidrager til at nedbryde et tabu.

Ærø

Invasionen fortsætter: Nu er der fundet fem døde vildsvin på ærøske kyster

Annonce