Annonce
Sport

Sikker sejr: GOG's jernmand slog til igen

Oscar Bergendahl var i hopla fredag aften mod Mors-Thy Håndbold i Phønix Tag Arena. Den fysisk stærke og alligevel atletiske svenske streg scorede otte mål og trak en håndfuld straffekast. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix
I fraværet af landsholdsstregen Anders Zachariassen er det ekstra vigtigt for GOG, at klubben råder over en anden klassestreg i Oscar Bergendahl. Svenskeren leverede stort i en sikker sejr over Mors-Thy Håndbold, der dog ikke var uden fynsk mislyd.

HÅNDBOLD: Når GOG's svenske stregspiller, Oscar Bergendahl, modtager bolden på stregen, sker der oftest én af to ting: Han scorer - eller han trækker et straffekast og udvisning.

Det scenarie var ekstra tydeligt i fredag aftens sikre sejr over Mors-Thy Håndbold i Phønix Tag Arena i Gudme, hvor Bergendahl scorede otte mål og trak en håndfuld straffekast - ofte garneret med udvisning.

Det var som om, at den svenske jernmand, der trods sin stærke fysik også er særdeles atletisk, ville sætte to fede streger under, at GOG bestemt ikke er lammet på stregen, selv om landsholdsprofilen Anders Zachariassen er ude i op mod et år med en alvorlig korsbåndsskade.

KAMPEN KORT

Ligaens grundspil, mænd

GOG-Mors/Thy Håndbold 36-30 (20-13)

Kampens gang: 3-2, 7-4, 11-5, 15-9, 18-12, (20-13), 23-15, 25-18, 28-20, 29-23, 33-25, 36-30.

Mål:
GOG: Emil Jakobsen 9 (4), Oscar Bergendahl 8, Emil Lærke 5, Morten Olsen 4, Steven Plucnar 4, Simon Bogetoft Pytlick 2, Frederik Bo Andersen 2, Kasper Kildelund 1, Mathias Gidsel 1.
Mors-Thy: Jonas Gade Nielsen 9, Bjarke Christensen 5 (2), Erik Toft 4, Allan Toft Hansen 3, Marcus Midtgaard 2, Tim Sørensen 2, Simon Skadhauge 2, Lasse Pedersen 1, Sander Øverjordet 1, Jacob Mikkel Hansen 1.

Bedste spiller:
GOG: Oscar Bergendahl.
Mors-Thy: Jonas Gade Nielsen.

Udvisninger:
GOG: 1.
Mors-Thy: 3.

Dommere: Martin Gjeding og Mik Trustrup.

Tilskuere: Ingen.

GOG’s næste kamp: Onsdag den 17. marts, kl.19.00: Sønderjyske-GOG.

Problematikken er imidlertid, at Oscar Bergendahl, der også har en vigtig funktion i midterforsvaret sammen med kaptajn Frederik Clausen, ikke kan spille i 60 minutter i alle de kampe, der venter som et bjerg foran GOG i de kommende måneder. Heldigvis for de gule viste det unge stregtalent, Steven Plucnar - i svenske Lugi fra næste sæson - at der også er krummer i ham, selv om han og det øvrige GOG-angreb agerede mod et noget vakkelvornt forsvar fra  Mors-Thy.

Annonce

God periode

Oscar Bergendahl har på det seneste kæmpet med en fiberskade i sin ene læg, men jernmanden slog det hen, da Sport Fyn spurgte ind til den:

- Det går fint, lød det således.

På spørgsmålet, hvordan han har med det kæmpe-ansvar, der nu bliver lagt på hans skuldre i Zachariassens fravær, lød svaret:

- Det har jeg det fint med. Jeg føler, jeg er inde i en god periode. Og så har vi jo også Steven (Plucnar, red.) som en god, ung stregspiller.

GOG-truppen gør klar til kamp mod Mors-Thy Håndbold. Foto: Karsten L. Sørensen

Med sejren over Mors-Thy har GOG nu - som tophold i ligaens grundspil -  fire point ned til Aalborg, der endog skal på en noget listig opgave på søndag i Aarhus - hvis ellers corona-smitten i den nordjyske klub har lagt sig.

GOG har fire kampe tilbage i grundspillet - ude mod Sønderjyske, Fredericia HK hjemme, Skanderborg Håndbold hjemme og afslutningsvis Fredericia HK ude. Vinder af slutspillet ligger til det sydfynske højreben - især, hvis det lykkes at trække en sejr i Skansen i Sønderborg, 17. marts.

Annonce

Ingen styr på Gade

Sejren i grundspillet er vigtig, konstaterer fløjen Frederik Bo Andersen, der siger følgende til det digitale kampprogram:

- Det er vigtigt at få to point med til slutspillet - og ikke mindst at få hjemmebanefordel i en eventuel DM-finale. Det vil også være mentalt vigtigt - give en masse selvtillid - hvis vi vinder grundspillet.


Det er vigtigt at få to point med til slutspillet - og ikke mindst at få hjemmebanefordel i en eventuel DM-finale

Frederik Bo Andersen, GOG-fløj


Uden blandt andre playmaker Frederik Tilsted, der blev fodskadet ved torsdagens træning på Mors, var kampen reelt afgjort efter små 10 minutter, hvor GOG førte 5-2. Det var tydeligt, at gæsterne ikke ville kunne følge med i antallet af scoringer fra GOG's angreb, der endog fik pænt gang i kontraspillet.

Men sejren var ikke uden mislyd for GOG. Mors-Thy kom ofte alt for let til sine scoringer. Hjemmeholdet kunne blandt andet slet ikke styre Jonas Gade Nielsen, der endte på ni mål. Både Simon Bogetoft Pytlick og Stig-Tore Moen Nilsen havde problemer på kanterne i forsvaret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce