Annonce
Langeland

Sigtet for butikstyveri samt aggressiv og voldelig adfærd: Politiet to gange til Rudkøbing

Manden truede med at brænde butikken ned, oplyser uddeler Kim Behnfeld Jensen fra Superbrugsen i Rudkøbing. Arkivfoto: Anna Stærbo

RUDKØBING: Politiet rykkede to gange mandag til Rudkøbing, hvor en mand dels blev sigtet for butikstyveri og brugstyveri af et køretøj, dels for aggressiv og voldelig adfærd.

Første gang blev politiet tilkaldt ved 16-tiden. Personale i Super Brugsen Rudkøbing havde stoppet manden, der er 53 år og fra Gribskov Kommune i det nordsjællandske, med nogle øl og en flaske Baileylikør, som han ikke havde betalt for.

I den forbindelse var han truende og aggressiv over for personalet, oplyser politikommissær Rasmus Tyllesen, Fyns Politi.

Annonce

Manden kom til Super Brugsen på en tre-hjulet el-scooter, som senere viste sig stjålet fra nabolaget.

Ingen i Super Brugsen led fysisk overlast, oplyser uddeler Kim Behnfeld Jensen.

- Vi tilkalder politiet hver gang ved butikstyveri. Politiet afgør så, om de kommer forbi, eller om vi ”blot” skal lave en skriftlig anmeldelse, tilføjer han.

- I dette tilfælde var manden stærkt forvirret og beruset, og når han så samtidig truer med at "nakke os" og brænde butikken ned, så mener vi ikke selv, at vi kan håndtere det, siger Kim Behnfeld Jensen.

- Der var så ny ballade herude foran, da jeg tog hjem ved 18-tiden. Jeg har så siden hørt, men ikke selv set det, at han har slået en ung mand ude foran butikken, lige som han stadig var stærkt beruset. I øvrigt bemærkede flere, at han efter første episode fik lov til at køre fra stedet på el-scooteren. De spurgte politiet, om han måtte, når han var beruset, men politiet greb ikke ind, tilføjer uddeleren.

Rasmus Tyllesen kan ikke ud fra sin døgnrapport se, hvad der rent faktisk skete første gang.

- Patruljen har nok ikke vidst ved første episode, at el-scooteren var stjålet. Det finder de ud af senere, og om man må køre på den, kommer an på præcist hvilken type køretøj, det var. Naturligvis ikke, hvis man er meget beruset, men jeg kan ikke komme nærmere ind på denne del af sagen, siger politikommissæren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce