Annonce
Søsiden

Sidste udkald: Projekt opgivet - færgens ejer døde

Claus Bendix Nielsen, Bedsted i Thy - tidligere Jens Kristensens skibstegnestue i Marstal - er mester for denne flotte tegning af Ellen-Søby som nybygget i Marstal i 1960. Claus Bendix Nielsen har som forlæg haft de originale tegninger fra værftet.
Faaborg-Søbys tredje færge med Ellen i navnet fortsatte i Sejerø Bugt og i fart mellem øer omkring Bahamas. Søsiden opklarer dens skæbne.
Ligesom sin forgænger Ellen på ruten Faaborg-Søby blev den nye Ellen-Søby bygget på H. C. Christensens Stålskibsværft i Marstal. Ellen-Søby var dermed Faaborg-rutens tredje færge med brug af navnet Ellen. Ellen-Søby var en moderne nybygning tænkt i privatbilismens eksplosive tidsalder og dermed et stort fremskridt for Øernes Dampskibsselskab. Ellen-Søby betjente Faaborg-ruten i 12 år. Afløseren brød med den lange Ellen-tradition. Det skete i 1972 med anskaffelsen af nybygningen Ærøpilen leveret fra Husum. M/f Ellen-Søby fik efter årene i Det Sydfynske Øhav under navnet Runden 25 år på ruten Sejerø-Havnsø ved Samsø Bælt. Undervejs fik færgen påbygget styrehus agter og - ligesom fx Ærøsund - overbygget fordækket. Fra Sejerø-Bugten blev færgen i 1999 solgt til et rederi på Bahamas. Eller rettere, den var i første omgang på vej til at blive solgt til lokalfart fra den italienske by Napoli til øen Procida, Men den handel blev aldrig afsluttet. Under sit nye navn Lisa J blev færgen i stedet under Honduras-flag indsat i trafikken mellem havnene Nassau og Morgans Bluff i Bahamas. I 2005 investerede ejeren, rederiet North Andros Shipping Co. Ltd. i nyt Caterpillar- hovedmaskineri og fortsatte driften. Færgen blev afhændet i 2010.
Annonce

Kontakt til Bahamas

Og hvad skete der så? Den gamles Ærø-færges videre skæbne fremgår ikke dokumenteret af umiddelbart tilgængelige kilder, så det satte Søsiden sig for at opklare.

Efter forsøg på at skabe forbindelse til bl. a. havnemyndigheder og et større rederi på Bahamas kom gennembruddet. Det fandt vi i kølvandet på en positiv kontakt til en amerikansk marinehistoriker og forfatter, Eric Wiberg, primært specialist i u-både. Han lodsede os frem til Dan Romence fra værftet Bradford Marine i Freeport Grand Bahama.

- Han må vide det, fastslog Eric Wiberg.

Ejer døde

Dan Romence fortæller til Søsiden, at manden, der købte den gamle Ærø-færge i 2010, en lokal Mr. Bowleg, sendte den på værft. Det viste sig, at Mr. Bowleg ikke havde råd til at betale dokning og renovering. Manden opgav sit projekt og efterlod færgen på værftet, hvor Dan Romence er vicedirektør.

Mr. Bowleg døde, og værftet solgte derefter færgen til ophugning. Exit Ellen-Søby.

Dansk gast på visit

Dan Romence tilføjer i en krølle til historien om den tidligere Ellen-Søby, at værftet for nogle år siden dokkede en yacht med en dansk dæksgast om bord:

- Drengen kom ind på mit kontor og sagde, at han synes, at der var noget bekendt ved færgen. Så jeg gav ham lov til at gå om bord. Bagefter vendte han tilbage og fortalte, at netop denne færge hver dag havde bragt ham fra en dansk ø og ind til fastlandet for at gå i skole. Bl. a. blev han bekræftet af et dansk skilt om bord, beretter Dan Romence fra Bahamas.

Den Marstal-byggede, tidligere Ellen-Søby som Lisa J på Bahamas. Nu er den ophugget. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce