Annonce
Faaborg-Midtfyn

Sexklub-ejer springer ud som musiker: Peter Spælling vil få Midtfyns Festivalen til at swinge

Ejer af swingerklubben Afrodite, Peter Spælling, drømmer om at spille på Midtfyns Festival. Foto: Kasper Buur Nielsen
Indehaver af swingerklubben Afrodite, Peter Spælling, vil prøve kræfter med livet som solomusiker. Første koncert er d. 31. januar i Årslev musikforening, hvor han skal varme op for "Bad Mondays". Afrodite-ejeren drømmer dog allerede om at optræde på Midtfyns Festival.

Ringe: Stamgæster på swingerklubben Afrodite kender sikkert allerede til den. Ejeren, Peter Spællings, store, svulstige drøm. Mange aftener i Ringes swingerklub afrundes med at Afrodite-ejeren spiller et nummer eller to på sin guitar, der hænger på klubbens væg ved siden af de tunge chesterfield sofaer.

De mange intimkoncerter har givet Peter Spælling blod på den akustiske guitar, og han søger nu større musikalske udfordringer, der forhåbentlig kulminerer med en koncert på Midtfyns Festivalen. Han starter dog i mindre målestok, når han den 31. januar spiller sin første solokoncert nogensinde i Årslev musikforening.

- Livet kildrer, når du kommer ud på den tynde is. Brister den eller bærer den? Hvis den nu skulle briste, så håber jeg selvfølgelig ikke, de kaster ting efter mig, fortæller Peter Spælling.

Selvom det umiddelbart kan virke som om, ejeren af swingerklubben i Ringe har fanget idéen om at være musiker i den neonfarvede, fugtige luft, er det ikke tilfældet. Siden Peter Spælling var 16 år gammel, har han spillet musik. Faktisk har han allerede optrådt to gange på Midtfyns Festivalen. Først som trommeslager i et børnerockband, og sidenhen som 31-årig bassist i AC/DC-coverbandet Dirty Deeds.

- Det var en oplevelse, der lagrede sig for livet, konstaterer den nu 52-årige swingerklub-indehaver.

Annonce

Livet kildrer, når du kommer ud på den tynde is. Brister den eller bærer den? Hvis den nu skulle briste, så håber jeg selvfølgelig ikke, de kaster ting efter mig

Peter Spælling, musiker og indehaver af Afrodite

Vilde Planer

Da Peter Spælling som ung musiker trådte frem på scenen, var det ofte til lyden af hård rock. Det er en genre han stadig ynder at dyrke og nyde til koncerter på blandt andet Copenhell. Men når den nyslåede solo-artist skal optræde i Årslev, får forstærkeren en anden lyd. Det er nemlig en blødere udgave af Peter Spælling, der udover udvalgte covernumre af blandt andet Kim Larsen vil spille sin egen hjemmekomponerede musik. Han finder inspirationen i følelsesmæssig stærke oplevelser:

- Det kan være, at man har mødt kvinden i sit liv og laver en naiv sang om, at man har mistet overblikket, fordi man er i den der sindssyge tilstand, der hedder forelskelse.

Det er ambitiøse planer om sangskrivning og koncerter Afrodite-ejeren har udklækket, men det ligger meget naturligt til ham. Da han for 17 år siden åbnede swingerklubben i Ringe, var det langt givet, at det skulle blive en succes.

- Jeg har nok den der Pippi Langstrømpe-filosofi: det ser svært ud, det kan jeg sikkert godt finde ud af.

Fra dag ét sørgede Peter Spælling for altid at snakke om klubben, hver gang han havde muligheden. Efter en uge kendte hele byen til Afrodite.

- Så væltede det bare ind. Vi stod bare og kiggede på hinanden måbende, og tænkte: hold da op.

Svære tider

Det har ikke altid været et rosenrødt knald for klubben gennem de 17 år. Ligesom alle andre brancher blev swingerklubberne i Danmark hårdt ramt af nullernes finanskrise. Førhen var der 18 swingerklubber i Danmark. I dag er der ti.

- Dem, der var veldrevne, står endnu, og dem, der var skidte, bukkede under. Og det var faktisk rigtig sundt. At det er veldrevne forretninger, der er tilbage, konstaterer Peter Spælling.

Selvom Afrodite-ejeren har haft en masse succeser, har der også været fejlskud. For fem år siden prøvede han at indføre tema-aftener for biseksuelle i swingerklubben, men allerede efter ét enkelt år måtte han erkende, at interessen var udeblevet.

- Vi prøvede med forskellige tiltag og prøvede at lokke. Det var jo nærmest gratis at komme til sidst. Jeg tror, vi var for tidligt ude, forklarer Peter Spælling, der ikke vil afvise at afprøve konceptet igen engang i fremtiden.

Når tingene var svære, har Peter Spælling brugt musikken til at hjælpe sig videre. Dengang han mistede et barn, blev skilt og tingene var mere komplicerede end mislykkede arrangementer for biseksuelle, tog han på tour.

- Jeg prøvede at komme på benene igen. Jeg vil ikke sige, jeg var sendt til tælling. Jeg var knockoutet.

Det selvkonstruerede terapiforløb bestod af tonsvis af koncerter, fester og rock n roll.

- I stedet for sidde derhjemme og være jammerlig og have ondt af mig selv, så var folk der klappede af mig på scenen. Det gjorde da en forskel.

Peter Spælling

52 år

Bor i Ringe og ejer swingerklubben Afrodite Club

Har spillet musik i mange år bla. i AC/DC-coverbandet Dirty Deeds

Spiller sin første solo-koncert d. 31. januar i Årslev Musikforening som opvarmning for bandet Bad Mondays

Uddannet pædagog

Afrodite er sikret

Når Peter Spælling lufter sin lille Chihuahua, går de ofte ned på festivalpladsen. Så står han og hunden og drømmer om fremtiden, mens de tænker på fortiden.

- Tænk en magi der sket på de bakker, der bare står grønne og smukke.

Men Peter Spælling ved godt, at en koncert på Midtfyns Festivalen er lidt urealistisk på nuværende tidspunkt.

- Måske jeg kunne få lov til at få den dårligste tid, lyder det fra den nyslåede soloartist, mens han forklarer, at fokus er fuldt ud på den 31. januar.

Trofaste Afrodite-kunder skal dog ikke frygte for Peter Spællings mulige succes. Selvom han en dag måske bliver en stor stjerne, vil han altid holde fast i swingerklubben.

- Afrodite er mit barn. Jeg elsker den klub her.

Peter Spælling har spillet i mange bands, bla. et børnerockorkester og flere forskellige coverbands. Nu springer han ud som solo-artist. Foto: Kasper Buur Nielsen
Peter Spælling vil d. 31. både spille kendte sange fra bla. Kim Larsen og sine egne sange. Foto: Kasper Buur Nielsen
Første skridt på vejen mod Midtfyns Festival er opvarmningskoncerten d. 31. januar. Peter Spælling håber publikum vil tage godt imod ham. Foto: Kasper Buur Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Se billeder fra statsminister-visit: Skoledreng krævede svar om organdonation

Svendborg

Statsministerbesøg i Svendborg: Spørgelystent publikum holdt Frederiksen til ilden

Annonce