Annonce
Kultur

Følg med hjemme i stuen: Filmfesten Svend går digitalt

Uddelingen af Svend-prisen finder normalt sted på torvet i Svendborg, men i år rykker prisuddelingen indenfor og afholdes i Scala Svendborg. Publikum kan følge med via livestream hjemmefra stuerne. Foto: Pressefoto.
Torvet i Svendborg agerer normalt scene for uddelingen af Svend-prisen. Men i år bliver det anderledes. Nu kan du smække benene op og se med hjemme i stuen, for årets Svend bliver livestreamet fra biografen Scala i Svendborg ud til hele landet.
Annonce

Film: Normalt agerer Svendborg by scene for filmfesten Svend og bliver i en uge omdannet til et stort filmmekka, hvor alverdens forskellige filmarrangementer står på programmet. Men i år er det anderledes - Svend-prisen går live.

Tidligere på året måtte holdet bag Svend meddele, at dette års filmfest, med tilhørende prisuddeling, grundet corona-situationen var aflyst. Men i juli lysnede det hele, og det kom frem, at Svend20 alligevel blev en realitet, dog i et lidt kortere og anderledes format end ellers.

Ny form og farve

Det er 16. gang, Svend-prisen uddeles, og denne gang bliver det i en lidt alternativ form set i forhold til de tidligere år. Normalt samles folk på Torvet i Svendborg og har en fest sammen med filmuniversets mange kendte ansigter. Men på grund af forsamlingsforbuddet kan publikum i år ikke være fysisk til stede ved prisuddeling. I stedet kan de nu læne sig tilbage i sofaen, finde popkornene frem og trykke på play.

Dette års uddeling vil blive livestreamet direkte hjem til stuerne i det ganske land. Hele herligheden bliver skudt i gang onsdag 26. august klokken 19, hvor der vil være rød løber og mulighed for at se danske filmkendisser helt tæt på. Her kan man blandt andet få fornøjelsen af at se Trine Dyrholm, som sidste år vandt en Svend-pris for sin hovedrolle i "Dronningen", Amanda Collin, kendt fra den prisvindende film "En frygtelig kvinde", Kirsten Lehfeldt og Mia Lyhne, der begge er aktuelle med filmen "Madklubben" og Stephania Potalivo, kendt fra komediefilmen "Jagtsæson", som er nomineret i kategorien Årets danske film.

Rasmus Bjerg gir den op

Årets vært er multitalentet Rasmus Bjerg, og han er ikke spor fremmed i Svend-land. I 2018 hev han selv to priser hjem blandt andet for sin hovedrolle i filmen "Så længe jeg lever", hvor han portrætterer den folkekære musiker John Mogensen.

Skuespiller Rasmus Bjerg er vært ved uddelingen af årets Svend-pris i Scala Svendborg. Han er blandt andet kendt for sin rolle i filmen "Så Længe Jeg Lever", hvor han portrætterede musikeren John Mogensen. Arkivfoto: Ole Mortensen

Selvom omstændigheder i år har sat andre rammer for prisuddelingen, så lover Svend-holdet, at det nok skal blive en fest alligevel, når Rasmus Bjerg fra scenen i Scala Svendborg klokken 19.30 kan byde velkommen til selve prisuddelingen.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at være vært for Svend20. Jeg fik jo selv prisen for "Så længe jeg lever" og synes, at den som publikumspris er en af de allervigtigste priser, man kan modtage. I år uddeler vi så desværre priserne under mere lukkede forhold i Scala, men jeg vil gøre mit til, at vi alle får en festlig aften, lyder det i en pressemeddelelse fra Rasmus Bjerg.

Annonce

En publikumspris

Svend-prisen bryster sig af at være folkets pris. Det er nemlig den eneste filmpris i Danmark, hvor det er publikum, der vælger vinderne blandt de nominerede film, serier, skuespillere og skuespillerinder.

Kategorier

I år uddeles der otte SVEND Priser - og de nominerede er...

Årets danske film
Blokhavn – instrueret af Gigis
De forbandede år – instruktør Anders Refn
En helt almindelig familie – instruktør Malou Reymann
Jagtsæson – instruktør Tilde Harkamp
Klovn the Final – instruktør Mikkel Nørgaard
Kollision – instruktør Mehdi Avaz
Krudttønden – instruktør Ole Christian Madsen
Onkel – instruktør Frelle Petersen
Ser du månen, Daniel – instruktører Niels Arden Oplev / Anders W. Berthelsen
Valhalla – instruktør Fenar Ahmad

Årets danske børnefilm
Drømmebyggerne – instruktør Kim Hagen Jensen
Gooseboy – instruktører Michael Wikke & Steen Rasmussen
Mugge & Vejfesten- instruktører Mikael Wulff & Anders Morgenthaler

Årets udenlandske børnefilm
Den lille afskyelige snemand
Frost 2
Kæledyrenes hemmelige liv 2
Løvernes Konge
Toy Story 4

Årets udenlandske film
Downton Abbey
Joker
Jumanji 2: The Next Level
Once Upon a Time in…..Hollywood
Star Wars: The Rise of Skywalker

Årets kvindelige skuespiller
Bodil Jørgensen for De forbandede år
Jette Søndergaard for Onkel
Sofie Torp for Ser du månen, Daniel

Årets mandlige skuespiller
Esben Smed, for Ser du månen, Daniel
Jesper Christensen for De forbandede år
Mikkel Boe Følsgaard for En helt almindelig familie

Årets danske TV dramaserie
Badehotellet Vll – 6 afsnit TV2
DNA – 8 afsnit TV2
Fred til lands – 8 afsnit DR1
Når støvet har lagt sig – 10 afsnit DR1
Tinka og Kongespillet – 24 afsnit TV2

Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie
Arian Kashef for Når støvet har lagt sig/DR1
Josephine Højbjerg for Tinka og Kongespillet/TV2
Morten Hee Andersen for Fred til lands/DR1

Afstemningen lukkede 19. august.

Svend-prisen vil blive livestreamet på alle Jysk Fynske Mediers nyhedssites.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tåsinge-brugs drukner i pakkepost: - Det går selvfølgelig ud over Svendborgs specialbutikker

Annonce