Annonce
Fyn

Millioner til det gode seniorliv: Borgerne skal med på råd

Seniorhuset i Odense er et af de steder, seniorer kan dyrke fællesskabet og eksempelvis dyrke motion sammen. Byrådet har afsat 50 millioner kroner til forbedringer af de fysiske rammer for seniorer og vil gerne have borgernes input til, hvordan de bruges bedst.  Arkivfoto: Nils Svalebøg
Politikerne vil inddrage seniorer i, hvordan rammerne for seniorlivet i Odense kan forbedres for 50 millioner kroner.

Odense: Hvad skal der til for at leve et godt og aktivt seniorliv i Odense, og hvilke fysiske rammer er der behov for?

Det spørgsmål stiller byrådets politikere bredt ud til alle borgere i Odense Kommune over 55 år, der inviteres til at give input til beslutningen om, hvordan man bedst bruger 50 millioner kroner afsat frem mod 2030 til at forbedre byens fysiske rammer for seniorer.

De 50 millioner kroner er afsat i den store velfærdsaftale "Velfærdens Fundament," der de kommende 10 år afsætter 1,8 milliarder kroner til at sikre de fysiske rammer for velfærden. Pengene skal bruges til renoveringer, forbedringer og modernisering af vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, plejecentre, plejeboliger og handicaptilbud. Der skal også være penge til mere attraktive rammer for idræts-, fritids- og foreningslivet.

På alle områder er det meningen, at borgerne skal inddrages i beslutningsprocessen.

Inddragelsen af borgerne over 55 år vil ske via dialogmøder, spørgeskemaundersøgelser og via et nyt seniorambassadør-panel, der nedsættes til lejligheden.

De fysiske dialogmøder er udsat til senere på året på grund af corona-situationen, men borgerne inviteres i første omgang til at deltage i debatten via et spørgeskema på kommunens hjemmeside og eventuelt melde sig til det seniorambassadør-panel, som senere på året skal i direkte dialog med politikerne.

Arbejdet med at fordele penge til fritidslivet, lokalsamfundene og skolerne er i fuld gang, og den 3. marts tager byrådet endelig stilling til, hvordan 95 millioner kroner til fritidslivet skal fordeles. Den overordnede plan for, hvordan 625 millioner kroner fordeles til renoveringer og moderniseringer på skoler og i lokalsamfund, er også på plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce