Annonce
Svendborg

Seminarier i overlevelseskamp i hele landet

Flere seminarier på Sjælland og i Jylland kæmper for livet side om side med Skårup

Baggrund

Af Ole Grube

olgr@faa.dk

SKÅRUP: Det er ikke kun på Sydfyn, at der er indledt en kamp for at redde det lokale lærerseminarium. I flere andre provinsbyer kæmper de også for at bjærge deres læreruddannelse.

Det største slag slås netop nu i det midt- og vestjyske, hvor to af de fire læreruddannelser under VIA University College ? seminarierne i Nørre Nissum og Skive - er truet af lukning. Også seminariet i Silkeborg er der skabt usikkerhed om.

Bestyrelsen i professionshøjskolen har opstillet et forslag om, at seminarierne i Nørre Nissum og Skive lukkes, og at der i stedet laves en ny læreruddannelse som en del af det såkaldte Campus Holstebro. Beslutningen træffes på et bestyrelsesmøde den 1. februar.

En oversigt over seminarierne i Danmark.Grafik: Danny Larsen
Annonce

Fælles kamp

Ligesom på Sydfyn er de vestjyske studerende gået i aktion med protester og støttegrupper på Facebook. Også de lokale politikere er gået aktivt ind i kampen for de to små seminarier.

Svend Aage Povlsgaard, studieleder på Nr. Nissum Seminarium, ser det dog som en styrke i den kommende overlevelseskamp, at flere små seminarier er truet af lukning samtidig.

- Jeg tror, det er en fordel, at flere seminarier er truet mod lukning på samme tid, fordi det giver større politisk bevågenhed. Det ville nok være lettere at lukke Nr. Nissum eller Skårup, og så lade det gå en rum tid, før man tog fat på det næste.

- Der er lige nu politisk bevågenhed om, hvordan det uddannelsespolitiske landkort skal se ud, når tre udkantsinstitutioner er i spil samtidig. Når det er tilfældet, kommer der også politisk fokus på, at professionshøjskolerne ifølge lovgivningen skal leve op til en regional forpligtelse. Den politiske bevågenhed kan måske blive redningen i både Skårup, Nr. Nissum og Skive, siger Svend Aage Povlsgaard.

Han understreger samtidig, at det er umuligt at lave en ligeså billig læreruddannelse i Nr. Nissum og i Skive, som i Århus og Silkeborg, der er de to andre hjul i læreruddannelsen i VIA University College.

- De kan ikke fange os på det faglige, men det er klart, at det rent kvadratmetermæssigt er billigere at uddanne lærere i Århus og Silkeborg, fordi der er flere studerende, siger Nr. Nissum-lederen.

Annonce

Redning i Holbæk

Det over 100 år gamle Haslev Seminarium blev for et år siden dømt til lukning. De sidste studerende flyttes efter sommerferien til det lokale gymnasium, hvor de skal gøre deres uddannelse færdig. Derefter er det slut.

Haslev Seminarium er en del af University College Sjælland, der også omfatter seminarierne i Vordingborg og Holbæk, og netop seminariet i Holbæk er det faktisk lykkes at redde. I hvert fald foreløbig.

Holbæk Seminarium var længe truet af lukning, og fra flere sider peges der på, at det var pres fra politikerne i det lokale regionsråd, der var udslagsgivende, da bestyrelsen i University College Sjælland trak lukningsplanerne tilbage.

- Det er også min vurdering. Derudover var det i høj grad nogle argumenter om lærerforsyningssikkerheden i det nordvestsjællandske område, som vejede tungt, da bestyrelsen reddede seminariet, vurderer Gert Fosgerau, der dengang var dekan for det lærerfaglige fakultet under UCS.

Holbæk Seminarium er nu slået sammen med en nyoprettet læreruddannelse i Roskilde som en del af Campus Roskilde. Spørgsmålet er, om sådan en model vil kunne anvendes i et samspil mellem seminarierne i Skårup og Odense.

- Det tør jeg ikke sige noget om, men det er klart, at det ikke er uproblematisk i forhold til, hvilke linjefag de studerende vælger, og hvilke fag der udbydes de to steder. Det kan godt være bekymrende for fremtiden, fordi det største udbud af linjefag vil være i Roskilde, siger Gert Fosgerau.

Annonce

Lukning i Ribe

Seminariet i Haslev er ikke det eneste af de gamle læreruddannelser, der er blevet dømt til lukning. Efter 110 år som byens store uddannelsesinstitution, sendte Ribe Seminariet i sommer de sidste lærere på gaden.

Helt tilbage i 1989 var seminariet truet af lukning, men det blev dengang reddet til fordel for lærerseminariet i Esbjerg, der blev lukket. Nu går strømmen den stik modsatte vej.

Trods voldsomme lokale protester besluttede bestyrelsen i University College Vest i 2006 at lukke Ribe Seminarium og samle alle pædagogiske uddannelser i Esbjerg. Baggrunden for lukningen af Ribe Seminarium var et for beskedent antal studerende.

Folketingsmedlem og tidligere Ribe-borgmester, Venstremanden Preben Rudiengaard, var aktiv i kampen for seminariet, men trods lange og intense drøftelser med partifællen, undervisningsminister Bertel Haarder, endte han med at tabe. Alligevel sender Preben Rudiengaard gerne et godt råd videre til Skårup.

- I skal gå til alle bestyrelsesmedlemmerne og få dem til at indse, at det er en forkert beslutning. Her hos os blev bestyrelsesmedlemmerne taget med bukserne nede i forhold til formanden og nogle få toneangivende medlemmer, så det er vigtigt at fremføre sine argumenter for alle bestyrelsesmedlemmerne, siger Preben Rudiengaard, der beklager truslen mod uddannelsesinstitutionerne i de mindre byer.

- Jeg er decideret modstander af denne her supercentralisering af alting, for det ødelægger de mindre samfund. Det har jeg selv oplevet i Ribe. Byen er ikke den samme efter, at seminariet er lukket, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce