x
Annonce
Fødselsdag

Selv om man fylder 100 år, kan man godt glæde sig til den næste sommerudflugt

Privatfoto

Aksel Thorkild Eli Jespersen, eller murermester A. Th. Jespersen, fylder 100 år torsdag den 20. februar.

Født den 20.02.1920 i Fraugde og opvokset som nr. 10 af 12 børn, af forældre hvor moderen var husmor og faderen var smed på plovfabrik i Fraugde, så pengene var små.

Aksel kom i lære som murer og blev udlært 1940. Faktisk fortæller han gerne, at netop den dag, hvor han stod sin svendeprøve, fløj tyskerne ind over Danmark og Besættelsen var en realitet.

Allerede i 1946 startede han som murermester med selvstændig virksomhed. Op gennem årene voksede virksomheden, og i sin storhedstid havde Murermester A. Th. Jespersen 37 svende og lærlinge ansat. Især Hømhuse og Vila Deluxe blev opført både i og uden for Odense i massevis.

Murermester Jespersen var fagligt aktiv og derfor indmeldt i Murermesterforeningen i 1946. I dag er han det medlem med ældst anciennitet med 70-års jubilæum bag sig for flere år siden og samtidig ældste nulevende medlem.

Jespersen deltager fortsat gerne til de sociale arrangementer i foreningen, og både Vinterfesten og den årlige sommerudflugt ses der frem til med forventning.

I sit privatliv dannede Jespersen par med Edel i 74 år. Hun var en stor støtte for Aksel, og hun tog en aktiv del i firmaet og i det omfangsrige repræsentantskab, der fulgte med i at skabe den blomstrende virksomhed.

Sammen fik de en datter og siden to børnebørn og fire oldebørn. I dag er Aksel enkemand.

Murermesterens store lidenskab er bridge. Siden han fik et spil kort i hånden i 1974, har han ikke sluppet det igen. Det har ført til medlemskab i en del bridgeforeninger og derved kortspil tre gange om ugen.

Det har også betalt sig, for det har givet mange flotte placeringer i turneringerne, hvor han fortsat ligger i toppen den dag i dag.

Det er derfor en 100-års fødselar, der stadig er åndsfrisk, og som kan se tilbage på et aktivt og rigt liv. En murermester, der har sat sit aftryk på Odenses vækst og på erhvervslivet, bl.a. med at udlære en masse lærlinge gennem årene.

Det er sjældent set, at en 100-års fødselar har så stor en berøringsflade. Derfor holdes der også åbent hus i dagens anledning.

Alle er velkomne til at fejre Aksel Jespersen i lokalerne hos Næsbyhoved Skov, Kanalvej i Odense, torsdag den 20. februar kl. 14-16.30.

Af hensyn til traktementet bedes der tilmeldes hos datteren Jette Kiilstofte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce