Annonce
Ærø

Seks nye statsborgere blev budt velkommen med albue og kransekagetoppe

Amir Shahzad og borgmester Ole Wej Petersen sætter deres underskrift. Foto: Lærke Rostgaard Nielsen.
Håndtrykket var skiftet ud med albuen, og spritbeholderne var fyldt til randen, da seks nye danskere i torsdags fik deres statsborgerskab ved en grundlovsceremoni i byrådssalen på Ærø Rådhus.

Ærøskøbing: Byrådssalen på Ærø Rådhus fik besøg af mange forskellige nationaliteter, da der blev holdt grundlovsceremoni i torsdags. I løbet af dagen ankom seks smilende mennesker til salen, og da de forlod den igen, var smilene endnu større. Ved afskeden kunne de nemlig kalde sig for danske statsborgere. Noget, som havde været længe undervejs for flere af dem.

Engelskfødte Vicki Care har boet i Danmark siden 1981, og de sidste fire år har hun tilbragt i Ommel på Ærø. For hende har det nye statsborgerskab en særlig betydning.

- Min mor var dansk, og min far var engelsk. Og fordi jeg er opvokset i England, føler jeg mig mest engelsk, men jeg har altid gerne villet have et dansk statsborgerskab også, så da Danmark åbnede op for dobbelt statsborgerskab, så greb jeg chancen, fortæller Vicki Care, der i dagens anledning har taget sin veninde med, som flittigt foreviger begivenhederne med et kamera.

Annonce

Sædvanligvis ville de seks borgere skulle trykke Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen (S), i hånden og skrive under på, at de vil overholde den danske grundlov, før de kan kalde sig danske statsborgere. Men også her har coronaen gjort sit indtog, og håndtrykket er i stedet skiftet ud med en hilsen med albuen.

- Én lov siger, at vi skal give hånd, én anden siger, at vi ikke må, derfor giver vi albue, siger Ole Wej Petersen med et grin.

Vigtig ceremoni

I midten af salen er bordene stillet i en hesteskoform med nøjagtig 15 stole placeret omkring, og foran hver stol finder man en mikrofon. Pladserne er normalt besat af kommunalbestyrelsesmedlemmerne, men i dag har stolene fået nyt selskab - eller rettere enkelte af dem har, for de seks nye statsborgere er inddelt i tre hold for ikke at være for mange samlet. Så selv med den ene gæst, som hver af de nye statsborgere må have med, kan dagens selskab hverken halvt eller helt fylde pladserne op.

- Normalt ville det jo nok være mere festligt med flere mennesker, men det er ikke en mulighed med corona, siger Ole Wej Petersen, imens han kigger ud på de mange tomme stole, der står langs væggene hele vejen rundt i lokalet.


Jeg fik helt gåsehud og en klump i halsen, da jeg stod deroppe.

Vicki Care


I hjørnet af byrådssalen er der anrettet et lille tag-selv-bord med kransekagetoppe, danskvand og kaffe. Og med solskin fra en skyfri himmel udenfor bliver de kommunale rammer alligevel lidt festlige på trods af menneskemangel.

Og for dem, som det hele handler om, er det vigtigste at få deres nye titel, så kan de tomme stole og kransekagetoppe komme i anden række.

Amir Shahzad er en af dem, der efter ceremonien kunne kalde sig dansk statsborger.

- Det føles godt. Jeg kom til Danmark i 2009 for at arbejde, så det er rart at være dansk statsborger nu. Mine børn er jo også danske, siger Amir Shahzad, der nu både er ejer af et dansk og et pakistansk statsborgerskab.

Smilene var store hos både Vicki Care og borgmester Ole Wej Petersen, da de udvekslede alternative håndtryk. Foto: Lærke Rostgaard Nielsen.

Egentlig havde Vicki Care tænkt, at det ikke ville være noget særligt, men da hun satte sin underskrift på papiret og fik håndtrykket, kunne hun alligevel mærke, at det betød noget.

- Jeg fik helt gåsehud og en klump i halsen, da jeg stod deroppe, lød det fra den nu danske statsborger.

Og selvom ceremonien kan virke som proforma, så er håndtrykket faktisk afgørende for at kunne kalde sig dansk statsborger - i hvert fald når det ikke er coronatider.

- Det er først, når underskriften er sat, og der er givet hånd, at man er dansk statsborger, fortæller Ole Wej Petersen.

Kommunerne er forpligtet til at afholde grundlovsceremonier mindst to gange om året, men på Ærø afholdes det ofte flere gange, hvis det efterspørges af ærøske borgere, som modtager statsborgerskab.

- Vi er åbne over for at holde grundlovsceremoni for alle, også selvom borgerne tilhører en anden kommune, siger borgmesteren.

Amir Shahzad er en af dem, der har valgt at tage til Ærø for at få sit danske statsborgerskab. Han bor egentlig i Albertslund til daglig, men han havde taget turen fra Sjælland til Ærø for at få sit statsborgerskab.

Annonce

Fejres med venner og familie

Både Amir Shahzad og Vicki Care havde planer om at fejre dagen, når de var færdige med det ceremonielle i byrådssalen.

Amir Shahzad havde valgt at tage familie og venner med til Ærø for at få sit statsborgerskab. På grund af corona-restriktionerne måtte Amir Shahzad dog kun have én gæst med ind i byrådssalen, men udenfor stod de andre klar til at fejre ham, da han var færdig. Og med fem timer til færgeafgang skulle tiden bruges på at udforske Ærø.

- Det er første gang, vi er på Ærø, så vi har pakket en madkurv og skal ud og se øen, inden vi tager hjem igen, fortæller Amir Shahzad, der har taget plads på en af byrådsmedlemmernes plads.

Også Vicki Cares fejring bød på venner, men madkurven var skiftet ud med et besøg hos bageren.

- Jeg og mine to veninder skal bare hygge os og fejre det med kage, siger Vicki Care.

Men for Vicki Care er der ingen tvivl om, hvad det bedste ved det nye statsborgerskab er.

-Nu glæder jeg mig bare til folketingsvalg, så jeg kan få lov at stemme for første gang i Danmark, lød det fra en af dagens hovedpersoner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Er udviklingsgrådigheden ved at gå for vidt, Svendborg Kommune?

Annonce