x
Annonce
Søsiden

Diskussionen fortsætter: Sejlforening fastholder jollen Sus’ ophav og alder

Indtil andet er dokumenteret, vil Henrik Effersøe fra Kjøbenhavns Amatør Sejlklub fastholde, at kølbåden Let er Danmarks ældste eksisterende fartøj bygget til lystsejlads. Let er fra 1888 og under renovering i Helsingør. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Jollen blev i 1994 overdraget til grundlæggeren af Danmarks Museum for Lystsejlads.

SVENDBORG Diskussionen om jollen Sus’ alder, historie og ophav slutter næppe med Søsidens artikler i dag.

Fra Orø i Holbæk Fjord lyder det fx fra formanden for Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer, Simon Bordal Hansen:

- Jeg har haft lejlighed til at se dokumentationen omkring Let (kølbåden i Helsingør, red.). Den er solid. Jeg har ikke set dokumentationen for Sus. Men den kan jo godt vise sig at være lige så solid. Vi har i vores forening tænkt os at se nærmere på det i løbet af foråret. Spørgsmålet er, om historien om Sus alene bygger på mundtlige overleveringer? Jeg kan ikke ud fra det, jeg ved, nu sige om Sus er den ældste lystbåd. Vi holder spørgsmålet åbent indtil videre, fastslår Simon Bordal Hansen.

Den dokumenterede del af historien om Sus’ alder kan som billedet tegner sig nu spores tilbage til krigsårene.

Omkring 1944 blev jollen købt af en far og søn, Oscar og Christian Schønbeck i Nykøbing Falster. De var engageret i en af Danmarks ældste sejlforeninger, den lokale Vikingen. Og det siges på Falster - foreløbig udokumenteret - at “Benzon-konstruktionen” Sus var med som lystbåd, da Vikingen blev holdt over dåben i 1869.

Jollens efterfølgende godt 80 år frem til familien Schønbecks overtagelse i eller omkring 1944 er heller ikke - så vidt vides - dokumenteret. Måske gemmer der sig materiale et eller andet sted ...?

Sus skiftede ejer efter 50 år, da Christian Schønbeck forærede den til Danmarks Museum for Lystsejlads i 1994. Det var to år før museet åbnede på Valdemars Slot på Tåsinge.

Annonce
- Bent er sikker på, at jollen er tegnet og bygget af Benzon, men vil ikke lægge hovedet på blokken om dette skete i 1869, men det mener han helt sikkert, at den er.

- Det er en Benzon

Søsiden har spurgt Niels Thal Jensen, forfatter til sejlforeningen Vikingens 150 års jubilæumsskrift fra sidste år, om historisk dokumentation for Sus:

- Jeg har talt med Bent Krøyer fra Sejlklubben “Lergraven” her i Nykøbing.

- Bent har sejlet med jollen sammen med Christian Schønbeck. Bent er sikker på, at jollen er tegnet og bygget af Eggert Christoffer Benzon, men vil ikke lægge hovedet på blokken, om dette skete i 1869, men det mener han helt sikkert, at den er. Bent mener også, at jollen er bygget som dæksjolle til et større sejlskib. Hvorfor jollen ikke står opført i bogen om Benzon ved vi ikke.

Så vidt Niels Thal Jensen fra Vikingen.

“Formentlig” Benzon

Niels Thal Jensens udlægning støttes lidt af skiltet på den udstillede jolle i Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg. Skiltet tager dog det forbehold at melde, at jollen “formentlig” er bygget af Benzon. Men skiltet ved jollen har i mange år fastslået, at ”reparationer gennem tiden betyder, at kun kølen, nogle af bundstokkene og enkelte af bordene er fra 1869.”

Når Sus i dag ejes af Nils Bennicke skyldes det, at jollen er udskilt af samlingen, fordi museets sagkundskab har vurderet, at den ikke er original nok. Med museets grundlægger Bent Aare som modtager blev jollen doneret til museet i 1994 af dens mangeårige ejer og bruger, Christian Schønbeck.

Træbådsentusiast Henrik Effersøe efterlyser dokumentation for, at jollen Sus i Svendborg er bygget til lystsejlads i 1869: - Indtil der dukker en pind op med noget kød på, vil jeg antage teorien om Sus for ønsketænkning. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

- Det svæver i luften

Træbåds-entusiasten Henrik Effersøe, der er aktiv i renoveringen af kølbåden Let i Helsingør, stiller sig tvivlende overfor både Nils Bennickes og Nykøbing Falster-sejlernes udlægning af historien om jollen Sus i Svendborg. Selv kan Henrik Effersøe fremvise fuld dokumentation for, at Kjøbenhavns Amatør Sejlklubs Let er den rigtige Let fra 1888:

- Jeg støtter mig til Asgers (Nørlund Christensen, red.) redegørelse. Han har om nogen styr på Benzon. Der er heller ingen dokumentation overhovedet. Ejeren af Sus siger frejdigt, at der intet vides om båden fra 1869 og 80 år frem. Så er det jo svært at vide, at den overhovedet er fra 1869. At den originalt skulle være bygget som lystbåd (i modsætning til nærmest alle andre sprydstagsjoller) er også en påstand, der ligesom svæver i luften uden dokumentation, siger Henrik Effersøe.

Sus' ejer, Nils Bennicke, Svendborg, mener ligesom i sejlforeningen Vikingen, at hans jolle godt kan være fra 1869 og tegnet af Benzon. Et skilt på lystsejladsmuseet i Svendborg skriver "formentlig Benzon" og nævner uden forbehold året 1869. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

- Ønsketænkning

Hushistorikeren i Københavns Amatør Sejlklub, Kim Hegn Hansen har i følge Henrik Effersøe checket kapsejladsresultater fra de tidlige år, og en "Sus" findes ikke.

- Så det med, at den var hurtig og måske sejlede kapsejlads kan heller ikke bekræftes ad den vej, påpeger Henrik Effersøe:

- Martin Stockholm og John Walsted (fra lystsejladsmuseet, red.) var blandt dem, der i 2017 besluttede at udskibe Sus, da man måtte indskrænke museets samling. Man havde en række kriterier, og da fik Sus ikke nok "points". Så indtil der dukker en pind op med noget kød på, vil jeg antage det for noget ønsketænkning fra Nykøbing-folkene, der så er gået i arv og langsomt er blevet en “sandhed”, siger Henrik Effersøe.

Debatten om Sus er også kørt på Facebook. Her skriver en Per Hald:

“Original eller ej - den er fandme flot”.

En Facebook-bruger har denne udlægning af diskussionen om Sus' ophav.
Dette skilt har i mange år siddet på jollen Sus på Danmarks Museum for Lystsejlads, først på Valdemars Slot på Tåsinge og siden på Frederiksøen i Svendborg,. Teksten oplyser, at jollen "Formentlig (er) bygget på Mester Benzons værft i Nykøbing Falster i 1869".
Sejlforeningen Vikingens 150 års jubilæumsbog fra 2019. Heri fastslås (rød understregning), at Sus er en jolle bygget i 1869. Denne oplysning fastholder bogens forfatter, Niels Thal Jensen, over for Søsiden. På øverste foto ses Sus for sejl.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Åbent brev til statsministeren og Danmark fra efterskoleleder

Kære Mette, kære Danmark – lad os passe på hinanden og komme styrkede ud på den anden side. Den 2. april påbegyndte Vejstrup Efterskole, som man har kunnet læse i Fyns Amts Avis, et stafetløb. Formålet med stafetløbet er at vise, hvordan man ”kan være sammen hver for sig”. Formen er at løbe en stafet – virtuel naturligvis på grund af smittefaren – fra Vejstrup på Sydfyn til København. I stedet for at løbe med en fysisk stafet, løber man med et billede på sin mobiltelefon, som man sender til den næste løber, to meter før man mødes. Ambitionen er at aflevere stafetten på Christiansborg til statsministeren inden påske. På næsten samme tid, som vi startede stafetten, mødtes jeg med alle elever til fællestime. I fællestimerne synger vi dels et par sange sammen, dels taler jeg om et emne, som kan være med til at ruste dem til at håndtere de udfordringer, de vil møde og have det godt med – det vi på Vejstrup kalder ”væredygtighed”. Alt sammen foregår naturligvis på afstand med et af de medier, der er blevet skolens væsentligste arbejdsredskaber, ”Teams”. Budskabet med stafetten er at minde eleverne og hele Danmarks befolkning om, hvor vigtigt, det er at bakke statsministeren op i at holde afstand i påsken; at man ikke lader sig rive med af det gode vejr, de traditionelle påskefrokoster samt lysten til at være sammen. For man kan frygte, at mange kan have lyst til det, netop som statsministeren har åbnet døren en smule på klem for, at corona-strategien ser ud til at være succesfuld, og at vi kan påbegynde en genåbning af Danmark efter påsken.

Annonce