Annonce
Svendborg

Se videoen: Stor delfin boltrede sig i Svendborgsund

Et kærestepar fik en oplevelse af de store, da fyren her pludselig dukkede op under parrets sejltur. Fotoet her er fra Jeppe Skytte Hansen videooptagelse af den tre meter lange delfin.
Svendborgensisk par fik en oplevelse ud over det sædvanlige under en sejltur i Svendborgsund tirsdag eftermiddag. I en halv time havde de selskab af en omkring tre meter lang delfin.

Svendborg/Vindeby: 54-årige Jeppe Skytte Hansen har sejlet hele sit liv, og der skal noget til, før han fisker telefonen frem og filmer ned i vandet.

Men det gjorde han ikke desto mindre tirsdag eftermiddag.

- Det var sgu noget af en oplevelse. Vi blev helt høje af det, siger han, da vi kontakter ham lige over middag onsdag for at spørge til en video, han har lagt op på Facebook. Og som er gået viralt, som det hedder, når videoer spreder sig med noget nær lynets hast.

Jeppe Skytte Hansen ejer Hi-Fi Huset i Svendborg, og tirsdag eftermiddag tog han et par timer fri for sammen med kæresten, Mette Jantzen, at klemme det sidste ud af sejlersæsonen.

- Vi ville sejle en tur, inden min sejlbåd skulle på land, og det fortryder vi ikke, fortæller han.

Annonce

En ordentlig kleppert

De var ikke nået langt væk fra havnen i Vindeby, før de så noget i vandet.

- Vi troede først, det var et marsvin, der kom hen imod os, men vi kunne hurtigt se, at det var en ordentlig kleppert. Vi blev faktisk lidt halvbange, fordi den var så stor, siger Jeppe Skytte Hansen, der har sejlet i Middelhavet og derfor ret hurtigt blev klar over, hvad han og Mette Jantzen havde med at gøre.

- Jeg kunne se på finnen, at det var en delfin, og den var omkring tre meter lang, siger han og fortæller, at angsten hurtigt fortog sig.

- Den virkede venligsindet, og vi kunne se på den, at den bare var legesyg. Det var helt fantastisk, siger han om dyret, som ikke bare var på en kort visit.

- Den svømmede under båden og vendte bugen opad, og vi kunne høre, at den gned sig mod stævnen. Og bortset fra, at den to gange forsvandt, fordi Ærøfærgen kom buldrende, var den hos os i en halv time, siger Jeppe Skytte Hansen.

Og det var ikke delfinen, der takkede af, men kæresteparret, der besluttede at sejle en tur til Svendborg.

- Da vi kom tilbage igen, var den der stadig, og der var kommet andre både til. Det var et rent tilløbsstykke, siger Jeppe Skytte Hansen.

Øresvin med hvid næse

Jakob Højer Kristensen, der er chefbiolog på Fjord & Bælt i Kerteminde, har set videoen og kan godt forstå kæresteparrets begejstring.

- Det må have været en fantastisk oplevelse, siger han og oplyser, at der ganske rigtigt er tale om en delfin - af arten øresvin.

Og en egentlig biologisk sensation er der ikke tale om.

- Sidste år havde vi et par ved Nyborg, og det var der i over en måned, siger chefbiologen, der har bidt mærke i, at der er noget særligt ved delfinen i Svendborgsund.

- Den har en hvid snude, og hvorfor den lige har det, ved jeg ikke. Men det er sjovt, og det gør, at man kan følge den rundt. Så hvis nogen spotter den, må de meget gerne skrive til os på vores hjemmeside, siger Jakob Højer Kristensen.

Han mener ikke, at man behøver frygte for øresvinets helbred.

- Der er nogle større grupper ved Skotland og i Nordsøen, så det her er nok bare en, der er på springtur. Og den kan godt klare sig længe her, for vandet er ikke så koldt, og den kan sagtens finde føde, siger han.

Nysgerrig - men pas på

Om delfinen ligefrem legede ved Jeppe Skytte Hansen båd, er ifølge Jakob Højer Kristensen svært at sige.

- Men øresvin har bestemt en nysgerrig side, og det er almindeligt, at de følger med både. Og så har de gode øjne. De kigger op over vandet og kan se dem, der er i båden, og det er derfor, folk får en speciel relation til dem, siger han.

Og endelig har Jakob Højer Kristensen bemærket, at videoen har fået adskillige kommentarer - herunder af folk, som hævder, at de selv ville have smidt tøjet og hoppet i baljen for at lege med delfinen.

Det kan dog ikke anbefales.

- Du kan betragte øresvinet som et baseballbat med 200 kilo muskler bag, og den bruger snuden som våben. Så man skal tænke sig om, lyder det fra Jakob Højer Kristensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

'Til salg'-skilt i Kværndrup er groet til: - Kommunen satser ikke på små landsbyer

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Ejendomsmæglere afviser at annoncere for kommunens grunde: - Vi driver forretning, ikke filantropi

Annonce