Annonce
Søsiden

Se billederne: Frivillige gør havn til et lille søfartsmuseum

Birger Printz er pensioneret folkeskoleleder og formand for Lohals Havn: - Vi vil gerne fortælle den lokale historie om og på havnen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
På havneområdet i Lohals er udstillet en række maritime effekter med lokal tilknytning

LOHALS: Lohals ved Langelands nordspids har masser af havblå fortid at byde på.

Fiskeri, færgefart og bådebygning har i generationer fyldt i miljøet omkring havnen.

Det maritime liv i den tidligere færgeby og fiskerihavn er emne for flere bøger. Takket være lokalt initiativ, er historien også udstillet på havneområdet.

Annonce

Samlet set byder havnen på, hvad man kunne kalde et frilufts-søfartsmuseum. Endda med døgnåbent året rundt.

En robust sag. Bundgarnsjollen RU 19 Per er bygget hos Marinus Jørgensen, Lohals Bådebyggeri i 1946.  Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Bundgarnsjollen Per er udstillet ved det gamle Korsør-færgeleje og indrettet med bænke, borde og maritimt legetøj som rat og gashåndtag. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Informative skilte fortæller lokale og gæster på Lohals Havn om de udstillede genstande. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Joller, ankre, et hyttefad og en ballastbalje er blandt rariteterne. Alt fremstår nyrenoveret og med oplysende skilte om historien. Fællesnævneren for det udstillede er, at det har lokal tilknytning.

"Restauration" i gammel jolle

Birger Printz er den engagerede formand for den privatejede havn. Der skal ikke megen overtalelse til for at få den pensionerede folkeskoleleder til at give Søsioden en rundtur på denne forblæste og solrige april-dag:

- Her skal du se. Det er vores restauration, forklarer Birger Printz og bestiger trappen til bundgarnsjollen RU19 Per ved det gamle færgeleje.

Den robuste motorjolle er bygget til de lokale bundgarnsfiskere Flindt hos bådebygger Marinus Jørgensen på Nordstrandvej i Lohals i 1946.

Når et sejlskib er i ballast - dvs. uden last -  kan der lastes sten for at stabilisere det. Til det formål brugtes en ballastspand som denne. Spanden kan også anvendes til lastning af fx kul eller gødning. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Med respekt for det originale er jollen nu indrettet med lege-gashåndtag og rat, et par børnevenlige borde og bænke og med tilpas nærhed til havnens ”Fisk & Grill”.

Ved siden af jollen Per udstilles et anker fisket i Storebælt af en lokal kutter i 1970 samt en balje til losning og lastning af ballast i sejlskibe.

Annonce

Bundgarnsfisker i over 70 år

Sydligst i lystbådehavnen stopper vi ved den Lohals-byggede jolle SG 366 Alma fra 1946.

I over 70 år tjente bundgarnsfisker Karl Aksel Pedersen sit brød i jollen ved fiskeri ud for kysten ved Snøde Hesselbjerg.

Fiskerens levned er i øvrigt beskrevet i bogen ”Den gamle mand og ålene” forfattet i 2017 af tidligere FAA-lokalredaktør Tage Rasmussen, Løkkeby.

Karl Aksel Pedersens velrenoverede bundgarnsjolle SG 366 Alma bygget hos Marinus Jørgensen på Lohals Bådebyggeri i 1946. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
I mere end 70 år skaffede jollen Alma det daglige brød for bundgarnsfiskeren Karl Aksel Pedersen fra Snøde Hesselbjerg på Nordlangelands østkyst. Hans liv er beskrevet i Tage Rasmussens bog fra 2017, "Den gamle mand og ålene". Karl Aksel Pedersen døde som 86-årig i 2018. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

I havnens fælleshus Banjen skildres mere maritim Lohals-historie - og flere projekter meldes på vej fra de frivillige hænder i den aktive havn.

Samlingen på Lohals havn udstiller et par ankre. Dette er fra den lokale logger Lehnskov. Fartøjets historie er beskrevet med foto og fakta i fælleshuset Banjen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et hyttefad er til opbevaring af levende fisk. Dette er bygget omkring 1960 af tømrermester Harry Holm, Dageløkke til fiskeskipper Emil Jensen, Lohals. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Denne hækjolle har formentlig hængt på et sejlførende fragtskib og er - skønnes det - fremstillet af af en bådebygger i Bastemose ved Lohals i 1930'erne og forstærket af Lohals Bådebyggeri 1950'erne. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
De frivillige kræfter bag den private Lohals Havn har allerede deres næste jolle-projekt på bedding. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Møder massiv kritik: Ingen vil have jobbet - nu søger kommune politibetjente til at passe voldsom og autistisk borger

Annonce