Annonce
Søsiden

Se alle billederne: Skibe bygget af rav, elfenben og Lego-klodser

Den omkring 30 cm lange rav-model af et krigsskib udstiller fingerfærdighed i Spitzenklasse. Modellen er udført i 1923 af ravsnitteren Alfred Schlegge i Königsberg. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Søsiden besøger verdensklasse-samlingen International Maritime Museum i Hamborg. Blandt klenodierne er et Lego-skib på 800 kg og en model af slaget på Reden.

HAMBORG: Hvad mange i søfartsbyen Svendborg har savnet i årevis, kan storebror Hamborg fremvise i skala verdensklasse: Et søfartsmuseum.

Alene rammen omkring Nordeuropas største maritime museum er i sig selv et stykke søfartshistorie. Kaispeicher B, hedder Hamborg-museets ti etager høje murstensbygning. Den blev opført som pakhus allerede før den øvrige, omgivende Speicherstadt blev etableret som frihavns-område for Hamborgs søstærke handel.

I mere end 100 år har havnepakhuset fungeret som opbevaring for bl. a. korn, kaffe, te, kakao og stykgods. Altsammen mere eller mindre eksotiske varer, som skibe og pramme sejlede hen til løft af kvistenes kraner.

Funktionen som havnepakhus ophørte for tyve år siden. Få år efter indledtes ombygningen til søfartsmuseum. Pris 225 mio. kr. fra Hamborgs bystyre. Museet blev indviet i 2008.

Annonce
Mandshøje modeller af en række sejltyper. Modellerne er fremstillet af de originale materialer. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Respekt for oprindelighed

I det ydre fremstår pakhuset i hovedlinjerne med sine originale træk. Også den indvendige tilpasning til et moderne søfartsmuseums behov er sket med stor respekt for det oprindelige. Gulve af træ, fritlagte, bærende konstruktioner af tykke bjælker og rå murstensvægge klæder denne verdens største private søfartssamling.

Omgivelserne signalerer også maritimt. På den ene side af museet tiltrækkes publikum af midtfarvandsbøjen Elbe 1, og på den anden side af en flere meter høj skibspropel.

Maritim transport til museet er også muligt. Havnebusserne gør stop ved museets anløbsbro.

Udenfor museet kan man med kik til kanal, broer og byliv nyde en forfriskning tilbagelænet i en af de karakteristiske, tyske strandkurve. Indenfor udfyldes underetagen af maritim butik, café og hall. Med billetkøb følger en gratis guide-folder, også i dansk udgave.

12000 kvm for sønørder

Hvor skal man begynde og hvor vil man ende?

Selv for sønørder er 12.000 kvadratmeter med maritime effekter en overvældende mundfuld. Først ved udgangen blev Søsidens udsendte i øvrigt klar over, at museets anbefaling lød på at bevæge sig oppe fra dæk/sal ni og ned. Så det blev i stedet en optur.

Hvis man er til museums-stilen, der kunne kaldes klassisk/moderne, rammer Hamborg-museet plet. Museets position er vel et sted midt i mellem de gamle, støvede Kronborg-samlinger og det nye - efter nogens mening - lidt for popsmarte M/S Søfart.

Råsejl, gaffelsejl osv. Modellerne er fremstillet af de originale materialer. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Skibsbygning er kunst

De ti etager - dæk - er tematisk opdelte. På sejlskibsetagen ser vi bl. a. mandshøje modeller af en række sejlføringer monteret på master. Fin visualisering.

Det samme gælder etagen om bygning af fartøjer. At bygge et skib er en kunst, fastslås det på en bjælke. En flot udført udstilling viser de mange materialer og metoder et skib kan bygges i - fx siv, læder, klinkbyggede planker, kravelbyggede planker, nittet jern og svejset stål. Som en slags bærende søjler i rummet står opskårne stammer med forklarende tekster om træets egenskaber til skibsbygning.

Også de mange udformninger af skibes propeller og ror er fint forklaret gennem store modeller.

Hvad er der under vandet agterude på et skib? Denne udstilling viser en række eksempler. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Cocktail-rysteren

I en noget anden genre er modellen af den ene maskine fra Atlanterhavs-damperen Deutschland fra 1900. Modellens præcision og detaljerigdom er i klasse med guldsmedearbejde af højeste karat. Det fortælles, at kræfterne i maskinen og dens tvlling scorede Atlantens blå bånd. Til gengæld vibrerede damperen så meget, at den under fuld fart fik tilnavnet “cocktail-rysteren”.

En syv meter lang model af verdens eneste sejlende oceanliner, Queen Mary 2, fanger også øjnene. Ikke mindst fordi den er bygget af flere hundrede tusinde Lego-klodser. Modellen er bragt ind i en Hamborg-ramme som liggende til ombygning i dokken på det lokale værft Blohm & Voss. I en montre bagved så vi lige en Lego-model af fregatten Jylland.

Med dannebrogs-farvet islet ses også en model af slaget på Reden, da englænderne bombarderede København. Modellen viser dagtidens bygninger og krigsskibe i havnen. Fra nyere tid udstilles et nybygningsskilt fra Burmeister & Wain.

En hyldest til det ædle håndvæk det er at bygge et skib. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Skibe af elfenben og rav

I søfartsmuseets container-afdeling danner den fynsk-byggede Regina Mærsk midtpunkt. I museets simulator kan publikum styre sådan en kæmpe ud og ind ad fx Hamborg havn.

I den kuriøse og yderst kostbare ende af museets samling ses modelskibe af både fremmedartede og i dag forbudte byggematerialer. I den sidste kategori falder fornemt udførte historiske krigsskibe skibe af elfenben.

Tre modelskibe af det havbårne materiale rav stikker også ud. Når dette Nordens guld skal bøjes til et sejl, sker det efter nogenlunde samme princip, som når skibsbyggeren lægger træ i en svedekasse og former det, når det er varmt.

Et tredje særegent materiale til bygning af skibsmodeller er dyreknogler. Det gjorde Napoleons krigsfanger for 200 år siden. Inspireret af dette har nutidige modelbyggere gjort fangerne kunsten efter. Museet viser de fingernemmes fine værker frem.

En fin præsentation af materialer til skibsbygning - læder, siv, træ (kravel- og klinkbygget), jern og stål. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
På dækket om skibsbyggeri udstilles også træ, før det forarbejdes til dele af et skib. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et par eksempler på skibsbyggeri i metal - stål og nittet jern. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Nogle hurtige skibe fremdrives af gasturbiner. Her kan man betragte, hvordan sådan en kraftkarl ser ud indvendig. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Verdens eneste sejlende oceanliner, Queen Mary 2 i form af 800 kg Lego-klodser. Rammen er dokken hos Hamborg-værftet Blohm & Voss, hvor QM2 blev ombygget i 2015. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
To granvoskne mænd har brugt 1200 timer på at bygge Queen Mary 2 i Lego. Modellen er syv meter lang. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Ægte dansk. En Lego-model af fregatten Jylland. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Detalje-rigdommen og præcisionen i modellen af luksusdamperen Deutschlands maskine fra 1900 er overvældende. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Når damperen Deutschlands to maskiner kørte for fuld tryk, kunne det mærkes på hele skibet. Derfor fik damperen tilnavnet "cocktail-rysteren". Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et helt dæk i museet fokuserer på krig til søs. Her gør britiske søkrigere klar til affyring. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Også fornemt modelbyggeri. Billedet viser en detalje fra et nazi-tysk ubåds-støttepunkt ved den franske Atlanterhavs-kyst. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Hele modellen af det nazi-tyske ubåds-støttepunkt fra anden verdenskrig. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
International Maritime Museum Hamburg har også skiftende tema-udstillinger. Da Søsiden besøgte museet, var temaet "flugt over havet". Foto: Søren Stidsholt Nielsen
På model-dækket så vi en hel flåde af krydstogtskibe. I forgrunden en velkendt Faaborg-gæst, Deutschland. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
I afdelingen for offshore kan man komme helt tæt på et rigtigt borehoved. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et af oceanernes helt store special-fartøjer - den 200 meter lange rørkabellægger Ceona Amazon. Eksklusivt modelarbejde. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et dansk islet i form af skiltet fra B og W's nybygning nummer 720 fra 1954 alias det ophørte rederi Ove Skous fragtskib Susanne Skou. Skibet skiftede i øvrigt senere navn til Petra Skou. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Tysklands atomdrevne - og til sidst dieseldrevne - Otto Hahn blev ophugget i 2009. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
USAs Savannah var nok verdens mest kendte, atomdrevne fragtskib. Men Tyskland havde den atomdrevne Otto Hahn bygget i Kiel i 1964. Den blev senere ombygget til diesel og er nu ophugget. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Krigs-dækket viser forskellige, originale miner og dybvandsbomber. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Aktivitet for publikum. Gå om bord i simulatoren og styr en container-kæmpe ind og ud af havn. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Museets modelsamling omfatter mange hundrede skibe af forskellige typer. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Kik indenfor i en kahyt i et luksuskrydstogtskib. Her en efterbygning fra Sea Cloud II anno 2001. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Sjov til søs. Kong Neptuns klæder og et juletræ fremstillet af tovværk. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Et helt dæk i museet udstiller maritim kunst. Væggene står rustikt som oprindeligt i pakhus-tiden. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
I centrum af udstillingen om container-fart står Lindø-kæmpen Regina Mærsk fra 1996. I øvrigt var 1955-udgaven af Regina Mærsk det første A. P. Møller-skib i lyseblå bemaling. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mening: Vi er på vej

Nu har vi jo lært i skolen, at det, der kan måles og vejes, er det, der er. Altså det vi alle kan blive enige om: En meter er en meter og et kilo et kilo og så videre. Højde, bredde, længde og tyngde og kroner og øre, så når vi snakker sammen, kan vi være enige om indholdet af det, vi siger til hinanden – tror vi. For psykologer og den slags insisterer på, at det kun er 10-20 procent af det, vi opfatter i en samtale, der kommer fra ordenes eksakte udsagn. Resten af det vi opfatter, er signaler fra samtalepartnerens krop, holdning, toneleje og øjne. Det vil altså sige, at hovedparten af det, vi får ind via en samtale, består af følelsesmæssige indtryk. Opfatter vi ironi, der betyder, at udsagnet skal forstås omvendt, hvordan skal vi så svare. Opfatter vi vrede, der aktiverer vores angst, der skævvrider verdens billede, så bliver vores svar, et svar på en følelse og ikke på spørgsmålet. Står der en og taler om kvantefysik og flirter hæmningsløst så universet slet ikke ligner det, vi troede, vi var enige om, ja så ender samtalen måske galakser væk. Det vi nu kan være enige om er altså, at over halvdelen af vores kommunikation består af elementer, vi ikke rigtig har noget navn på, ingen definition af, på den måde vores ”vidensamfund” foretrækker det. Det, vi har, er en fælles fornemmelse af, at det er følelser, vi udveksler og bruger til at bære vores udsagn. Men vi har kun et fattigt sprog for hele den gryde i vores krop og sind, som er den følelserne bobler i. Hvis vi insisterer på at kende hele billedet af vores virkelighed, må følelsernes sprog og udtryk have bedre plads end i dag. I den anledning vil jeg sige at der er nyheder og hjælp på vej. Hør her: ”Vores følelser er ligeså meget en realitet som træerne, fasanerne og de andre mennesker er, og de er bestemmende for, hvordan vi oplever os selv. Når vi slipper tvivlen og mindreværdet og de andre negative forestillinger om os selv, er der stadig følelser, men de er positive. Når jeg slipper tvivlen, ligger tilliden der. Når jeg holder op med at være vred, er jeg fyldt med tålmodighed, og når jeg opgiver at være angst, kommer trygheden og glæden ved mig selv og livet tilbage”. Citatet kommer fra en bog, som snart udkommer på forlaget ”Den indre alpehue”. Den er fuld af forklaringer i øjenhøjde på det væld af følelser og reaktionsmønstre, der stiller sig i vejen for vores ligeværdige samtaler og samvær. Ord som afklarer det rod, vi går og laver for os selv og hinanden. Med ordene kommer erkendelsen: Jeg har selv ansvaret for mit liv. Så fat mod, og tag styring. Det er ikke skæbnen, der lægger din kurs på jorden. Det gør du selv, så du kan ligeså godt komme i gang ved kompasset og rattet.

Annonce