Annonce
Fyn

Ni unge kan se frem til bøder efter boldspil på multibane: De troede, at de måtte være 10

Arkivfoto: Michael Bager

Assens: Ni unge skal have pengepungen op af lommen, efter de overtrådte forsamlingsforbuddet sent mandag eftermiddag. Det oplyser Fyns Politi.

Klokken var 17:20, da politiet mødte dem ved multibanen på Rådhus Alle i Assens. Sådan et sted må man maksimalt være fem personer samlet, og derfor modtager de ni unge mennesker en bøde.

Politikommissær Milan Seyfabad oplyser til Fyens Stiftstidende, at de ni unge er fra årgang 2002 til 2005, og de er alle bosat i Assens Kommune.

De unge skulle ifølge politikommissæren have spillet fodbold i god tro, da de forklarede politiet, at de troede, at forsamlingsforbuddet var på 10 personer.

Men man skal huske at holde sig opdateret på gældende restriktioner, oplyser Milan Seyfabad. Forsamlingsforbuddet har siden 5. januar ligget på fem personer.

- Vi appellerer til borgerne om til at være opdateret i forhold til de gældende regler. Borgerne skal vise hensyn, holde afstand og generelt udvise medborgerskab, konstaterer politikommissæren, der opfordrer til, at man søger oplysninger via internettet, hvis man er i tvivl.

Annonce

Patrulje spottede unge

Han oplyser desuden, at patruljen ikke blev tilkaldt af borgere, men spottede selv de unge, da patruljen kørte rundt i området. Fyns Politis såkaldte politibutik i Assens ligger på rådhuset, få stenkast fra multibanen.

- Vi har opgraderet tryghedsindsatsen i hele politikredsen, så vi er til stede og observerer efter forskellige forsamlinger, siger Milan Seyfabad.

Det koster ifølge Ritzau 2500 kroner at overtræde forsamlingsforbuddet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce