Annonce
Ærø

Samka tæt på at aflyse Folkemødet: - Vi er ikke herre over vejret

Samka vel ankommet, men på en dårligere placering i havnen i Allinge end planlagt. Foto: Chris Hammeken
Vejret drillede den ærøske delegation på vej til Allinge, og Samka har på grund af forsinkelse fået en dårlig placering i havnen i Allinge. Kaptajn og arrangør er bare glade for, at det lykkedes at komme frem, og det ikke blev nødvendigt at aflyse helt eller delvist.

Bornholm: Klokken cirka 10.30 torsdag formiddag gik museumscoasteren MS Samka ind i Allinge Havn for at deltage i Folkemødet på Bornholm. Oprindeligt var det planen at anduve tirsdag eftermiddag, og dermed er den ærøske base under Folkemødet næsten to døgn forsinket, fordi skibet på grund af dårligt vejr måtte ligge i havnen i Stubbekøbing på Falster for at vente på bedre vejr.

Ifølge kaptajn Søren Vestergaard blæste det 12-14 meter i sekundet - lige imod sejlretningen, hvilket ifølge kaptajnen ville være en udfordring for et lille skib som Samka.

- Det er ikke storm, men en god kuling, og så kommer vi ingen vegne, og så er der ikke nogen grund til at ligge og hoppe rundt derude, siger han.

Og vejret er et vilkår, som man som sømand ikke er herre over, understreger han.

- Det er vi jo ikke. Så siger folk, at vi kunne da bare være sejlet noget før. Jamen, vi kunne da også være blevet herovre fra sidste år. Det giver jo ingen mening.

Den forsinkede ankomst har betydet, at Samka ikke fik den plads i inderhavnen, som ellers var tildelt skibet. I stedet ligger hun i yderhavnen på den yderste mole. For to år siden lå Samka ved den modsatte kaj i yderhavnen, mens den ærøske base sidste år var fornemt placeret i inderhavnen.

- Vi ligger dårligt ved ydermolen. Det er den ringeste placering overhovedet. Der skal bare komme en smule fra øst, så ligger vi og hopper rundt. Men sådan er det, det var, hvad vi kunne gøre, hvis ikke vi ville sejle hjem igen, siger Søren Vestergaard og tilføjer:

- Som kaptajn har jeg det fint med det, men det er synd for arrangøren.

Annonce

Samka på Folkemødet

Samka er på Folkemødet på Bornholm for ottende gang.

Museumscoasteren, som er bygget i 1956 i Marstal, er i år vært for debatter under overskriften "Ø, land og by i balance". Det er økommunerne Ærø og Samsø samt Balance Danmark (tidligere Danmark på Vippen), der samarbejder og har debatter på Samka.

Udvalgte debatter på Samka:

  • Torsdag: Lavere færgepriser til ø-kommunerne hele året?
  • Fredag: Maritimt iværksætteri i mindre havnebyer
  • Lørdag: Lokal sundhed - Øerne som sundhedseksperimentarium

Ærøs bidrag til Folkemødet planlægges og koordineres af Ærø Turist- og Erhvervsforening.

Maver skal trykkes

Arrangøren er turist- og erhvervsdirektør Chris Hammeken, som da også er ærgerlig over, at Samka har fået en anden placering, men omvendt er han glad for, at de overhovedet er fremme.

- På et tidspunkt så det ud til, at vi måtte aflyse debatter. Vi var meget tæt på at aflyse hele torsdag, så det gode ved det er, at vi kan holde debatterne, siger han.

Og debatterne, der har ærøsk relevans, er blandt andet en debat sent torsdag eftermiddag om landevejsprincippet, for blandt andre Ærø vil meget gerne have taget det sidste skridt, så det bliver billigt at sejle med landets færger hele året, inklusive højsæsonen i sommerferien, som nu er undtaget.

Derudover peger Chris Hammeken på en debat om sundhedsområdet og maritimt iværksætteri, og så vil han også bruge tid på at snakke med folk mellem debatterne, blandt andet om bryllupsturismen.

- Vi skal have trykket på nogle forkellige maver, som han siger.

Folkemødet begyndte torsdag formiddag og fortsætter indtil søndag middag.

Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Følg med live: GOG mod Sønderjyske

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Flere politiske legekammerater søges på Ærø

Det er gået nogenlunde som ventet, men det gør ikke udfordringen mindre for Ærøs borgmester Ole Wej Petersen (S). Hans ellers jævnt sikre flertal smuldrer, og nu viser det sig meget tydeligt, når der skal træffes tætte beslutninger i kommunalbestyrelsen. Den korte version er, at borgmesteren og hans allierede løber ind i politiske øretæver, fordi de kommer i mindretal. Det gør de, fordi den tidligere socialdemokrat Jens Weiss bruger sit frie mandat, og nogle gange betyder det altså, at han stemmer imod den gruppe, han egentlig er en del af. Situationen skaber problemer for borgmesterpartiet, der jo i forvejen er temmelig vingeskudt, fordi to af fire medlemmer har forladt partiet. Reelt kan det de kommende to år betyde, at Ole Wej Petersen bliver låst i borgmesterrollen, fordi hans handlemuligheder er voldsomt indskrænkede. Er der blot et medlem af konstitueringsgruppen, der stemmer imod Socialdemokratiet, er der overhængende fare for, at borgmesteren ikke kan gennemføre den politik, han ønsker. Der findes ikke en løsning, som er ligetil, men Ole Wej Petersen har brug for nye venner i kommunalbestyrelsen. Ikke fordi han kommer til at være i lommen på Jens Weiss, men fordi hans handlerum bliver voldsomt indskrænket, hvis Jens Weiss hele tiden sidder med den afgørende stemme. Afstanden mellem de to grupper i kommunalbestyrelsen er til at få øje på, og det vil også kræve, at der sluges en kamel eller flere, hvis borgmesteren hele tiden skal række hen over kløften, men spørgsmålet er, om det dog ikke åbner flere muligheder, hvis der bygges en bro. Erfaringerne med disse mere dynamiske flertal, hvor borgmesterpartiet i videst mulig udstrækning forsøger at samle brede flertal hen over politiske kløfter, er mange. I Svendborg havde den daværende borgmester Curt Sørensen (S) en tilsvarende udfordring i hans regeringstid i 2010-2013. Her stod det tidligt klart, at samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten var fuld af konflikter, og der gik derfor ikke lang tid, før Curt Sørensen måtte række ud efter især Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det udløste naturligvis også konflikter, men forligene blev landet, selv om de måske ikke var helt så røde, som borgmesteren nogle gange kunne ønske sig. Men sådan er det jo med kompromisser. Ole Wej Petersens borgmestertid har ikke været en badeferie, og der er stadig to års tid tilbage af den og tre budgetforlig, der skal landes. Der bliver altså nok af udfordringer med at samle gode og solide flertal. Derfor kan en af de strategiske problemstillinger, han gør klogt i at vie lidt af sin tid til, være, at han overvejer, hvordan han kan skaffe sig flere politiske venner i kommunalbestyrelsen. Ellers kan vejen frem mod næste valg til kommunalbestyrelsen blive fyldt med bump og store huller.

Annonce